Det mest oversete faktum i dansk klimapolitik er, at rammerne for den fastlægges i EU.
I stedet fører vi ofte klimapolitik, så man skulle tro, at omverdenen ikke eksisterede, og at der var en direkte sammenhæng mellem udledningen af drivgasser i Danmark og verdens klima. Selv klimaproblemet er der en tendens til at betragte som nationalt, selv om de negative konsekvenser af højere temperaturer i meget høj grad falder uden for landets grænser.
Dansk klimapolitik styres primært efter selvvalgte og ikke særligt velbegrundede mål, senest 70 procent-målet som blev til ved en tilfældig og kaotisk politisk proces efter valget i 2019, selv om et stort politisk flertal havde afvist det i valgkampen. Målet matcher EU’s klimapolitik dårligt ved ikke at tage hensyn til drivhusgaslækage til andre EU-lande og ved at omfatte den danske del af kvotesektoren, der allerede er reguleret af EU. Resultatet er, at den danske enegang har meget lille indflydelse på det globale klima.
Hvis enegangen skal have global effekt, skal det ske på én af to måder. Vi kan for det første opkøbe og annullere CO2-kvoter. Det vil sænke det loft, der er over kvotesektorens samlede udledninger. Vi kunne for det andet have sikret et EU-krav til vores udledninger udenfor kvotesektoren, som vi kunne have overopfyldt.
I stedet er 70 procent-målet foreløbig udmøntet på en måde, som sænker prisen på CO2 -kvoter. Samtidig viser både mine, Klimarådets og regeringens beregninger, at de aftalte tiltag for at realisere 70 procent-målet end ikke vil medføre, at EU-kravet til vores udledninger uden for kvotesektoren bliver opfyldt. Overopfyldelse har lange udsigter.
Nordsøaftale har ingen effekt
For tiden er regeringen i gang med at skrue op for ambitionerne for vindudbygningen i Nordsøen, selv om det – modsat oprindeligt fastlagt i energiø-aftalen – tyder på, at det ikke kan ske uden tilskud fra skatteydere og elkunder. Kvotesystemet indebærer imidlertid, at den store påtænkte eleksport ikke vil fortrænge fossile brændsler, men blot øge det samlede energiforbrug i Europa.
En yderligere konsekvens af det snævre nationale fokus i klimapolitikken er, at vi ikke har haft tilstrækkeligt fokus på den betydelige ændring af EU’s klimapolitik, som er blevet gennemført inden for de seneste år. Under overskriften ’Fit-For-55’ er den samlede målsætning for drivhusgasudledningen i EU blevet strammet fra et reduktionskrav på 40 til 55 procent i 2030 i forhold til 1990.
Den samlede pakke rummer både gode og mindre gode elementer. Under alle omstændigheder bør den få konsekvenser for dansk klima- og energipolitik.
Kvotesystemet er kernen
Kernen i EU’s klimapolitik er fortsat kvotesystemet, som imidlertid vil komme til at fungere mere stringent. Systemet i sig selv er velfungerende, men har været præget af, at de faktiske udledninger har været lavere, end det var dimensioneret til, blandt andet på grund af finanskrisen. Det betød i første omgang lave kvotepriser, og førte i næste omgang til etableringen af en markedsstabiliseringsreserve med uheldige egenskaber. Der blev på kort sigt skabt slør i mekanismen, hvor én annulleret kvote sænker kvotemængden præcis tilsvarende.
Men med Fit-For-55 falder kvoteudstedelsen betydeligt hurtigere, og dermed kommer vi hurtigt tættere på det punkt, hvor én-til-én-mekanismen kommer i normal kraft. Det betyder samtidig, at virkningen af tiltag, som mindsker danske udledninger i kvotesektoren, bliver klimamæssigt helt virkningsløse, fordi de alene påvirker kvoteprisen og derigennem tilskynder til helt tilsvarende merudledninger i resten af EU.
Med Fit-For-55 udvider EU samtidig det samlede kvotesystem, så det stort set omfatter alt andet end landbrugets udledninger fra dyrkning og dyrehold (metan og lattergas), det vil sige stort set al CO2-udledning. Foreløbig vil udledningerne fra transport og opvarmning i EU dog blive omfattet af sit eget separate kvotesystem. Der er samtidig fortsat specifikke krav til det enkelte land om at nedbringe disse udledninger. I den situation giver kvoteregulering oveni ikke nogen mening.
Danmark bør skubbe til EU
Derfor bør det være en dansk prioritet at få transport og bygninger inddraget i det normale kvotesystem i EU og fritaget fra nationale EU-reduktionskrav. Beregninger fra Cepos og det europæiske Epicenter viser, at det ville sænke de samfundsøkonomiske omkostninger ved EU’s grønne omstilling med 25 procent
Også på andre områder er der skadelig dobbeltregulering i EU. Desværre er Danmark indirekte medskyldig, fordi EU-kommissionen åbenlyst følger den strategi at få de økonomisk velfungerende nordeuropæiske lande til at betale mere for landene med meget svage offentlige finanser mod til gengæld at få flere ’grønne’ tiltag, som vælgerne og erhvervslobbyen mod nord antages at gå op i.
Men flere tiltag er ikke nødvendigvis bedre. Tværtimod svækker dobbeltregulering omkostningseffektiviteten i den grønne omstilling, så man får mindre drivhusgasreduktion for de samme penge. Hertil kommer, at en del af initiativerne under for eksempel Den europæiske genopretningsplan har karakter af grønvaskning, hvor der ydes tilskud til allerede planlagte tiltag.
Den skadelige dobbeltregulering i EU omfatter blandt andet arbitrære krav til brug af biobrændsler til transport og krav til bilfabrikanternes gennemsnitlige ’energieffektivitet’; det er blandt andet derfor, så mange minibiler bliver afsat på det danske marked. Og EU’s såkaldte taksonomi stiller vidtgående krav til virksomhederne om at spore deres ’klimaaftryk’, endda uden at det bliver rigtig retvisende. Det vil sænke produktiviteten og svække konkurrencen, fordi især små, nye virksomheder bliver ramt af store adgangsbarrierer.
I et system, hvor drivhusgasser er prissat korrekt, er det i bedste fald overflødigt at følge virksomhedernes klimaaftryk. Hvis virksomheder gerne vil markedsføre sig på klimaaftryk, er det naturligvis deres egen sag, men at stille politiske krav er forkastelig symbolpolitik.
Fit-For-55 indeholder desuden andre målsætninger end drivhusgasreduktion, herunder for energibesparelser og brug af vedvarende energi. Det er også værre end overflødigt.
Klima er en naturlig opgave for EU. Især hvis den kan løses bedre end på nationalt plan. Den realitet kunne godt afspejle sig bedre i både dansk og europæisk klimapolitik.
Bragt i Klimamonitor den 16. juni 2023
