Sofa og sort arbejde eller rigtigt job
I international sammenligning har Danmark meget høje overførselsindkomster til personer uden arbejde. Det gælder både bistandshjælpen og dagpengene.
Endvidere kan man i Danmark modtage dagpenge i hele fire år. Det er for lang tid. Formålet med dagpenge er at sikre modtageren en indtægt i den tid, det tager at finde et nyt job. Det er ikke rimeligt at bruge mere end - lad os sige - et år på at finde et nyt arbejde.
Kontanthjælpen og dagpengene er så høje, at man i en række lavtlønnede job stort set ikke tjener mere på at arbejde end på at ligge på sofaen - slet ikke hvis man en gang imellem laver lidt sort arbejde.
Der er med andre ord et incitamentsproblem - blandt nogle grupper er den økonomiske belønning for at arbejde meget beskeden. Heldigvis har mange danskere en protestantisk arbejdsetik - ellers var velfærdsstaten for længst brudt sammen: 80 procent af danskerne siger, at de ville gå på arbejde, selv om de ikke havde brug for pengene.
Men hvad med de sidste 20 procent? Det er ikke alle, som opfatter deres job som værende specielt interessant, inspirerende og selvrealiserende - og det vil typisk være lavtlønsgrupper, som netop vil have ringe økonomiske incitamenter til hurtigt at søge arbejde, hvis man bliver ledig.
Hvis en ud af fem ledige egentlig ikke har specielt travlt med at komme i arbejde, har samfundet et problem - både økonomisk og moralsk.
Man kan heller ikke se bort fra, at Danmark i løbet af de seneste årtier har fået en stor gruppe indvandrere fra kulturer med en anden arbejdsetik.
Selv i et land som Frankrig er det faktisk kun 53 procent, som erklærer, at de gerne vil arbejde, selv hvis de ikke havde brug for pengene.
Andelen er lavere uden for den vestlige kulturkreds.
Det fremføres ofte, at problemet med de manglende eller svage økonomiske incitamenter og den lange dagpengeperiode løses via den aktive arbejdsmarkedspolitik, som tvinger ledige til at søge arbejde eller sender de ledige i ' aktivering'.
Her overser man dog nogle store omkostninger ved et system baseret på regler i stedet for en naturlig tilskyndelse hos den enkelte til at finde arbejde og forsørge sig selv. Jeg kan illustrere dette med et eksempel fra min egen hverdag. Da jeg for nogen tid siden søgte en ny medarbejder, fik jeg en ansøgning med følgende ordlyd ( af hensyn til vedkommendes ret til anonymitet har jeg slettet nogle oplysninger): »Jeg sender jer mit cv, da jeg har set, I søger en xxx.
Jeg er sikker på, jeg ikke er den, I søger præcis til dette job, men jeg synes, I skal have mit cv. Jeg er ansat som yyy i en løntilskudsstilling og er i henhold til lovgivningen på dette område forpligtet til at søge job ud og væk«. Man kan ikke komme tættere på at skrive, at man reelt ikke ønsker jobbet, men kun søger det, fordi man skal. Ifølge loven skal ledige søge mindst to job hver uge.
Eksemplet, hvad et system, der bygger på påbud i stedet for incitamenter, kan medføre af tåbeligt tidsspilde - både for ansøgerne og for de arbejdsgivere, som formentlig modtager i titusindvis af komplet ubrugelige ansøgninger fra ansøgere, som udmærket ved, at de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og som i øvrigt slet ikke ønsker jobbet.
Denne regel medfører, at arbejdsgiverne ofte bliver dynget til med hundreder eller sågar - har jeg hørt - over tusind ansøgere til ét job. Det gør det dyrt og vanskeligt at finde den rigtige ansøger. En løsning er at headhunte medarbejdere selv til job helt uden lederansvar. Det er der ikke i sig selv noget galt i, men begrundelsen for at gøre det - meningsløse offentlige regler - er problematisk.
I Danmark anvendes et stort milliardbeløb på den aktive arbejdsmarkedspolitik, uden at der kan påvises en væsentlig beskæftigelsesfremmende effekt af selve indsatsen.
Den gavnlige effekt kommer stort set udelukkende fra truslen om aktivering, som giver de ledige en ekstra tilskyndelse til at komme i ordinær beskæftigelse.
Hvem sagde, at incitamenter ikke virker? Høj dagpengesats har en tendens til at forlænge ledighedsperioden hos den enkelte. Det har en negativ virkning på den lediges chancer for at opnå beskæftigelse og øger risikoen for permanent marginalisering på arbejdsmarkedet.
Endvidere ligger en længere ledighedsperiode end nødvendigt skatteyderne til last og mindsker udbuddet af arbejdskraft.
Denne ekstra arbejdskraft får vi hårdt brug for, når konjunkturerne vender - både for at erhvervslivet kan skabe vækst og velstand, og for at de offentlige finanser skal hænge sammen på langt sigt.
Bragt i Politiken den 16. januar | debat | side 5