Venstrefløjen har et større forklaringsproblem end PET og det politiske liv
PET-Kommissionens beretning har fået en række af de personer fra venstrefløjen, der har været eller mener sig registreret eller overvåget, til at rette kritik mod det ”såkaldte demokratiske system” (under den Kolde Krig må man formode) som Preben Wilhjelm kalder det. Her er eksempelvis en oversigt med reaktionerne fra folk på den yderste venstrefløj. Det er klart, at det ikke er acceptabelt, når en efterretningstjeneste bryder loven. Og som jeg har skrevet om i denne kronik og dette notat, er der gode grunde til at styrke kontrollen med både PET og FE. Kontrollen med disse efterretningstjenester halter således langt efter kontrollen med efterretningstjenesterne i eksempelvis USA, Storbritannien og Norge. Men når det så er sagt, så er det vigtigt ikke at miste perspektivet i debatten om venstrefløjen under den Kolde Krig. PET har begået visse lovbrud, og i visse dele af det politiske liv har der tilsyneladende været en tendens til at misinformere offentligheden og Folketinget om visse af PETs efterforskningsmetoder. Men det er ikke PET eller den danske stat, som har det største forklaringsproblem i forhold til respekt for demokratiske spilleregler under den Kolde Krig.
Faktisk behøver man slet ikke ty til hemmelige PET-arkiver for at konstatere, at der blandt etablerede partier på venstrefløjen – herunder blandt folketingsvalgte politikere – var holdninger, som er mere end almindeligt svære at forene med demokratiske tanker. Skulle man (stadig) være i tvivl om dette, kan man med fordel benytte sig af Det Kongelige Bibliotek, som på denne hjemmeside har digitaliseret en række danske politiske partiers principprogrammer m.v.
Et af de mest yderligtgående venstrefløjspartier var Kommunistisk Arbejderparti, der blev stiftet i 1976. I tryksagen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” fra stiftelsesåret er det tydeligt, at KAPs målsætninger står i direkte modsætning til det demokratiske samfund. På side 2 er trykt et billede, som forestiller Marx, Engels, Lenin, Stalin og Mao. De personer, hvis ideologi og principper KAP byggede på. KAP så sig selv som et revolutionært parti, som stod i modsætning til andre venstrefløjspartier, der havde valgt en såkaldt revisionistisk kurs, og (forstår man) derfor havde solgt ud. Den revisionistiske linje bestod i satsning på ”den parlamentariske vej” til forandringer. Skrivelsen udbygger dette med følgende klamamse om nødvendigheden af et revolutionært parti, som
”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.
Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:
”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”
KAP hyldede således Stalins landbrugsreformer (der bl.a. bestod i tvangskollektiviseringer og kostede millioner af mennesker livet) og tager afstand fra udviklingen i Sovjetunionen efter Stalins død. Endvidere er Albanien og Maos Kina store forbilleder. KAP skriver således, at man ”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”. Dette midt i et demokratisk og velstående smørhul som Danmark.
Også partiet DKP/ML – stiftet i 1978 – var revolutionært og ”antirevisionistisk”.
Den allerførste sætning i partiets program fra 1978 lyder:
”Den socialistiske revolution knuser borgerskabets diktatur og opretter proletariatets diktatur”.
Partiets totalitære tendenser slås klart an i følgende sætning (også fra side 1)
DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere, Marx, Engels, Lenin og Stalin. Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte og teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægelse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også i dag.
Mest interessant er måske Venstresocialisterne (VS) som fra 1968-1971 og igen fra 1975-1987 var repræsenteret i Folketinget og som ved folketingsvalget i 1979 opnåede 116.047 stemmer og dermed 6 mandater. I VS’ partiprogram fra 1973 hedder det:
Overgangen til socialismen forudsætter en revolution, hvor lønarbejderklassen erobrer statsmagten. I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig fra producenterne.
Det er en illusion at tro at man kan indføre socialismen ad ”parlamentarisk vej”. Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske….Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialisme uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden.
Ifølge PET-Kommissionen udtalte VS forretningsudvalg i 1977 at
”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til
at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det
borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages.”
Hertil skal lægges, at DKP officielt var Moskva-tro og, at SF – som i modsætning til DKP fastholdt, at de borgerlige frihedsrettigheder skulle bestå under socialismen - indtil 1968 beskrev Sovjetunionen i positive vendinger. Flere medlemmer af SF virkede ifølge PET-Kommissionen (side 182) som agenter for eller plejede tæt omgang med diplomater og efterretningsfolk fra Warszawa-pagt lande. Ifølge PETs arkiver har SFs tidligere formand Gert Petersen endog har udleveret materiale fra Udenrigspolitisk Nævnt samt fra ambassadeindberetninger til KGB.
Disse langt fra enestående eksempler på åben agiteren for en omstyrtelse af demokratiet og samarbejde med overfor Danmark fjendtligt indstillede stater er i mine øjne langt mere alvorlige trusler mod demokratiet end de eksempler på PETs overtrædelse af gældende regler, som PET-Kommissionen har dokumenteret. Det ville være dybt uansvarligt, hvis ikke PET havde holdt øje med de anti-demokratiske dele af venstrefløjen, når man her åbent erkendte at man ville omstyrte demokratiet med revolutionære midler. Det betyder selvfølgelig ikke, at PET skal være hævet over loven. Det klæder bestemt ikke efterretningstjenesterne, når det kommer frem, at man har siddet bindende regler overhørig, og som nævnt bør kontrollen med tjenesterne kraftigt styrkes. Men man bliver nødt til at holde fast i proportionerne. Det vil i den forbindelse være stærkt fordrejet at fremstille venstrefløjen som ofre for en undertrykkende statsmagt.