Danskere ønsker hele tiden flere og bedre sundhedsydelser. Alene i perioden 2001-2011 steg de offentlige sundhedsudgifter med knap 30 pct., svarende til at danske skatteydere i 2011 betalte 140 mia. kr. til sundhedsområdet. Den store vækst i sundhedsudgifterne sætter de offentlige finanser under pres. For sundhedsudgifterne er i en længere årrække vokset hurtigere end velstanden (BNP), hvilket vil sige, at skattegrundlaget ikke følger med det omfattende merforbrug. Dette stiller alt andet lige Danmark med et stort sundhedsøkonomisk finansieringsproblem.
En måde, hvorpå man kan dæmpe denne efterspørgselsvækst, er at indføre brugerbetaling på sundhedsydelser. CEPOS har derfor i et nyt notat beregnet de økonomiske konsekvenser af at overføre den norske brugerbetalingsmodel for alment praktiserende læger til Danmark.
”Danmark adskiller sig generelt fra flere andre nordiske lande – som fx Sverige, Norge og Finland - ved, at brugerbetalingen af historiske årsager er koncentreret på meget få ydelser. Eksempelvis har vi i Danmark brugerbetaling på tandlæger, fysioterapi, kiropraktorer og psykologer, mens der ikke er brugerbetaling på almen læge, speciallæger og hospitalsbesøg. Andre lande spreder generelt brugerbetalingen over langt flere typer af behandlinger, bl.a. fordi man ønsker at dæmpe efterspørgslen og lette presset på sundhedsvæsenet”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.
”Mine beregninger viser, at hvis vi indfører en norsk brugerbetalingsordning i Danmark, hvor brugerbetalingen for et almindeligt lægebesøg i 2010 lå på 127 kr., hvor børn under 16 år er fritaget for brugerbetaling, og hvor ingen skulle betale over 1.712 kr. årligt, så ville budgetforbedringen i det mest konservative scenarie ved en 10 pct. forbrugsreduktion ligge på ca. 2,3 mia. kr. Heraf udgør forbrugsbesparelsen som følge af ændret adfærd ca. 0,3 mia. kr. og provenuet ca. 2,1 mia. kr.”, udtaler chefkonsulent Mia Amalie Holsten, CEPOS. ”Ved en 27 pct. forbrugsreduktion bliver budgetforbedringen 2,5 mia. kr.”, tilføjer hun.
”Der er intet, der tyder på, at brugerbetaling i de øvrige nordiske lande har ført til dårligere sundhedstilstand. Men hvis politikerne herhjemme ønsker det, så kan de tage hånd om de svageste grupper ved fx at friholde børn fra brugerbetaling, lave fripladsordninger for lavindkomstgrupper eller indføre et loft for, hvor meget der kan opkræves på årsbasis, så f.eks. kronikere ikke kommer til at lide økonomisk. Dog skal politikerne være opmærksomme på, at fx fripladsordninger kan bidrage til at svække incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet, idet man mister den gratis behandling, hvis man får et job.”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.
”Hvis politikerne herhjemme gør op med den vilkårlige brugerbetaling ved fx at indføre brugerbetaling på lægebesøg, er det dog afgørende, at provenuet fra brugerbetalingen ikke ender i statskassen. Pengene skal krone for krone gå til lavere bundskat. Ellers bliver brugerbetaling bare en ny indtægtskilde i verdens største offentlige sektor”, påpeger chefkonsulent Mia Amalie Holsten, CEPOS.
