Økonomer har i et kvart århundrede kæmpet for at mane den misforståelse i jorden, at eksport er godt for et land, mens import er skidt. Det kaldes merkantilisme, og blev tilbagevist af Adam Smith i 1776. Det forholder sig nærmest omvendt: Der er sådan set ingen grund til at eksportere noget som helst, hvis der ikke også findes varer og tjenesteydelser fra andre lande, som man gerne vil importere. Et handelsoverskud indebærer, at man har foræret varer til udlandet uden at få andet end udenlandske pengesedler til gengæld. De kan være fine at have, men kun hvis planen er på et eller andet tidspunkt at købe noget for dem i det land, de kommer fra.
Formålet med at eksportere er altså at importere. Import er til stor gavn for borgerne. Import giver os flere forskellige varer at vælge imellem. Import giver mere konkurrence og dermed lavere priser, hvilket er det samme som højere realløn og velstand. Konkurrence fra udlandet gør, at indenlandske virksomheder må strenge sig an for at kunne følge med. Det gør dem mere produktive og innovative.
Alligevel er samfundsdebatten og politiske beslutninger fortsat præget af merkantilistisk tænkning. På det seneste har vi set det i debatten om vores relation til Kina. Glæden over Kina som eksportmarked er ved at blive afløst af bekymring over Kina som producent af avancerede produkter som elbiler, vindmøller og passagerfly.
Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på, om den kinesiske stat for eksempel bygger muligheder for at spionere imod os ind i produkter såsom smartphones og elbiler, men kan vi sikre os imod det, bør vi generelt hilse det velkommen, at kinesiske firmaer nu øger konkurrencen og vareudbuddet på disse områder.
Konkurrencen fra Kina mødes af en række indvendinger. Kineserne fører en industripolitik med store mængder statsstøtte til udvalgte industrier. EU og USA ønsker at svare igen ved at gøre det samme. Men det bør vi holde os fra.
De kinesiske subsidier indebærer, at de lader deres egne borgere betale for, at vi kan købe kinesiske produkter med rabat. Det er godt for os og dårligt for Kina. Det bør vi ikke kopiere. At kineserne skyder sig selv i foden er ikke et argument for, at vi skal gøre det samme. Igen bygger tankegangen på den merkantilistiske fejlslutning, at eksport er bedre end import, og derfor bør subsidieres.
En anden indvending imod samhandel med Kina er, at det er problematisk at blive afhængig af et autoritært kinesisk regime. Der vil være enkelte produkter af strategisk betydning, hvor sådanne overvejelser er relevante. Men som jeg tidligere har skrevet på denne plads, bør såkaldt »strategisk autonomi«, som der tales om i EU, i det store og hele afvises. Det er merkantilisme i nye klæder, som bygger på den misforståelse, at hvis kineserne sælger ting til os, styrker det kineserne, og det svækker os. Sådan forholder det sig ikke.
Samhandel skaber indbyrdes afhængighed. Det er ikke kun os, der bliver afhængige af Kina. Kineserne bliver også afhængige af os. Det er samlet set en fordel.
Samhandel er ingen garanti for fred, men det mindsker risikoen for krig. Handel mellem et demokratisk land og lande med autokratiske regimer fremmer demokratiske værdier blandt borgerne i sidstnævnte og øger chancerne for, at autokratier bliver mere liberale. En afkobling fra samhandel med Kina kan muligvis reducere nogle risici, men vil sandsynligvis skabe nye og større risici.
Fordi import kommer udefra, og dens fordele bliver spredt på alle forbrugere, står den politisk svagt, og få taler dens sag. Hverken ejerne af eller medarbejderne i virksomheder, vi importerer fra, er danske vælgere eller stærkt repræsenteret som politisk pressionsgruppe. Det er derimod de danske virksomheder, som skal konkurrere med kineserne, og som ofte gerne ville undgå denne konkurrence.
Men konkurrence er en god ting for samfundet som helhed - også konkurrence fra Kina.
Luftfartsselskaber kan i dag reelt vælge imellem amerikanske Boeing og europæiske Airbus, når de skal købe nye store passagerrutefly. To selskaber. Det er ikke mange. Det vil være til stor gavn for os alle, hvis der om få år er endnu en konkurrent på markedet, også hvis denne er fra Kina.
Hvis kineserne i fremtiden kan producere vindmøller bedre og billigere end os, skal vi glæde os: Det ville være godt for den grønne omstilling, og danske elektrikere, metalarbejdere, ingeniører m.fl., som i dag er beskæftiget i vindmølleindustrien, ville i stedet kunne arbejde med at skabe velstand og fremgang på andre områder. Der er nok af ting at tage fat på.
Bragt i Berlingske den 28 juni 2023
