Vismændenes forfejlede sundhedsskat
De økonomiske vismænd sætter i deres seneste rapport fokus på de forventede fremtidige stigninger i sundhedsudgifterne og på de problemer, som det vil skabe for de offentlige finanser. Det er godt, at vismændene tager hul på den problemstilling.
Tidligere fremskrivninger fra Finansministeriet, Vismænd og Velfærdskommissionen antager, at der ikke sker nogen standardforbedringer i den offentlige sektor de næste årtier. Det er imidlertid næppe realistisk. De seneste 30 år har man løbende hævet det offentlige forbrug med godt 2 pct. årligt siden 1970.
Det forekommer meget usandsynligt, at der i de kommende årtier ikke skulle opstå krav og ønsker om bedre standarder indenfor sundhed og anden velfærdsservice. Erfaring viser, at efterspørgslen efter velfærdsservice stiger hurtigere end BNP.
Der har hidtil ikke været en diskussion af håndtering af den forventede stigning i udgifterne til forskellige former for velfærdsservice, herunder sundhedsydelser.
Der er behov for en sådan diskussion, og det er godt, at vismændene bidrager til at sætte den i gang. Men desværre er vismændenes anbefalinger unuancerede.
Der er grundlæggende tre mulige måder at tackle problemet på:
1. Offentlig finansiering, hvilket vil kræve skattestigninger
2. Rationering, det vil sige, at man politisk holder udbuddet under efterspørgslen, for eksempel gennem ventelister og en stram offentlig styring af serviceniveauet
3. Privat finansiering, for eksempel gennem privat forsikring.
Som navnet – De økonomiske vismænd – mere end antyder, forventer man, at vismændene baserer deres anbefalinger på økonomiske analyser. Så lad os – ganske kort - se på de økonomiske argumenter for og imod de tre finansieringsmodeller:
Skattestigninger: Der er bred politisk enighed om, at skattetrykket i Danmark – som har verdens højeste - ikke bør stige yderligere. Endvidere viser en række analyser, at højere skatter sænker væksten og velstanden i samfundet. Ud over, at det i sig selv er problematisk, hvis væksten reduceres, medfører dette, at provenuet fra en eventuel skattestigning mindskes eller forsvinder helt.
Rationering: En vis rationering er muligt og finder formentlig allerede sted i dag. Det forekommer dog usandsynligt, at politikerne i længden vil være i stand til at modstå presset fra befolkningen.
Privat finansering: Standardforhøjelser ud over det nuværende niveau kan finansieres ved forskellige former for brugerbetaling, hvor privat forsikring må forventes at udgøre en væsentlig del. I denne model vil private pensions- og forsikringsselskaber udbyde forsikringsprodukter på sundheds- og ældreområdet. Privat finansiering medfører ikke det forvridningstab, som skattefinansiering medfører. Derfor vil der i denne model ikke være behov for at rationere forbruget.
Ifølge velfærdsøkonomisk teori er forsikring en effektiv organiseringsmåde, fordi borgerne sikres ydelser (risikoinddækning), som svarer til deres præferencer. Der er også problemer forbundet med privat forsikring på sundhedsområdet, men det samme kan siges om skattefinansiering.
Ud fra en økonomisk betragtning, er der derfor gode argumenter for at foreslå øget brug af privat forsikring. Men vismændene lægger alle sine æg i en kurv og foreslår, at de stigende sundhedsudgifter skal finansieres ved at indføre en ny skat – de kalder det ganske vist et ”bidrag”, men det er altså en skat.
Vismændenes nye skat vil føre til, hvad der svarer til en stigning i bundskatten, altså en parallelforskydning opad af hele skattesystemet, så også den øverste marginalskat stiger. For at finansiere de stigende sundhedsudgifter estimerer vismændene, at ”sundhedsbidraget skal stige gradvist med i
alt knap 2,75 pct.point frem til 2030. Herefter aftager væksten i den nødvendige skattestigning således, at den samlede nødvendige stigning i sundhedsbidraget bliver knap 4,5pct. point i 2050. Efter 2050 kræves yderligere stigninger i stort set samme takt som i perioden op til 2050.”
Vismændene gør selv opmærksom på, at Danmark vil blive fattigere som følge af dette forslag på grund af forvridningstabet af de højere skatter, som blandt andet får folk til at arbejde mindre. Hvorfor foreslår de så alligevel skatter i stedet for forsikring? Eller hvorfor opstiller de i det mindste ikke to alternative løsninger, så politikerne kan vælge? Begrundelsen er fordelingspolitisk. Skattefinansiering af sundhed – påpeger vismændene – medfører en omfordeling. Og graden af omfordeling mener vismændene ikke de må ændre på.
Men hvorfor egentlig ikke? Overvismand Peter Birch Sørensen skrev 4. december 2008 i Politiken, at det er et mål for vismændene at fastholde den økonomiske ulighed omkring det nuværende niveau, ”eftersom den nuværende fordeling… må formodes at afspejle de fordelingspolitiske holdninger i det politiske system”. Den begrundelse illustrerer, at vismændene har stirret sig blinde på lighed som politisk målsætning og dermed overser andre politiske målsætninger. Spørgsmålet er nemlig, hvorfor lige præcis graden af ulighed skal gøres til en hellig ko. Man kunne også hævde, at størrelsen af boligbeskatningen afspejler holdningerne i det politiske system. Det har ikke afholdt vismændene fra gentagende gange at foreslå højere boligskatter. Diverse statssubsidier til det private erhvervsliv eller efterlønnen er vel også udtryk for politiske valg, som vismændene – med god grund i øvrigt – har kritiseret igen og igen. Vismændene vil sågar ophæve skattestoppet, som der ellers er bred politisk enighed om – selv SF har tilsluttet sig skattestoppet. Hvorfor er lige præcis graden af ulighed hellig? Eller rettere: Hvorfor er lige præcis forslag, der kan føre til en stigning i graden af ulighed hellige?
I et demokrati er det faktisk svært at pege på ret meget, som ikke er udtryk for en politisk beslutningsproces. Skal vismandsinstitutionens have en berettigelse, må det derfor være dens opgave at sætte sig ud over den umiddelbare politiske situation og rådgive politikerne ud fra en faglig økonomisk betragtning i håb om, at de måske bliver klogere og derfor omgør tidligere beslutninger.
Det betyder ikke, at vismændene skal ignorere fordelingsspørgsmål. Men vismændenes rolle bør være at lave fordelingsmæssige konsekvensberegninger af de forskellige forslag, så politikerne kan vælge, hvordan man vil afveje mellem fordelingspolitiske og andre vigtige hensyn såsom ønsket om at øge væksten og udbuddet af arbejdskraft.
De økonomiske vismænd bør først og fremmest basere deres anbefalinger til politikerne på økonomiske analyser. Det er her, deres faglige ekspertise ligger. Hvor stor uligheden bør være i Danmark kræver en politisk vurdering, og den slags har vi politikere til.
Endvidere kunne vismændene udvise lidt mere fantasi. Hvis man politisk ønsker at fastholde den nuværende omfordeling, kan den ske på anden vis end gennem skattefinansiering af sundhedsydelser. Det vil formentlig være velfærdsforøgende at omlægge sundhedssystemet – helt eller delvist - til forsikringsorganisering og opnå den ønskede omfordeling ved kontant omfordeling i stedet.
.