Bliv Sponsor / Forny Sponsorat

Beløb Kr.

CEPOS i medierne > 

Print side Tip en ven
17.06.08

CEPOS-prisen uddelt til 180Grader!

Af: CEPOS

Tv.: Kresten Buch   Midt.: Ole Birk Olesen   Th.: Martin Ågerup

 
CEPOS prisen blev kl. 14:00 tirsdag d. 17. juni uddelt til netavisen 180Grader.

Netavisen 180Grader har fået CEPOS-prisen for 2008. Prisen gives for at hædre en person eller organisation, som gennem ord eller handling har bidraget til en styrkelse af den personlige frihed og det personlige ansvar. Chefredaktør Ole Birk Olesen og bestyrelsesformand Kresten Buch modtog prisen som initiativtager og drivkraft bag den nye netavis.

-180Grader har på godt et år markeret sig som et netmedie, der leverer kompetent journalistik med en markant – og i det danske medielandskab unik – borgerlig liberal vinkling, sagde direktør Martin Ågerup CEPOS, i sin begrundelse for at give prisen til 180Grader. Som et eksempel nævnte han, at 180Grader konsekvent betegner aktivisterne fra Ungdomshuset i København som de autonome eller de venstreekstreme, mens resten af pressen som regel bruger den neutrale betegnelse ”de unge fra Ungdomshuset”.

180Grader begrundede sit ordvalg i en leder: ”det er ikke et ungdomsproblem, som hærger Købehavn, selvom medierne gerne vil gøre som om. De fleste unge er jo fredelige og fordragelige. Problemet skyldes alene de politiske grupperinger på den yderste venstrefløj, som tidligere havde base i det besatte hus på Jagtvej 69. Og problemet bliver ikke løst, før vi begynder at kalde det ved rette navn”.

Også debatstoffet er værd at fremhæve, sagde Martin Ågerup. 180Grader har rekrutteret stort set alt, hvad der kan kravle og gå af borgerlige tænkere og samfundsdebattører til sin daglige klumme. Netavisens chefredaktør, Ole Birk Olesen, har endvidere i løbet af samme periode slået sit navn fast som en markant borgerlig samfundsdebattør og meningsdanner, bl.a. gennem talrige optrædener i de elektroniske medier.

CEPOS prisen er tidligere blevet tildelt nu afdøde redaktør og forfatter Henning Fonsmark, som fik prisen for sit frihedsorienterede forfatterskab. I 2007 gav CEPOS prisen til forfatter Lise Nørgaard for hendes indsigtsfulde beskrivelse af iværksætterens betydning for samfundet i TV-serien Matador.