Alle, der beskæftiger sig med fremskrivninger af centrale nøgletal for menneskehedens trivsel og blomstring, forudser en bedre fremtid - uanset klimaforandringer.
Hvis erhvervslivet ikke bidrager til at slå dette fast med flammeskrift, kan det gå hen at blive værst for dem selv.
Bogen »Kapitalismens afslutning« af den tyske journalist Ulrike Herrmann er interessant, fordi den er et godt eksempel på et sandsynligt voksende problem: klimabaseret kapitalismekritik. Herrmann argumenterer for, at stater af hensyn til klimaet bør afskaffe markedsøkonomi til fordel for et planøkonomisk system i stil med den britiske krigsøkonomi under Anden Verdenskrig.
Befolkningens forbrug skal halveres ved at reducere arbejdstiden og dermed lønnen. Særligt CO 2 - udledende forbrug såsom flyrejser, kødforbrug osv. skal rationeres, så hver borger får tildelt sin ration.
Bogen illustrerer, i hvor høj grad kapitalismekritikerne med tiden er blevet trængt i defensiven af virkeligheden. Herrmann anerkender således, at kapitalismen er uovertruffen til innovation, velstandsskabelse og udryddelse af fattigdom.
Hun afviser ligeledes blankt tidligere tiders marxistiske påstande om, at kapitalismens velstandsskabelse var afhængig af slaveri og udbytning af kolonier. Ævl, siger Herrmann: egypterne, romerne, osmannerne m.fl. havde også både slaver og kolonier, uden at det førte til en tyvedobling af velstanden. Kun kapitalisme kan levere det.
Trods alle dens fordele vil Herrmann afskaffe kapitalismen. Hvorfor? Fordi grøn vækst er en umulighed ifølge Herrmann. Det er ganske enkelt umuligt at bygge nok atomkraftværker, vindmøller og solcelleanlæg til at erstatte fossil energi, hvis økonomien skal vokse - faktisk skal den omtrent halveres, hvis det skulle kunne lade sig gøre at opnå fossilfrihed.
Den konklusion står i skærende kontrast til erhvervslivets klimafortælling, som i grove træk kan koges ned til, at grøn energi nu er så billigt, at det ligefrem er en god forretning.
Hvem har ret? Pointen er, at det afhænger af, hvor meget omstillingen haster. Herrmann ser klimaforandringer som en eksistentiel trussel, der vil kunne udrydde menneskeheden. Derfor haster det enormt med at nå til fossilfrihed. Det er en antagelse, som hun intet gør for at understøtte i bogen. Herrmann ser det altså som en indlysende sandhed.
Det er hun ikke ene om at gøre. Og det kan ikke undre, når vi ser den retorik, som medier og politikere bruger, når de taler om klima:»De stigende temperaturer er ved at ødelægge vores jordklode,«sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i en nytårstale. Medier som Politiken, DR og sågar Berlingske omtaler klimapolitik som noget, der skal»redde kloden«, som om klodens undergang var en forventelig konsekvens af klimaforandringer.
Men det passer ikke. Alle, der beskæftiger sig med fremskrivninger af centrale nøgletal for menneskehedens trivsel og blomstring, forudser en bedre fremtid - uanset klimaforandringer. Ikke en værre fremtid. Og slet ikke ingen fremtid.
Vores velstand stiger
Lad os først se på velstand. Menneskeheden vil ved næste århundredeskifte være mange gange rigere end i dag, blandt andet ifølge en undersøgelse af et større antal økonomers vurderinger samt IPCCs scenarier kaldet Shared Socio-Economic Pathways.
Men vil klimaforandringerne ikke gå ud over de fattigste i verden? Jo, men den generelle velstandsfremgang forventes fuldstændig at overdøve den negative effekt fra klimaforandringer. Den globale fattigdom vil fortsætte med at falde ifølge Verdensbanken. FN forventer, at levealderen vil blive ved med at stige i de kommende årtier, og at børnedødeligheden vil blive ved med at falde. Alt det er ikke et argument for ikke at reducere udledningen af CO 2, men der er stærke indicier for, at rygterne om Jordens undergang er stærkt overdrevne.
Mange virksomheder har en tendens til at snakke klimaalarmister efter munden for ikke at fremstå fodslæbende. Det skal de passe på med. Klimaforandringer er et problem, men det er ikke eksistentielt. Heldigvis, for det er heller ikke realistisk at forestille sig, at verden kan blive fossilfri på ti eller 20 år. Eller for den sags skyld på 50 år.
Så langt har Herrmann ret. Men den kur, hun foreslår, er værre end sygdommen. Hvis erhvervslivet ikke bidrager til at slå dette fast med flammeskrift, kan det gå hen at blive værst for dem selv.
Bragt i Berlingske den 10. juni 2023
