Når ansvar gøres kollektivt: Det fordufter
For nyligt genlæste jeg Mikael Jalvings fremragende essay ”Ansvaret er mit, ikke dit”. Her skriver Jalving blandt andet: ”Hvis staten – som Frederic Bastiat siger – er den store fiktion, at alle kan leve på andres bekostning, så er kollektivt ansvar den store fiktion, at alle kan dække sig ind under andres ansvar.”.
Kollektivisering af ansvar er blevet populært, for eksempel i udtrykket ”socialt ansvar”. Og det er egentlig overraskende. Fra vores hverdag ved de fleste af os nemlig godt, hvad der sker, når ansvar gøres kollektivt: det fordufter.
Uden en klar rollefordeling kan intet fællesskab, hvad enten det er en virksomhed eller et fodboldhold, fungere. Hvis alle kollegianerne har ansvaret for opvasken, har ingen ansvaret. Så enkelt er det. Det sker, at et pligtopfyldende menneske (gerne en af pigerne) alligevel tager opvasken, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Normen er, at tingene forfalder, går galt eller ikke bliver gjort, hvis der ikke kan placeres et ansvar.
Fra hverdagen kender vi heldigvis også den omvendte lektie: At mere ansvar gør os mere ansvarlige. Tænk blot på udtrykket ”at vokse med opgaven”. Det er netop, hvad vi mennesker gør. Når vi får lov til at tage ansvar, vokser vi. Omvendt bliver vi mindre, når ansvaret tages fra os.
Hvis man tager ansvaret fra folk, tager man også friheden fra dem. Som nobelpristageren i økonomi, F. A. Hayek, skriver i sit storværk, Constitution of Liberty (1960):“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions... Liberty and responsibility are inseparable” (min fremhævning). Frihed og ansvar er uadskillelige.
Velfærdsstaten kan opfattes som en gigantisk bevægelse i retning af en kollektivisering af ansvar. I sin tankevækkende bog, Taberfabrikken, citerer Ole Birk Olesen socialrådgiveren (og den tidligere radiovært) Hanne Reintoft for i 1978 at have skrevet følgende: “Store dele af vort klientel har … annammet denne middelstandsideologi, om at social mistilpasning først og fremmest skyldes individets egne brister og fejl. Denne individualisering af problemerne gør dem ubærlige, og i socialrådgiverforeningen oplever vi, at tilstanden kun gøres tålelig, hvis vi…kan få den enkelte klient til at forstå, at det ikke er et individuelt, men et samfundsskabt problem” (min fremhævning).
Den nuværende diskussion om forebyggelse af livsstilssygdomme kan betragtes som værende en direkte forlængelse af denne tankegang. Ugebrevet Mandag Morgen skrev således i en rapport for et par år siden med den sigende titel, ”Er sundhed et personligt valg”: “Vi opfatter rygning, alkohol, fedme og manglende motion som selvvalgt livsstil. Derfor kalder vi det også for livsstilssygdomme… Begrebet livsstilssygdomme er ikke blot misvisende. Det er også faktuelt forkert, moralsk uacceptabelt og politisk vildledende… Det ville være langt mere konstruktivt at betragte problemerne som civilisationssygdomme skabt af den moderne civilisations mange fristelser fra den lette adgang til nikotin og alkohol over den store mængde billig fed og sød mad til den øgede fysiske inaktivitet foran tv og computer”.
Med andre ord: Hvis man spiser for meget, for fedt eller for sødt, hvis man motionerer for lidt, eller hvis man sidder for meget foran computeren eller fjernsynet, er det ikke ens egen skyld. Skylden hviler på civilisationen. Dette er den ultimative kollektivisering af ansvaret. Og Hayeks forudsigelse af konsekvensen af at fratage mennesker deres ansvar, nemlig at man også vil fratage dem deres frihed, illustreres af Mandag Morgens konklusioner, som er, at regeringen skal tage ”hårdere midler i brug som påbud, kvoter, skatter, afgifter og forbud”.