Forbud eller ytringsfrihed i jægersagen? II
Som – forsigtigt - forudsagt på denne blog gav fogedretten ikke forsvaret medhold i, at der skulle nedlægges fogedforbud mod Thomas Ratschaks bog ”Jæger – i krig med Eliten”, da bogen allerede var lækket på internettet, refereret i dagpressen og trykt i Politiken (som mildest talt ikke ser godt ud i denne sag). Fogedretten nåede dog frem til, at der rent faktisk var fortrolige oplysninger i bogen, hvorfor der givetvis ville have været nedlagt fogedforbud, såfremt bogen ikke var offentliggjort. Forsvaret har nu valgt at sigte Thomas Ratschack for overtrædelse af militære straffelovs § 32 og straffelovens § 152. Såfremt der bliver rejst tiltale mod Ratschack, vil det blive særdeles interessant at se, hvorledes domstolen vil bedømme sagen.
Når man ser bort fra den strengt juridiske vurdering af sagen kan man undre sig, hvorfor forsvaret vælger at sigte Ratshcack. Det er klart, at der er en klar signalværdi i forhold til fremtidige forfatterspirer i forsvarets elitekorps. Men Ratschack er ingen Frank Grevil og har så vidt vides tjent forsvaret vel. Når nu skaden er sket kunne forsvaret undgå fremtidige sager ved at udfærdige ansættelsesaftale, der gør det klart, at bøger der handler om ansattes oplevelser i forsvaret kræver forsvarets forudgående gennemgang og samtykke før de må udgives. Eventuelt med en bestemmelse om at den ansatte, udover civil- og strafferetlige konsekvenser, skal betale et anseeligt beløb, hvis fortrolighedskravet brydes. Lignende strenge fortrolighedsklausuler ses ofte i erhvervslivet og forsvaret vil kunne gå endnu længere end en virksomhed kan overfor en direktør grundet hensynet til nationens sikkerhed. På denne måde ville forsvaret både undgå yderligere omtale af sagen når (og hvis) straffesagen indledes, en tidligere trofast medarbejder spares for en ydmygende og strengt taget unødvendig straffesag og fremtidige lignende problemer løses uden pressens involvering. Men nu er Ratschack sigtet og det kan derfor være interessant at kigge lidt på de bestemmelser, som han er sigtet for at overtræde.
Den militære straffelovs § 32 straffer ”den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil”.
Kravet om forsætlig røben af militære hemmeligheder kræver givetvis, at der løftes en betydelig bevisbyrde. Man kan således ikke slutte, at der er tale om militære hemmeligheder (eller fortrolige oplysninger efter straffelovens § 152) blot fordi fogedretten fandt dette sandsynliggjort. Bevisbyrden er tungere i straffesager end i civile sager. Ratschack (og forsvaret) vil have mulighed for en langt mere omfattende bevisførelse, end det var tilfældet under fogedsagen. Det er i den forbindelse et godt spørgsmål, hvorvidt Ratschack har fået mulighed for selv at vidne under fogedsagen. I henhold til retsplejelovens § 169 kan en offentlig myndighed nægte en ansat at vidne om fortrolige oplysninger. Hvis denne bestemmelse har været anvendt, vil fogedretten muligvis i overvejende grad have fået forsvarets version af bogens skadevirkninger.
Strafferammen for overtrædelse af den militære straffelov er 8 år, men kan stige til 12 under skærpede omstændigheder. Endvidere stiger strafferammen til livstid under en ”væbnet konflikt”. Ifølge Forsvarsministeren er Danmarks engagement i Afghanistan udtryk for en ”ikke-international væbnet konflikt”. Det må således antages, at strafferammen er livstid, om end det naturligvis er fuldstændig utænkeligt, at Ratschack bliver idømt så hård en straf.
Det forhold, at Danmark sandsynligvis befinder sig i en væbnet konflikt, giver endvidere den bebudede sag mod Politiken og Tøger Seidenfaden en ekstra dimension (som jeg havde overset i forrige blog om emnet). I henhold til den militære straffelovs § 2, nr. 3 finder denne lov nemlig anvendelse på ”enhver”, der overtræder bl.a. § 32, når der er tale om en væbnet konflikt. Teoretisk set ville der derfor sandsynligvis kunne rejses en sag mod Politiken efter den militære straffelov.
Straffebestemmelsen i den militære straffelov kan dog ikke stå alene. Den skal, jf. artikel 10 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) afvejes overfor hensynet til ytringsfriheden og informationsfriheden og dermed offentlighedens interesse i de fortrolige informationer. I en række sager har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at ytringsfriheden også gælder for militærpersoner. Med andre ord kan hensynet til ytringsfrihed og offentlighedens interesse efter omstændighederne veje tungere end hensynet til at holde selv militære hemmeligheder fortrolige. Der gælder dog sandsynligvis snævrere rammer for en elitesoldat, når det gælder hemmelige og sensitive missioner. Hvis de informationer, som Ratschack har afsløret, falder ind under § 32, vil det givetvis kræve en del, før hensynet til ytrings- og informationsfriheden tillægges højere vægt end hensynet til at beskytte sådan militære hemmeligheder. I så fald vil EMRK artikel 10 måske snarere få indflydelse på strafudmålingen idet denne skal stå mål med forseelsens alvor, og her må man se på, at Ratschack aldrig har haft til hensigt at skade forsvaret eller handlet direkte illoyalt.
Er der ikke tale om militære hemmeligheder i den militære straffelovs forstand, vil Ratschack stadig kunne dømmes efter straffelovens § 152 (og muligvis efter den militære straffelovs § 27 om pligtforsømmelse).
Straffelovens § 152 siger:
Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at § 152e, (2) medfører straffrihed, såfremt der er handlet ”i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse”. Denne bestemmelse fastslår altså udtrykkeligt det hensyn, som bl.a. er indeholdt i EMRK artikel 10. I Grevil-sagen var det netop denne bestemmelses betydning, der skulle tage stilling til. Der var således ingen tvivl om, at trusselsvurderinger, som Grevil havde videregivet til Berlingske Tidende, var fortrolige. Landsretten udtalte i den forbindelse, at:
På tidspunktet for tiltaltes videregivelse af trusselsvurderingerne var der en betydelig offentlig interesse i at kende grundlaget for den politiske beslutning om Danmarks deltagelse i den militære aktion i Irak. Vi finder imidlertid ikke, at dette i sig selv kan føre til, at tiltalte var berettiget til at videregive trusselsvurderingerne. Da tiltaltes handling skabte risiko for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, og da det ikke kan lægges til grund, at tiltaltes videregivelse af trusselsvurderingerne skete med henblik på at afdække ulovligheder eller andre forhold af samme alvorlige karakter og heller ikke medvirkede hertil, finder vi ikke, at tiltalte kan anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2. Vi finder derfor ikke, at tiltaltes handling kan anses for straffri i medfør af den nævnte bestemmelse.
Landsretten lagde også vægt på, at Grevil besad en særlig betroet stilling, som ansat i FE, og Grevil blev idømt 4 måneders fængsel med dommerstemmerne 5-1. Der er større chancer for, at hensynet til ytrings- og informationsfriheden tillægges afgørende vægt, hvis der alene er tale om fortrolige oplysninger og ikke militære hemmeligheder, allerede fordi § 152 (e) eksplicit nævner den offentlige interesse som straffrihedsgrund, hvilket ikke eksplicit er anerkendt for så vidt angår militære hemmeligheder. Derudover kan Ratschacks afsløring af oplysninger, der muligvis er fortrolige ikke sammenlignes med Grevils bevidste og helt forsætlige handlinger. Herudover vil en række af de hensyn, som jeg nævnte i den forrige blog om emnet, også spille ind. I modsætning til Grevil blev Berlingskes journalister og chefredaktør frikendt for at videregive fortrolige oplysninger under hensyn til EMRK artikel 10 og straffelovens § 152 (e), hvilket kan blive Politikens redning, såfremt der rejses tiltale.
Ovenstående blog blev bragt på Berlingske.dk onsdag d. 23 september 2009