Debat: Kommentar: Kronikken: Wilders' autoritære forbud
Næstformand for Trykkefriheds selskabet, Katrine Winkel Holm, og Lone Nørgård angriber i WA Jacob Mchangama for hans kritik af Trykkefrihedsselskabet. Lone Nørgård angriber i den forbindelse også Frederik Stjernfelt og bogen Adskillelsens politik skrevet sammen med Jens-Martin Eriksen.
Lad os med det samme gøre klart, at vores ærinde ikke er at bekæmpe Selskabet (selvom det har været vinklen i en række mediehistorier). Formålet er derimod stålsat og principfast at forsvare de klassiske frihedsrettigheder, med ytringsfriheden som udgangspunkt.
Lad os starte med det velkendte emne Geert Wilders. Ligesom Selskabet lægger vi afgørende vægt på, at Wilders' ytrings- og personlige frihed skal forsvares. Både mod de islamister, som stræber ham efter livet og de politikere og embedsmænd, der på skammeligste vis søger at undertrykke Wilders' ret til at kritisere islam og sharia via indrejseforbud og straffesager. Det var således med stor glæde, at vi læste nyheden om at et engelsk tribunal har tilsidesat den britiske regerings indrejseforbud mod Wilders.
Wilders har derfor interesse som vidne - som en person, der kan bære vidnesbyrd om grove ytringsfrihedskrænkelser. Men det betyder ikke, at hans egne synspunkter derfor nødvendigvis er interessante for ytringsfriheden. Det forhold, at ens ytringsfrihed bliver krænket - til og med på det groveste - er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er en forkæmper for ytringsfriheden. Ligesom det i sagens natur ikke retfærdiggør egne forslag om at begrænse ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder. Og det er her Wilders går helt galt i byen.
Lad os starte med koranforbuddet. Selskabet lægger vægt på, at Wilders sammenligner Koranen med Mein Kampf, der er forbudt i Holland. Wilders' forslag synes nu snarere at retfærdiggøre ønsket om forbuddet med henvisning til Mein Kampf. Men hvis man kæmper for ytringsfrihed er forbuddet mod Mein Kampf irrelevant. Bøger bør aldrig forbydes, men skal frit kunne diskuteres og kritiseres.
Hvilke andre bøger skulle ellers også forbydes? Det Gamle Testamente? Diverse kommunistiske kampskrifter? Listen kunne hurtigt blive lang. Derudover udspringer forbuddet mod Mein Kampf af en specifik historisk kontekst. Den nazistiske besættelse af Holland var ekstremt blodig og undertrykkende. Mere end 100.000 hollandske jøder blev sendt i døden i koncentrationslejre, ligesom civilbefolkningen led af hungersnød. Uanset problemerne med muslimsk integration i Holland er det åbenlyst, at situationen ikke kan sammenlignes med den tyske besættelse. For os at se føres kampen imod både nazismen og islamismen bedst i åbenhed og uden forbudte bøger.
Men koranforbuddet er kun et ud af en række stærkt autoritære forbud, som Wilders har lanceret. Som det kan ses og høres i video-optagelsen af Geert Wilders' tale i Florida på Free Speech Summit og læses i et referat udfærdiget af islam-kritikeren Robert Spencer, har Wilders blandt andet foreslået, at islam helt undtages fra religionsfrihedens beskyttelse, at indvandrere skal underskrive en juridisk bindende assimileringskontrakt - altså en form for sindelagskontrol - og at der indføres forbud mod opførelse af nye moskeer i Vesten.
Vi bemærker, at Selskabets næstformand har beskyldt Jacob Mchangama for at fordreje Wilders' ord, ligesom Selskabets indlæg i tidsskriftet Sappho i denne måned beskylder Mchangama for at »tillægge[r] Wilders meninger, som han aldrig har udtrykt,« uden at Selskabet konkretiserer disse beskyldninger. Vi går ud fra, at Selskabet hentyder til ovennævnte forslag. Men som det kan ses af linkene, er der tale om fakta og ikke løse beskyldninger, hvilket vi håber, Selskabet vil anerkende i sit svar på dette indlæg.
Det tragikomiske ved Wilders' forslag er, at de på det principielle plan er uadskillelige fra den hate speech-lovgivning som venstreorienterede multikulturalister har fået indført, og som har medført, at Wilders ustandselig bliver mødt med søgsmål. De drejer sig begge om, at offentliggørelsen af bestemte synspunkter kriminaliseres.
Baggrunden for hate speech-lovgivning er, at den multikulturalisme, som dominerer store dele af menneskerettighedsbevægelsen, anser racisme og fremmedhad som en trussel mod demokratiet. Det står eksempelvis direkte i præamblen til EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der forpligter EU-landene til at straffe hate speech.
Wilders vil så begrænse ytringsfriheden - og de relaterede frihedsrettigheder som forsamlings- og religionsfrihed - når det gælder islam ud fra samme præmis om, at islam - som sådan og uden skelen til individuel adfærd - udgør en overhængende trussel mod demokratiet.
Der er også lighedspunkter mellem Wilders' forslag om at undtage islam (og dermed praktiserende muslimer) fra beskyttelse af frihedsrettigheder og de muslimske landes kampagne i FN for at undtage islam fra kritik og diskussion. Wilders kræver således et særforbud mod islam, mens OIC-landene kræver særrettigheder for islam. Begge forslag er uforenelige med den vestlige frihedstradition, som ytringsfriheden udspringer af.
Derfor er det uforståeligt, at Selskabet ikke blot ukritisk hylder Wilders, men tillige har Wilders med i sit internationale advisory board. Det er endnu mere uforståeligt, at Selskabets internationale afdeling holder et fælles pressemøde med Wilders med lanceringen af et forslag om en international »First Amendment« (det berømte første tillæg til den amerikanske forfatning) beskyttelse af ytringsfriheden. Selve ideen er glimrende, og vi har begge foreslået noget lignende. Men Wilders' egne forslag til bekæmpelse af islamisering er i direkte strid med the First Amendment.
Denne bestemmelse beskytter ikke bare ytringsfriheden, men også forsamlings- og religionsfrihed, fordi disse frihedsrettigheder er uadskillelige. Udøves religionsfriheden i en kirke, synagoge eller moské, er der således tale om, at moskeen, synagogen eller kirken danner ramme om udøvelse af forsamlings- og ytringsfrihed. Selv hvis man skulle give Wilders ret i, at islam ikke er en religion men alene en politisk ideologi, ændrer analysen sig ikke afgørende. For ytringsfriheden gælder både for ideologier og religioner.
Under den kolde krig forbød man ikke DKP eller andre kommunistiske organisationer på trods af den klare fare, kommunismen udgjorde for demokratiet. Det turde være indlysende, at Selskabet tog fat på Wilders' hykleri, ligesom Selskabet - med rette - har kritiseret Dansk PEN for at svigte ytringsfriheden i netop Geert Wilders-sagen.
De tætte bånd til og manglende afstandtagen fra Wilders er desværre ikke det eneste eksempel på, at Selskabet går på kompromis med egne principper. Tidligere i år udtalte Hans Jørgen Bonnichsen sig i generelle vendinger om PETs arbejdsmetoder, og Dansk Folkeparti søgte at få justitsministeren til at undersøge muligheden for strafansvar. Det fik Selskabets formand til at udtale, at Bonnichsens kommentarer ikke var »et spørgsmål om ytringsfrihed«. En noget overraskende udmelding da Bonnichsens udtalelser lå klart inden for ytringsfrihedens grænser, og han har da heller aldrig været sigtet for videregivelse af fortrolige oplysninger.
En nylig sag angår Naser Khaders og De Konservatives forslag om burkaforbud, der naturligvis ville udgøre en indskrænkning af ytrings- og religionsfriheden. I en artikel i Sappho udtrykker Selskabets formand Lars Hedegaard forståelse for initiativet, idet han tilføjer, at »det jo også er meget nemmere at aflire de gamle fraser om multikulturens velsignelser, menneskerettigheder, tolerance og respekt for forskellighed, som islams pådrivere ikke har andet end foragt for, men som de gladeligt påberåber sig, når de nu gør sådan et godt indtryk på de vantro.«
Det forekommer temmelig problematisk, at formanden for et selskab til beskyttelse af ytringsfriheden således anser menneskerettigheder - herunder ytringsfriheden - som en »gammel frase« på lige fod med multikulturalisme og forskelsdyrkelse.
Hertil kommer, at førende medlemmer af Selskabet har taget del i den vildledende forestilling om ytringsfriheden som en særlig »dansk værdi«, som om det var noget, der udsprang af traditionel dansk kultur. Som bekendt er ytringsfrihed udviklet i Holland, England, Frankrig, USA, Tyskland i løbet af Oplysningstiden i 16-1800-tallet og er således et internationalt princip, der først for alvor knæsættes i Danmark med junigrundloven 1849 imod den danske og lutherske tradition for drakoniske straffe for fx blasfemi.
Selvom vi ikke er fuldstændig enige om betydningen af kultur, er ophøjelsen af ytringsfriheden til en særlig »dansk værdi« reelt en kulturalisme, der hævder dansk kultur som noget specielt - en kulturdyrkelse, der er den nationale højrefløjs pendant til multikulturalismens kulturdyrkelse på venstrefløjen.
I modsætning hertil ser vi menneskerettighederne som universaliserbare og altså ikke som et særlig nationalt »kulturelt« produkt. Kulturalismen ses også, når Selskabets formand i en artikel i Sappho forklarer bandeproblemer i Tingbjerg og andre ghettoer som havende »alt med religion at gøre« og værende »udtryk for et ønske om at erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning.«
Med andre ord er folks handlinger determineret af religion, som kun kan forstås i én fortolkning. Det er i den sammenhæng, Lone Nørgårds kritik af den afsluttende sætning i Adskillelsens politik skal forstås. Sætningen lyder »Ned med kulturen!«, og det henviser naturligvis til det kulturalistiske kulturbegreb, som hele bogen er viet til at kritisere. Det kan man ikke vide, hvis man ikke har læst bogen. Eftersom Lone Nørgård faktisk har anmeldt bogen i Jyllands-Posten, kunne man ellers tro, hun havde læst den.
I denne sammenhæng er det værd at nævne, at kulturalismen udgør en del af det aktuelle pres mod ytringsfriheden - den idé, at beskyttelsen af nationale eller etniske kulturer skal prioriteres højere end friheden til at udtrykke, hvad man mener.
Links: www.thesilentmajority.wordpress.com/2009/04/26/free-speech-summitgeert-wilders-in-floridavideo og www.jihadwatch.org/2009/05/geert-wilders-a-fascist.html
Frederik Stjernfelt (f.1957) er professor ved Center for Semiotik på Aarhus Universitet. Jacob Mchangama (f. 1978) er chefjurist på tænketanken CEPOS .
Ovenstående debatindlæg blev bragt i Weekendavisen fredag den 30. oktober 2009 | 1. sektion | Side 12