Drop forargelsen. Staten er nødt til at sætte en prisseddel på, hvad et menneskeliv er værd

Type: Debat
Table of contents×

Table of contents

Tags

Table of contents

Tags

Argumentet om, at covid-19-patienter bør reddes uanset omkostningerne, bryder med et centralt ligebehandlingsprincip, for på andre områder tilbyder staten ikke ubegrænsede ressourcer til behandling.

En helt nødvendig diskussion under coronakrisen er, om nedlukningens enorme omkostninger står mål med gevinsten i form af sparede menneskeliv. Men at sætte en pris på menneskeliv får mange til at stejle. Kan man overhovedet det?​​​​​

Jeg forstår indvendingen og har en stor sympati for den. Og svaret på spørgsmålet, om der kan sættes en pris på et menneskeliv, er dybest set: Nej, staten kan ikke sætte en absolut værdi på et liv. Alligevel er den nødt til det, hvis den vil føre meningsfuld sundhedspolitik. Det er et dilemma, jeg straks skal vende tilbage til.

Først kan der være grund til at udrydde nogle misforståelser af, hvad diskussionen handler om.

Det er ikke et spørgsmål om at sætte penge over liv. Penge har ingen værdi i selv sig. Det er ikke en tilbedelse af kolde kontanter over varme menneskeskæbner. Penge er en målestok for de ting, der har værdi for os som individer. På den måde handler penge altid om nogens liv, men ikke nødvendigvis om deres overlevelse.

En anden misforståelse er, at en politisk pris på liv afgør, hvad et menneske er værd. At det automatisk gør mennesker til et politisk redskab frem for at være et formål i sig selv. Det følger heller ikke af sig selv.

Politik bør tage sit udspring i, at vi alle er enkeltpersoner med ret til liv og frihed. En politisk pris på liv indebærer ikke, at det er acceptabelt eksempelvis at fjerne et organ fra én person og give det til en anden, selv om der ville være en nettogevinst målt i antal liv eller leveår. ​​​​​

At fjerne en nyre fra en rask person med to gode nyrer og give det til en person med én dårlig nyre ville nok redde liv, men det er alligevel ikke en beslutning, staten bør kunne tage, men kun den enkelte. En pris på liv er en guide til at prioritere de ressourcer, staten afsætter til at redde menneskeliv. Det gør den ikke til vores herre og ejer.

Er det overhovedet muligt at sætte en pris på liv? Svaret er, at vi alle sætter ikke alene en pris på vores eget liv, men også på vore medmenneskers, når vi træffer beslutninger.

Vi foretager konstant handlinger, som indebærer en vis risiko for at miste livet, men indebærer andre fordele – eller omvendt mindsker risikoen mod til gengæld at betale en omkostning. Mange kunne f.eks. købe en mere sikker bil, hvis de var villige til at undvære andre goder.

Selv om kalkulen normalt ikke er eksplicit, indebærer den en afvejning, som er udtryk for en prissætning. Jeg foretager mig konstant handlinger, som på den ene side giver en gevinst, men på den anden indebærer en lille ekstra risiko for at dø.

Hvis jeg betragtede opretholdelse af livet som imperativt, ville jeg være nødt til at afstå fra alle risikable handlinger. Det ville bringe mig i det dilemma, at fravalget af alle risici i sig selv ville indebære en risiko imod min fortsatte eksistens. F.eks. indebærer det en — nødvendig — risiko at bevæge sig ud i trafikken for at komme ud at købe mad.

Et helt andet spørgsmål er, om en ekstern kan måle, hvor højt jeg prissætter mit liv. For de fleste ting, der omsættes på et marked, er det enkelt at måle. ​​​​​

Man kan blot se på markedsprisen. Når markedsprisen svarer til min prissætning, så er det, fordi jeg tilpasser mit forbrug af godet, sådan at min grænsenytte svarer til prisen.

Jeg forbruger æg i præcis den mængde, der opfylder, at pris og grænsenytte svarer til hinanden. For liv er det derimod mere vanskeligt, fordi der ikke eksisterer en generel markedspris på liv, vi alle tilpasser os, som man bare kan aflæse på samme måde som prisen på svinemørbrad og råolie.

Under visse omstændigheder kan man dog godt udlede min betalingsvillighed og dermed få en pris. Det følger af et kendt teorem af Neumann og von Morgenstern om såkaldt kardinal nytte.

Uden at vi her skal dykke ned i teknikaliteterne, er der dog det problem med teoremet, at det viser værdien af to separate størrelser samtidig: nytte og risikoaversion.

Så selv om jeg selv har en værdi, jeg implicit regner med, når jeg foretager risikable handlinger, kan den ikke aflæses eksternt. I hvert fald ikke uden at gøre nogle antagelser, som ikke behøver være opfyldt. Det ville være let at aflæse betalingsviljen, hvis alle f.eks. var risikoneutrale (dvs. ligeglade med at få 100 kr. med sikkerhed eller 1000 kr. med 10 procents chance), men vi er tydeligvis ikke alle lige risikovillige.

Her er imidlertid det afgørende problem: Rationelle økonomiske beslutninger kan kun lade sig gøre, hvis der eksisterer priser. ​​​​​

I en planøkonomi må planlæggeren have en pris på alting. Det påpegede en ung økonom, Ludwig von Mises, for præcis 100 år siden, hvor hans berømte artikel påbegyndte den såkaldte kalkulationsdebat om muligheden for rationel kalkulation under planøkonomi.

Mises bestred, at en planmyndighed ville kunne skaffe priser på alt (i det konkrete tilfælde prisen på kapitalgoder), og modsvaret fra de socialistiske deltagere i debatten var et forsøg på at vise, hvordan en planmyndighed alligevel godt kunne skaffe dem.

Hvis det offentlige driver en del af økonomien, så kræver rationel planlægning, at myndighederne har priser at styre efter. Hvis ikke, så kan man ikke vide, om man gør mere skade end gavn.

Problemet i sundhedsvæsenet – som i høj grad er offentligt – er, at man ofte ikke har en aflæselig markedspris at kalkulere med. Man har den samme udfordring, når man f.eks. skal fastlægge afgifter på farlige stoffer eller kørsel i trafikken svarende til de eksterne omkostninger. Derfor forsøger man sig med at anvende mål baseret på, hvad folk udviser af betalingsvillighed for at mindske risikoen for at dø i andre sammenhænge. Det kaldes for statistisk liv.

Men det er vigtigt at understrege, at den slags erstatninger for markedspriser og individuelle værdiansættelser ikke bringer planøkonomien helt i mål.

Der kan være stor individuel variation i værdiansættelsen, og man løser ikke allokeringsproblemet ved at behandle værdien for alle, som om den var ens. Derfor supplerer man jo også i sundhedsvæsenet ved at spørge patienterne.

En operation kan f.eks. være det rigtige for en gennemsnitspatient, men ikke for alle faktiske patienter. Derfor sker det også løbende, at patienter afviser en behandling, som anbefales til en gennemsnitspatient, men ikke svarer til de konkrete patienters værdisætning (problemet er dog, at en patient omvendt ikke kan forlange en behandling, som ikke giver overskud for en gennemsnitspatient).

Konklusionen er ikke, at når man ikke kan finde en korrekt, almen pris, så kan man bare bedrive planøkonomi uden.

Det vil føre til spild af ressourcer – ja faktisk til, at man ikke kan sige, om produktionen overhovedet skaber merværdi. Man kan prøve at begrænse ressourcespildet ved at søge efter priser, som kommer så tæt som muligt på sande priser. Men grundlæggende kan priser kun udspringe af individuelle valg, og hvor der ikke manifesterer sig en aflæselig pris – som prisen på et liv – har planøkonomien et problem.

Det var Mises’ oprindelige pointe, og den gælder også for sundhedsydelser. Planøkonomi er højst et næstbedste system, forudsat at man tilstræber at komme så tæt på markedspriserne som muligt. Planøkonomi uden planlægning er meningsløst.

Men man kan selvfølgelig vælge at sige, at det ikke bør være menneskers egen værdisætning, som bør spille en rolle, men politikernes.

At staten har forrang (hvad det så end betyder), og borgerne må rette ind. Men selv i den situation er man nødt til at have en pris. Så må den blot komme fra politikerne, som så skal fastlægge, hvor meget de er villige til at betale for at redde et ekstra liv.

Endelig er der en betydning af priser, som ikke nødvendigvis knytter sig til værdisætning, men til det simple faktum, at myndighederne har budgetbegrænsninger. Det er de såkaldte skyggepriser. ​​​​​

En skyggepris er et mål for det offer med hensyn til målopfyldelse, der er forbundet med at bruge pengene et sted i stedet for et andet. Det afgørende for skyggeprisens højde er budgettets størrelse.

Hvis man skal have mest muligt ud af et samlet budget i form af antal reddede liv (men der kan være andre målsætninger), bør hver udgiftskrone have samme marginale effekt. Det vil bl.a. sige, at man bør bruge lige mange penge på at redde et ekstra liv, hvad enten det er gennem forskellige slags sundhedsbehandlinger, investeringer i trafikken eller andre steder.

Det maksimerer mængden af reddede liv for et givent budget. Følger man ikke reglen, kunne man reducere indsatsen på det dyre område og redde flere liv på det billige område. Så selv hvis formålet med sundhedsvæsenet blot er at redde flest mulige liv (eventuelt korrigeret for livskvalitet), så følger det, at der bør anvendes en ensartet pris.

Det er værd at tilføje en vigtig pointe her. Begrundelsen for at anvende samme pris hænger dybest set sammen med, at vi betragter borgerne som lige meget værd. Gør man ikke det, bør prisen ikke være den samme.

Hvis man f.eks. mener, at en mand er dobbelt så meget værd som en kvinde, bør der bruges dobbelt så meget på at redde det marginale mandeliv som på det marginale kvindeliv.

I dagens Danmark vil det dog formentlig være svært at argumentere for, at nogle borgere skal betragtes som mere værd end andre. Så alene af det at betragte borgerne som lige over for staten følger, at der bør anvendes samme pris på tværs i sundhedsvæsenet. Ligebehandlingsprincippet siger, at to ellers ens borgere med hver sin lidelse har krav på, at deres liv bliver betragtet som lige meget værd (men ikke nødvendigvis, at unge og gamle har det).

Her er vi ved et punkt i debatten om covid-19, som kan være svært at forstå både etisk og økonomisk. Hvis nogen mener, at covid-19-patienter bør reddes uanset omkostningerne, så bryder det med et centralt ligebehandlingsprincip, for på andre områder tilbyder staten ikke ubegrænsede ressourcer til behandling. ​​​​​

Det gør den så i øvrigt heller ikke, når det gælder covid-19. Vi kunne i princippet godt lukke den sociale interaktion endnu mere ned og begrænse smitteomfanget mere end i dag.

Industriproduktionen er stadig i gang, og det er uundgåeligt, at kolleger smitter hinanden. Det kan altså koste menneskeliv. Alligevel har jeg ikke set nogen argumentere for at lukke f.eks. industriproduktionen eller supermarkeder ned. Det virker altså som noget af en ad hoc-argumentation, når respekten for liv begrunder nedlukningen.

Så paradoksalt nok: Prisen på liv eksisterer, men kun som noget, vi sætter individuelt. Markedet frembringer ikke som på andre områder en ekstern aflæselig pris.

Men rationel planlægning kræver en pris. Det giver under alle omstændigheder et planøkonomisk problem. Det bliver blot ikke mindre, men meget større, hvis man ikke anvender priser – selv om man strengt taget ikke kan.

Footnotes