Velfærdskoalitionens magt
Kronik bragt i Jyllands-Posten den 23. april 2009, 1. sektion, side 18
Kronikøren gør status over den æra, der er slut med Anders Fogh Rasmussens afgang som statsminister og drager samtidig en fremadrettet lære for Løkke-regeringen.
Fogh-regeringen mente, at man først kan føre borgerlig politik, når man har vundet værdikampen.
Der er imidlertid flere problemer med denne tilgang. For det første har Fogh-regeringen ikke givet nogen opskrift på, hvordan man så rent faktisk vinder værdikampen - hverken i teori eller praksis.
Ledende medlemmer af regeringspartierne har tværtimod undsagt grundlæggende borgerlige værdier. Regeringen har for eksempel ikke ført værdikamp mod lighedsmageriet, men blandt andet meldt ud, at man ikke vil sænke topskatten, fordi det primært ville begunstige folk »med udsigt over Skovshoved havn« for at citere Lars Løkke Rasmussen.
Ved den nylige skattereform viste det sig da også at være umuligt at samle et flertal for at sænke topskatten.
Det kan ikke undre. Forarbejdet var ikke gjort. Værdikampen var ikke blevet ført.
Man har heller ikke ført værdikamp for at fremme den tanke, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Tværtimod har regeringens officielle budskab været, at vi som borgere bør »smile lidt mere, når vi betaler vores skat«, som Claus Hjort Frederiksen har udtrykt det.
Nogle peger på udlændingedebatten som den helt store borgerlige sejr i værdikampen. Der er ingen tvivl om, at der i 2001 var brug for et kursskifte i indvandrings-og integrationspolitikken.
Men her var der tale om, at regeringen lagde sig dér, hvor folkestemningen i forvejen befandt sig.
Dens indvandrerpolitik er ikke specielt borgerlig.
En borgerlig indvandringspolitik ville indebære, at man reformerede velfærdsstaten og skattesystemet, så Danmark i stedet for at være en magnet for indvandring til offentlig forsørgelse bliver en magnet for indvandring til beskæftigelse.
EU's Metock-dom vil formentlig nødvendiggøre en udvikling i den retning.
På enkelte områder har regeringen stået fast. Blandt andet har man insisteret på, at det skal kunne betale sig at arbejde og gennemført nødvendige reformer som kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 300-timers reglen. Men når helheden skal gøres op, er der ikke meget, der tyder på, at befolkningen i gennemsnit er blevet mere borgerlige under Fogh. Nogle målinger tyder på det modsatte.
Mere principielt er ideen om, at man skal føre værdikamp, før man kan gennemføre borgerlig politik, forfejlet. Det er ikke kun holdninger, der skaber politik. Politik skaber også holdninger.
Danskerne er grundlæggende set et folk med mere liberale holdninger end de fleste andre. Danskerne går ind for frihandel, privat ejerskab at produktionsapparatet og vægter frihed over lighed. I begyndelsen af 1960' erne var det danske skattetryk lavere end det amerikanske var.
Først i løbet af de seneste fire årtier har vi fået verdens største velfærdsstat - paradoksalt nok med de borgerlige partiers entusiastiske medvirken. Forskningsleder Henrik Christoffersen og professor Martin Paldam har påpeget, at denne udvikling har skabt "velfærdskoalitionen".
Velfærdskoalitionen er den andel af den danske befolkning, som enten lever af offentlig forsørgelse eller er ansat i den offentlige sektor.
Siden 1970 er antallet af offentligt ansatte mere end fordoblet, og det samme er antallet af personer, der lever på passiv forsørgelse.
Det har medført, at velfærdskoalitionen i dag udgør et flertal af vælgerne.
Velfærdskoalitionen modtager per definition flere skattekroner, end den indbetaler. Derfor er det i deres økonomiske interesse, at de offentlige udgifter og dermed skatten stiger. Vælgernes holdninger styres selvfølgelig ikke udelukkende af økonomisk egeninteresse, men flere studier peger på en betydelig effekt. Jo større velfærdskoalitionen bliver, jo vanskeligere bliver det altså at rulle kollektiviseringen af vores liv tilbage, fordi flere og flere vælgere ønsker det modsatte.
Meningsmålinger, der spørger til, om befolkningen vil have "velfærd" eller "skattelettelser" viser derfor et flertal for det første. Flertallet opstår, fordi velfærdskoalitionen helt forståeligt hellere vil have penge til sig selv end skattelettelser, som jo også kommer de privatansatte til gode.
Spørger man i stedet folk, hvor meget borgerne er villige til selv at betale i skat for at finansiere forskellige velfærdsydelser, får man et andet resultat. Kun 20 pct. er for eksempel villige til selv at betale mindst det beløb, som efterlønsordningen rent faktisk koster. Når velfærdskoalitionen vil have højere skatter og "mere velfærd" betyder det altså i virkeligheden, at de andre skal betale højere skatter, så jeg kan få mere velfærd.
Denne holdning er et helt forudsigeligt udtryk for kortsigtet egeninteresse -ikke grundlæggende værdier. Det er derfor også forfejlet at forestille sig, at man alene kan ændre holdningen gennem en værdikamp. Det er en helt afgørende del af værdikampen at få nedbragt velfærdskoalitionens andel af den samlede befolkning.
Med andre ord skal værdikampen ikke vindes før, man kan føre borgerlig reformpolitik. Den skal vindes ved at føre borgerlig reformpolitik.
Hvordan er det så gået med velfærdskoalitionen under Fogh? Både antallet af offentligt ansatte og antallet af overførselsmodtagere er steget - på trods af højkonjunkturen, der har præget hovedparten af perioden. Velfærdskoalitionen udgjorde i 2001 60,5 pct.
og i 2008 60,3 pct. af vælgerbefolkningen - altså en stort set uændret andel. I år ventes andelen at vokse til 61 pct. og yderligere til 63 pct. i 2010. Fogh-regeringen har altså forsømt at få reduceret velfærdskoalitionen i de gode tider, og derfor vil den i de kommende år under lavkonjunkturen slå nye rekorder. Sådan kan man kamp - i stedet for blot at tale om vigtigheden af en sådan.
EEt program for reformer af velfærdsstaten, som mindsker velfærdskoalitionens størrelse.
Lad os starte med værdikampen.
Løkke-regeringen må åbent kommunikere velfærdsstatens problemer.
Siden midten af 1990' erne har Danmark haft OECD's 5. laveste vækstrate. Vi er gået fra at være det 7. rigeste land til det 11. rigeste land i OECD. Dette tab af relativ velstand vil fortsætte, hvis Danmark som forventet får OECD's laveste vækstrate de næste år. Derfor har Danmark hårdt brug for vækstorienterede reformer. Ellers bliver det næste opsving for Danmarks vedkommende en tam og glædesløs affære, og vi vil sakker yderligere bagud.
For det andet skal Løkke-regeringen kommunikere, at den offentlige sektor lever over evne og skal slankes. Skattestoppet har indtil den seneste skattereform været håndhævet forholdsvis konsekvent.
Imidlertid har man ikke haft tilsvarende kontrol over væksten i de offentlige udgifter, og hvis disse ikke bringes under kontrol, vil skattestoppet ikke kunne overholdes i fremtiden.
Hver nyfødt dansker er i gennemsnit en underskudsforretning for staten på 600.000 kr. Og dette underskud forværres hvert år, når en ny finanslov eller kommuneaftale øger det offentlige forbrug yderligere. Hvis væksten i det offentlige forbrug skulle fortsætte, som under Fogh, vil det kræve, at man allerede i dag øgede skatteindtægterne med ca. 40 mia. kr.
for at lukke hullet.
Skattestoppet ligger i ruiner efter skattereformen, fordi regeringen med reformen netop hævede en række skatter samt formentlig sikrede sig et større samlet skatteopkrævning.
Løkke-regeringen bør genskabe skattestoppets troværdighed ved at skærpe det, således at fremtidige skattereformer ikke kan finansieres ved at hæve skatter men kun gennem offentlige besparelser og effektiviseringer og evt.
dynamiske effekter, hvis konjunktursituationen tillader det.
Det bringer os videre til programmet for reformer af velfærdsstaten.
Et sådant program skal grundlæggende tage fat på tre områder: EEn nedbringelse af antallet af personer på passiv forsørgelse. Det kunne for eksempel ske ved reformer af førtidspensionen, efterlønnen og dagpengesystemet.
EØget privat finansiering af velfærd gennem brugerbetaling og privat forsikring.
EØget konkurrence om leveringen af skattefinansierede velfærdsydelser gennem inddragelse af private virksomheder.
Alle tre punkter vil ud over at reducere velfærdskoalitionen også medføre lavere offentlige udgifter.
Når hullet i kassen er lukket, kan den resterende besparelse bruges på at sænke skattetrykket. Det vil øge borgernes råderet over frugten af deres arbejde og dermed deres frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve deres liv.