Anmeldelse af debatbogen "Sikkerhedens Pris"
Chefjurist Jacob Mchangamas anmeldelse af debatbogen "Sikkerhedens pris" af Niels Barfoed (red.). Et symposium om terrorbekæmpelse og retsstaten.
Dilemmaet mellem sikkerhed og frihed er (mindst) lige så gammelt som det liberale demokrati selv. Men i disse tider, hvor Danmark er udsat for en reel terrortrussel, er dilemmaet særlig akut.
Desværre har det politiske liv ikke for alvor været interesseret i en seriøs og grundig debat. I stedet har de hastet terrorpakker igennem, ligesom de seneste terrortrusler mod Jyllands-Posten og angrebet på Kurt Westergaard har resulteret i en række uigennemtænkte krav om yderligere stramninger.
En række markante aktører med terrorbekæmpelse og menneskerettigheder som fagområde satte i 2009 hinanden stævne ved et symposium kaldet Sikkerhedens Pris om terrorbekæmpelse og retsstaten. Det er der kommet en lille bog ud af. Den indeholder en række af de indlæg og efterfølgende debatter, som blev afholdt på symposiet, samt to kommentarer hertil, blandt andet fra tidligere Højesteretspræsident Niels Pontoppidan. Oplægsholderne inkluderer PET-chef Jakob Scharf, direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, tidligere PET-chef Ole Stig Andersen og journalist Hans Davidsen-Nielsen.
Oplæggene er af varierende interesse for den uindviede og kan på den korte plads ikke mere end ridse nogle problemstillinger op. Jakob Scharf gør i generelle vendinger rede for den trussel, Danmark står overfor, hvilket overbeviser læseren om, at terrortruslen er reel. Men udover PETs øgede beføjelser til aflytning af mobiltelefoner kommer Scharf ikke ind på, i hvilket omfang de beføjelser, PET har fået, har været afgørende for at afværge de terroranslag, der hidtil har været. Det ville ellers være et særdeles nyttigt input til debatten, idet kritikerne af stramninger (som undertegnede) i så fald må forholde sig til, om man vil rulle lovgivning, der har vist sig effektiv, tilbage.
Ole Stig Andersen og advokat Henrik Stagetorn udtrykker bekymring over, hvorvidt domstolskontrol og anden kontrol med PET (og FE) er effektiv, da der ifølge Ole Stig Andersen let opstår en »symbiose« mellem dem, der kontrollerer, og dem, der kontrolleres, ligesom Stagetorn mener, at det er alt for let for anklagemyndigheden og PET at opnå retskendelser ved domstolene.
Det generelle indtryk af »alle (jurister) mod Jakob Scharf« modificeres delvis af Hans Davidsen-Nielsens mere pragmatiske indlæg. Han sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om de mange bekymringer for overvågningssamfundet er velfunderede, og om der overhovedet er nogen konkrete ofre for øget overvågning.
Mest interessant bliver bogen når den omhandler den såkaldte »tunesersag«, hvor en tuneser blev administrativt udvist uden domstolsprøvelse for terrormistanke i forbindelse med påståede planer om et angreb på Kurt Westergaard. Som bekendt fandt Højesteret ikke, at der forelå de fornødne beviser for, at man skulle frihedsberøve tuneseren, hvilket gav anledning til en lovændring. Jonas Christoffersen er i den anledning ude med en meget hård kritik af by- og landsret, der ifølge Christoffersen traf »stærkt betænkelige afgørelser«, der ikke er »moderne danske domstole værdige«. Jonas Christoffersen formår i den efterfølgende debat også at sætte Jakob Scharf under pres ved at spørge, hvorfor PET i forbindelse med sagen i Højesteret pludselig godt kunne fremlægge dokumentation, som man ikke tidligere havde været villig til at fremlægge. Et forhold Christoffersen mener sætter spørgsmålstegn ved Jakob Scharfs troværdighed.
Også Ole Stig Andersen har markante holdninger til tunesersagen og mener endog ikke, at tuneseren har været til fare for statens sikkerhed, og at sløringen snarere skyldes hensynet til efterforskningen. At tunesersagen er det hidtil mest markante eksempel på, at terrorlovgivning er kollideret med retsstatsprincipper ses også af, at Jakob Scharf synes at indrømme et behov for en revurdering og justering af reglerne og en »form for domstolskontrol«.
Der ligger en stor og nødvendig journalistisk opgave i at afdække, hvad der præcist er foregået i tunesersagen, hvilket forhåbentlig vil blive taget op af en (modig) journalist. Men som Hans Davidsen-Nielsen er inde på, er det ofte umuligt for journalister at komme til bunds i sådanne sager grundet fortroligheden.
Samlet set er Sikkerhedens Pris et kærkomment om end beskedent bud på at kvalificere debatten om terror og retssikkerhed. En oplagt efterfølger ville være en større debatbog med længere og mere gennemarbejdede indlæg fra nogle af disse aktører og ikke mindst fra de politikere, der i sidste ende skal træffe beslutningen om, hvor grænsen mellem sikkerhed og frihed skal gå.
Ovenstående artikel blev bragt i Weekend Avisen fredag den 22. januar 2010 | 2. sektion bøger | side 7