Økonomien i EU er stærkt udfordret. Ikke af akutte kriser, men af strukturelle problemer, som både kan ende som akutte kriser og varige svagheder.
EU’s regeringschefer vil gerne gøre noget ved dem, men der er stor risiko for dårlige og utilstrækkelige politiske svar, som øger problemerne.
Det ene problem er langvarig lav økonomisk vækst som følge af bl.a. lav produktivitetsvækst. Det er et problem i sig selv, men det bidrager til mange andre problemer. For eksempel afhænger Europas sikkerhed i sidste ende af vores velstandsniveau.
Det andet problem er de svage offentlige finanser i langt de fleste medlemslande – med Danmark som en af de få undtagelser. Gældsproblemet bliver forværret af den lave vækst, og der er ikke længere hjælp fra negative renter.
EU reviderede ved årsskiftet sine finanspolitiske regler endnu en gang, uden at der er stort håb om, at det vil lede til fremskridt. Spørgsmålet er, om det vil gå meget bedre med de “konkurrenceevnefremmende” initiativer, som regeringscheferne bestilte i deres fælles erklæring sidste uge.
De erkender, at fremdriften af det indre marked er gået i stå og vil gerne fremme bl.a. energiunionen og kapitalmarkedsunionen. De vil lempe de administrative byrder, som ellers svulmer for tiden af EU-regulering om bl.a. esg-rapportering og gdpr.
Der er også mange velkendte buzzwords og tomme løfter om, at politiske tiltag, der gennemføres af andre grunde – f.eks. klima – på magisk vis vil støtte væksten. Men der er også elementer i erklæringen, som direkte kan gøre vækstproblemerne værre.
Det første er en handelspolitik, som kan trække i retning af mere protektionisme og dårligere udnyttelse af EU’s komparative fordele.
Det siges ikke direkte, men betingelser om “retfærdighed”, “bæredygtighed”, “modstandsdygtige og pålidelige forsyningskæder”, “reelt lige vilkår” og “EU’s interesser” er den retorik, protektionismen gerne svøber sig i.
Det andet er “effektiv industripolitik”.
Forestillingen om, at politikerne kan udpege og dimensionere en særlig succesfuld virksomhed, savner både teoretisk og empirisk basis (se f.eks. Wennberg og Sandström (ed.) 2022 og Henrekson, Sandström og Stenkula (ed.) 2024).
Statsstøtte og andre former for beskyttelse fra markedsdisciplin vil tværtimod øge både produktivitets- og statsgældsproblemet. Man kommer uvilkårligt til at tænke på den gang, hjemlige politikere prøvede at løse arbejdsløshedsproblemet ved at trække mennesker ud af arbejdsstyrken med orlovsordninger og efterløn.
Præmissen om, at der kun var en bestemt mængde job til rådighed, var falsk, så politikken hjalp ikke, men skabte til gengæld langvarige strukturproblemer og krævede langstrakte strukturreformer. “Industripolitik” kan blive vor tids parallel til efterlønnen.
Bragt i Børsen den 25. april 2024
