Hver nyfødt skylder 900.000 kr.
Når en nyfødt kommer til verden i dag på Rigshospitalet, er det en glædelig nyhed for den lille og familien. Men for de offentlige finanser er det en temmelig dårlig forretning. Den danske samfundsmodel betyder nemlig, at den lille nyfødte gennem livet trækker mere på det offentlige, end vedkommende betaler i skat. Minusset svarer til 900.000 kr. Allerede ved fødslen på Riget starter velfærdstaxameteret, og få måneder efter den nyfødte har forladt fødegangen, tikker velfærdstaxameteret videre. Det starter med vuggestue efterfulgt af børnehave, folkeskole, videre uddannelse og verdens højeste SU, inden man begynder på arbejdsmarkedet i en alder af måske 28 eller 30 år ( der er jo plads til et eller to studieskift og en jordomrejse). Hvis man ikke kan finde et meningsfuldt arbejde efter endt uddannelse, så venter verdens højeste dagpenge. Og i en alder af 69 år følger 5 års efterløn, efterfulgt af folkepension i en alder af 74 år, plejehjem, ældrecheck mv. Den nyfødte anno 2009 kommer således til at mærke Foghs velfærdsreform fra 2006, der betyder, at efterløns-og pensionsalder reguleres i takt med, at vi lever længere. Dermed vil efterløns-og pensionsalderen i 2078 være 9 år højere end i dag. Betalingen for velfærdstaxameterets tikken udgøres af skattebetalinger i den tid, årgang 2009 er i beskæftigelse.
Men på trods af Foghs velfærdsreform og at vi har verdens højeste skatter, kommer der ikke tilstrækkelig med skattebetalinger i kassen.
Fordi årgang 2009 vil arbejde for få år og for få timer.
Resultatet er, at årgang 2009 får overførsler og ydelser gennem livet, der er 900.000 kr. større end de samlede skatte-og afgiftsbetalinger.
Det er meget problematisk, at politikerne har indrettet et samfundssystem, som ikke er økonomisk holdbart. Af økonomiske grunde, men også ud fra moralske overvejelser. Regeringen bør derfor skrive ind i sit næste regeringsgrundlag, at en gennemsnitlig nyfødt gennem et livsforløb ikke må belaste det offentlige. Man skal jo huske, at et underskud har en pris. Regningen for den nyfødtes underskud og gældstiftelse skal nemlig betales af senere generationer. Men det er ikke tilstrækkeligt at have en målsætning om, at den gennemsnitlige borger selv betaler sin velfærdsregning.
Der bør suppleres med en målsætning om, at den nyfødte skal vokse op i et rigt og spændende samfund, hvor ideer og velstand har rigtig gode vækstmuligheder.
På samfundsniveau vil den nyfødtes underskud betyde, at den offentlige gæld på et tidspunkt vil løbe løbsk med store renteudgifter til følge. Den umiddelbare danske løsning på underskuddet er at forhøje skatterne. Det er jo den måde, vi typisk har håndteret finanspolitiske ubalancer på. Husk f. eks. på, hvordan Poul Schlüter ryddede op efter Anker Jørgensens økonomiske morads i 1982. Det skete i høj grad ved forhøjelser af skattetrykket, herunder indførelsen af pensionsskat, forhøjelse af den øverste marginalskat, stribevise af afgifter og senere en momsforhøjelse fra 22 til 25 pct.
Når årgang 2009 står til et så stort underskud, skyldes det i høj grad, at han eller hun forventes at efterspørge bedre sundhedsydelser. Det er en tendens, vi har set i Danmark de seneste 10 år, og i øvrigt en tendens, der er meget udpræget i den vestlige verden. Når vi bliver rigere, efterspørger vi mere velfærdsservice. Dvs. bedre sundhedsydelser, men også omsorg, ældrepleje, uddannelser mv. Og efterspørgslen efter sundhed og anden velfærdsservice vokser hurtigere end velstanden.
Til håndtering heraf har de økonomiske vismænd foreslået, at der skal indføres en sundhedsskat, der skal vokse år efter år, i takt med at udgifterne vokser. Jeg mener, at vismændenes forslag er særdeles problematisk og ret uopfindsomt. Det er veldokumenteret ( også af vismændene selv), at højere marginalskat har meget store omkostninger for samfundet i form af tab af arbejdsudbud og velstand. Derfor vil skatteløsningen betyde, at årgang 2009 vil komme til at leve i et samfund, hvor et voksende skattetryk vil udgøre et stadig større møllehjul om benet. Fordi skatten kommer til at vokse på alt, der skal gøre os rigere, herunder ekstra arbejde, øget produktivitet og nye idéer.
Men hvordan får man så rettet op på underskuddet på 900.000 kr., når højere skat ikke er det bedste svar? Den gode nyhed er, at der er mange rigtig gode bud. Bud der udover holdbarhed også bidrager til, at vi får et mere velstående samfund. Men grundlæggende kommer man ikke uden om, at årgang 2009 skal arbejde betydeligt mere gennem livet end det, der ligger i kortene i dag.
Den nyfødtes underskud i forhold til det offentlige kan umiddelbart fjernes gennem nogle meget enkle reformer på arbejdsmarkedet. Det kunne være en pakke bestående af afvikling af efterløn, forhøjelse af pensionsalderen med 2 år, reduktion af dagpengeperioden fra 4 til 1 år samt 15.000 færre offentligt ansatte. Denne pakke vil lægge op til, at årgang 2009 skal arbejde op til 7 år mere end med de nuværende uholdbare regler.
Reduktionen i antallet af offentligt ansatte burde ikke være det store problem eftersom vi i dag har Danmarks-historiens største offentlige sektor. Og i nationalregnskabets seneste halve år er den vokset med 15.000 offentligt ansatte. Man skal bare ned på en offentlig arbejdsstyrke, som den var et halvt år tilbage.
Reformpakken vil øge beskæftigelsen de kommende 10 års tid med ca. 225.000 personer, og det vil øge væksten markant. Reformerne vil nemlig indebære, at danske virksomheder på den anden side af den økonomiske krise kan vokse markant.
Uden reformer vil der være færre hænder til rådighed i virksomhederne.
Men jeg vil også gøre opmærksom på, at der skal yderligere reformer til for at sikre, at årgang 2009 kan vokse op i et af verdens mest velstående lande. Ovenstående arbejdsmarkedsreformer leverer grundlæggende flere arbejdstimer i økonomien.
Men det er også vigtigt, at der bliver præsteret mere pr. time, dvs. øget produktivitet. Derfor skal skattetrykket, herunder marginalskat og selskabsskat, bringes markant ned. Den lavere marginalskat vil gøre det mere attraktivt at uddanne sig og arbejde mere produktivt. Herudover vil den lavere selskabsskat gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi. Det øger erfaringsmæssigt også produktiviteten.
Ovenstående reformpakke kan sikre holdbarhed for årgang 2009 under antagelse af, at sundhedsudgifterne kun vokser lidt hurtigere end velstanden. Sundhedsudgifterne kan meget vel vokse hurtigere, og det kan de øvrige udgifter inden for velfærdsservice også. Der er derfor en risiko for, at arbejdsmarkedsreformer ikke er tilstrækkelige til at sikre holdbarhed. Det ville derfor være hensigtsmæssigt, hvis reformpakken blev suppleret med en helt ny model for finansiering af velfærdsservice i Danmark. Så politikerne på Christiansborg og kommunerne i mindre omfang har ansvaret for finansieringen. Jeg vil her anbefale en model, hvor vi finansierer forbedringer i velfærdsservice gennem forsikrings-og pensionssystemet.
Her har vi i forvejen gode erfaringer i Danmark. I slutfirserne kunne statsminister Poul Schlüter se, at danskernes efterspørgsel efter gode alderspen sioner ville blive et betydeligt problem for de offentlige kasser. Derfor tog han initiativ til en proces, der betød oprettelse af arbejdsmarkedspensioner.
Pensionsbidragene lå i starten af 90erne på gennemsnitligt ca. 1 pct. og er vokset til ca. 10 pct. i dag. Det betyder, at de fleste danskere fremover vil have betydelige pensionsformuer ved pensionering.
Det er logisk at bygge videre på denne succes. Det kunne ske ved, at vi i tillæg til vores pensionsordning også får en velfærdsopsparing, hvor vi hver især sparer op til den bedste medicin, sundhed, ældrepleje, omsorg etc. Dermed undgås det, at politikerne hele tiden skal tage stilling til, hvor meget velfærdsservice vi skal have, og hvordan det skal finansieres. Når en stor del af danskerne kan håndtere deres pensionsopsparing, så vil danskerne - herunder årgang 2009 - også kunne håndtere en velfærdsopsparing.
»Det kunne være en pakke bestående af afvikling af efterløn, forhøjelse af pensionsalderen med 2 år, reduktion af dagpengeperioden fra 4 til 1 år samt 15.000 færre offentligt ansatte.
Denne pakke vil lægge op til, at årgang 2009 skal arbejde op til 7 år mere end med de nuværende uholdbare regler.
Ovenstående kronik blev bragt i Berlingske Tidende tirsdag den 15. december | Kultur & Debat | side 13