Både S og V gik til valg på at love en vækst i det offentlige forbrug svarende til det demografiske træk. Men i SVM-regeringens finanslovsforslag lægges der op til en vækst i det offentlige forbrug, der er fem gange mere end det såkaldte »demografiske træk«.
SVM-regeringens finanslovsforslag lægger op til en tårnhøj vækst i det offentlige forbrug på 2,1 procent eller det, der svarer til ca. 13 milliarder. kroner. Det er fem gange mere end det såkaldte »demografiske træk« - altså den vækst, som kunne begrundes i for eksempel flere ældre.
En del af grunden til den høje offentlige forbrugsvækst er dog udmøntninger fra Ukraine-fonden. Men ikke det hele, og en regering bør være i stand til at prioritere: Hvis der skal bruges mere på forsvar og Ukraine, må der spares andre steder. Det vilkår gælder for alle borgere, alle private virksomheder, kort sagt: alle andre institutioner i samfundet end statskassen.
Regeringen oplyser ikke, hvor stor en del af den høje udgiftsvækst, der skyldes Ukraine. Det er i sig selv kritisabelt, og regeringen bør straks komme ud af busken her. Idéen med en flertalsregering over midten var, at den kunne gennemføre modige beslutninger. Mådehold i væksten i de offentlige udgifter ser hidtil ikke ud til at være på regeringens liste over sådanne modige beslutninger.
Både Socialdemokratiet og Venstre gik til valg på at love en vækst i det offentlige forbrug svarende til det demografiske træk. Sammen i regering har de nu langt højere vækst, end hvad de hver især gik til valg på.
Høj vækst i det offentlige forbrug indebærer, at det offentlige kommer til at lægge beslag på en større del af arbejdsstyrken. Det er dårlig timing. Finansministeriet vurderer, at der er lige så meget tryk på arbejdsmarkedet nu som op til finanskrisen i 2008. Derfor er det kritisabelt, at regeringen nu forventer ca. 6.000 flere offentligt ansatte i 2024, end hvad man skønnede så sent som i maj. Det medfører et endnu strammere arbejdsmarked. 6.000 flere offentligt ansatte er lig med 6.000 færre til den private sektor.
Siden Mette Frederiksen tiltrådte i 2019, er den offentlige beskæftigelse vokset med flere end 40.000. Under covid-19-krisen tog den offentlige beskæftigelse et ordentligt hop opad på cirka 30.000. Det blev begrundet med covid-19 og erklæret som midlertidigt. Men Finansministeriets prognoser om faldende offentlig beskæftigelse efter covid-19 blev gjort til skamme: Antallet af offentligt ansatte blev ved med at stige. Og nu ser regeringen ud til at have opgivet igen at få reduceret den »midlertidige« stigning under covid-19. Ak ja, der er ikke noget mere permanent end midlertidige udvidelser af den offentlige sektor. Men det er kritisabelt, at Venstre og Moderaterne accepterer det.
Et lille lyspunkt i finanslovsforslaget er, at regeringen vil spare på bureaukratiet i staten, men ambitionsniveauet er godt nok lavt. 400 millioner kroner skal der spares. Det svarer til ca. 500 medarbejdere. Siden 2011 er antallet af administratorer i staten imidlertid steget med 15.000. Så regeringen skiller sig kun af med tre procent af de ekstra bureaukrater. Det er et meget lavt ambitionsniveau.
Finansminister Nicolai Wammen sagde ved fremlæggelsen af finansloven, at den var »sjovere« end den forrige. Han er jo socialdemokrat og har derfor det ideologiske udgangspunkt, at jo mere de offentlige udgifter vokser, jo sjovere er det.
Set fra mit borgerlige perspektiv er en »sjov« finanslov én, der reducerer udgifterne, så borgerne kan beholde flere af de penge, de selv har tjent.
Regeringen står med et kæmpe økonomisk råderum på 64 millarder kroner. Indtil videre har regeringen kun reserveret syv millarder kroner til lavere skat, altså ca. 11 ud af hver 100 kroner. Venstre bør som medlem af regeringen sikre sig, at den andel flerdobles.
I den offentlige debat hører man ofte, at når det kommer til anvendelsen af råderummet i statskassen, står valget imellem »velfærd eller skattelettelser«. Men det er en socialdemokratisk logik. »Velfærd eller skattelettelser« var Socialdemokratiets og SFs valgslogan op til 2011-valget - et udtryk, som begge partier hyppigt har genbrugt siden.
Valget står aldeles ikke mellem velfærd eller skattelettelser. Det står imellem højere udgifter eller skattelettelser. Skattelettelser giver også velfærd til borgerne - privat velfærd. Og mens en skattelettelse er og bliver en gevinst for den enkelte borger og dennes familie, som de nok skal formå at få glæde af, er der ingen som helst garanti for, at højere udgifter fører til øget velfærd. Det afhænger af, hvordan pengene bliver brugt. Mange udgifter er de senere år er blevet klattet væk, for eksempel de 9,4 milliarder kroner siden 2011 til 15.000 flere administratorer i staten og en kraftig forøgelse af det offentlige bureaukrati uden gavn for borgerne.
Det er ikke velfærd, det er højere udgifter.
Bragt i Berlingske den 6. september 2023
