25-året for Berlinmurens fald

06 Nov 2014, 17:30 - 06 Nov 2014, 17:30
CEPOS, Landgreven 3, 1301 København K.

Hele verden fulgte med den historiske dag i november 1989, da Berlins borgere for første gang i 28 år kunne krydse grænsen mellem Øst- og Vesttyskland. Men det var ikke kun betonbrokkerne fra den forhadte mur, som fysisk havde delt Berlin i to, der faldt. ’Der Mauerfall’ blev symbolet på nedsmeltningen af Sovjetunionens totalitære tyranni. For Sovjetunionen havde med Warszawa-pagten og Comecon ikke alene delt Vesten, men selve verden i to. Fra 1949 til 1991 var Østeuropa og Rusland, såvel som store dele af Centralasien, underlagt et totalitært tyranni, hvor censur og arbejdslejre var hverdag, og hvor demonstrationer til fordel for frihed blev mødt med kampvogne og militær. 
Berlinmurens fald markerede således enden på Den Kolde Krig og er blevet et symbol på kulminationen af en årelang kamp for fred og frihed. Men hvad betyder Murens fald her 25 år senere? Og har det undertrykkende sovjetiske regime endeligt sluppet sit jerngreb om Europa eller lurer der nye farer igen fra øst i form af Putins aggression og et tiltagende autokratisk Rusland?
 
I anledning af 25-året for Berlinmurens fald inviterede CEPOS til reception med festtaler og fejring af friheden d. 6. november kl. 17.00-18.30 i CEPOS’ lokaler på Landgreven 3 i Kbh. K. Man kunne bl.a. møde  ansvarshavende redaktør på Weekendavisen Anne Knudsen, tidl. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, samfundsdebattør og direktør i CEPOS Martin Ågerup samt journalist og forfatter Samuel Rachlin, som mindedes den historiske begivenhed set i lyset af i dag.

FESTTALERE:
Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V).
Martin Ågerup, direktør for CEPOS, økonom og samfundsdebattør.
Samuel Rachlin, journalist, tidl. DR's korrespondent i Sovjetunionen og forfatter til en kommende bog om Putin.