Sir Robert Giffen i de danske kommuner
Økonomer elsker kuriøse fænomener og absurde udfald, som ved nærmere eftersyn alligevel har indlysende forklaringer. Et af de mest legendariske af den slags fænomener er situationen, hvor det lader sig gøre at afsætte flere varer jo højere prisen sættes. Økonomerne skal langt tilbage i historien for at finde et rigtig godt eksempel på en sådan absurd situation. Faktisk helt til 1840’ernes Irland. Den engelske repræsentant, Sir Robert Giffen, indberettede da under hungersnøden i lyset af en svigtende kartoffelhøst, at jo mere prisen på kartofler gik i vejret, jo flere kartofler købte irerne. Irerne elsker jo kartofler og spiser så mange af dem, at de bruger de fleste af deres husholdningspenge på dem. Så når kartoflerne bliver dyrere, så er der slet ikke råd til den lille smule kød, som ellers også blev købt. Nu købte de altså kun kartofler. Kartofler blev til standardeksemplet på, hvad økonomer kalder Giffen-goder.
Det absurde fænomen, som Sir Giffen rapporterede om, trives i bedste velgående i den hjemlige kommunesektor. Vores kommunesystem er historisk blevet til sammen med folkestyret i midten af 1800-årene ud fra en forståelse af, at kommuner er decentrale demokratiske institutioner, som fuldt ansvarligt løser lokale opgaver og selv tager de fulde konsekvenser af deres dispositioner. Altså at vi har egentligt kommunalt selvstyre. Derfor har vi ikke systematisk fået indbygget sikkerhedsforanstaltninger i den måde, kommunestyret er organiseret på, så det udtrykkeligt bliver sikret, at kommunerne ikke misbruger deres dispositionsmuligheder. Vi har et kommunestyre, som er indrettet ud fra en antagelse om, at kommunerne er institutioner, som disponerer samfundsmæssigt ansvarligt.
Men sådan er det langt fra i dag. Fordelingspolitiske hensyn har ført til, at staten er blevet garant for, at alle kommuner kan levere service i stor skala. Det statslige engagement har imidlertid også indebåret, at det i stadig stigende udstrækning er blevet samfundet som helhed, der i sidste ende må tage ansvaret for kommunernes dispositioner og feje op efter negative økonomiske og sociale effekter, som kommunale dispositioner skaber. Det er staten, som nedsætter statsskatten for at holde skattestoppet, når kommunerne helt ude af trit med de samfundsøkonomiske realiteter forhøjer deres skatter i 2010. Det er staten, som betaler for genopretningen, når kommunerne uansvarligt bruger pengene til noget andet og slider deres egne skoler ned.
På det seneste har vi set flere helt absurde eksempler på, at Giffen fænomenet trives i de danske kommuner i kraft af den uansvarlighed, som er indbygget i kommunesystemet og som sætter sig stadig mere markant igennem, efterhånden som kommunerne ændrer karakter fra at optræde som ansvarlige samfundsinstitutioner til at være egoistiske organisationer, som entydigt går efter størst mulig egennytte på det korte sigt.
Nye tal fra Danmarks Statistik og DA viser, at kommunerne nu er absolut lønførende på det danske arbejdsmarked. Fra tredje kvartal af 2008 til tredje kvartal af 2009 løftede kommunerne deres lønniveau med 5,1 pct., mens de private virksomheder havde en lønstigning på 2,4 pct. i samme periode. Det er en helt uacceptabel udvikling. Forklaringen på, at kommunerne kan overbyde alle andre på arbejdsmarkedet er, at kommunerne ikke selv skal betale regningen. Kommunesystemet er indrettet sådan, at jo mere kommunerne sætter lønningerne op for at overbyde arbejdskraften, jo større bloktilskud får de. Kommunal arbejdskraft er blevet et Giffen-gode. Sat på spidsen er kommunesystemet indrettet, så jo mere kommunerne kan komme til at betale for arbejdskraften, jo bedre for kommunerne. Kommunerne får i dag deres bloktilskud opreguleret hvert år i takt med stigningen ikke bare i priserne, men også i de lønninger, som betales i den kommunale sektor. Det betyder også, at modsat andre på det danske arbejdsmarked så får kommunernes medarbejdere lønforhøjelser uanset, om de præsterer mere eller ej. Fremover må det kræves, at bloktilskuddene til kommunerne alene reguleres med prisudviklingen. Så bliver det kommunernes evne til at øge præstationerne i takt med at de får bedre uddannede medarbejdere og bedre it-teknologi etc. som kommer til at afgøre, hvor store lønstigninger, der bliver plads til.
Og et andet eksempel: Professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed har netop offentliggjort en undersøgelse af kommunernes udgifter til alkoholbehandling, som dels foregår som kommunal behandling dels i privat regi i form af Minnesotabehandling. Her er situationen den, at de to behandlingsformer er stort set lige effektive, men den private Minnesotabehandling er tre gange så dyr som den kommunale behandling. Borgere, som er blevet henvist til alkoholbehandling, må selv vælge tilbud. Så følgelig har systemet anbragt de private leverandører af Minnesota-behandling i den situation, at jo mere luksuriøst - og dermed dyrt - de tilrettelægger deres tilbud, jo flere vil finde det attraktivt at vælge deres tilbud. Atter et Giffen-gode. Der er brug for, at kommunesystemet ikke tilskynder til, at der opnås de højest mulige priser hos private leverandører men at der tværtimod er incitamenter til at opnå de lavest mulige priser. Det gøres eksempelvis ved at holde udbud eller ved at lade et fast pengebeløb følge borgeren.
Erfaringer som de her beskrevne siger noget helt afgørende om det kommunesystem, vi har fået indrettet efter strukturreformen i 2007. Vi har kommuner, som i kraft af systemets natur agerer aldeles uansvarligt i forhold til samfundsmæssige økonomiske og sociale hensyn. Strukturreformen handlede om at få omformet det regionale niveau fra amter til regioner. I den henseende var reformen ganske positiv, men hvad det kommunale niveau angår, så skete ingen moderniseringer. Kommunerne blev bare større og mere magtfulde. Det er det forhold, vi nu ser konsekvenserne af. Og de er ubærlige på sigt. Det netop overståede kommunevalg har i den grad demonstreret, hvordan de nye store kommuner præges af kommunal selvbevidsthed og umådeholden grådighed. Derfor må vi hurtigst muligt i gang med overvejelser om, hvordan kommunesystemet kan reformeres, så kommunerne bliver holdt ansvarlige for de dispositioner, de selv træffer. Det er en stor opgave og politisk særdeles vanskelig at løfte. For hvor skal de politiske kræfter findes, som er stærke nok til at få hold på de nye store kommuner?
Så sandsynligheden taler for, at forandringerne først kommer, efterhånden som den uundgåelige nødvendighed viser sig, når det ikke længere er muligt at finansiere videre kommunal ekspansion. Påpegningen af absurde effekter som dem, jeg har omtalt her, giver erfaringsmæssigt ikke anledning til, at der tages fat på at korrigere systemet. Dertil er det for magtfuldt og selvbevidst. Så forandringerne bliver en lang og sej proces.