Lad amatørerne komme til
Indlægget har tidligere været bragt i Dagbladet Holstebro-Struer.
Kultur skal komme ovenfra, lægger regeringen op til i sit seneste kulturpolitiske udspil. Men kunst og anden kultur er altid blevet skabt nedefra; ikke af embedsmænd og erhversfolk, men af amatører og ildsjæle. Hvad det betyder at være borger i Vestjylland kan ikke defineres bag Christiansborg tykke mure.
Regeringens seneste kulturpolitiske udspil, som blev lagt frem i slutningen af 2009, hedder »Kultur til alle«. Da udspillet blev fremlagt, blev det fulgt af nogle grundlæggende overvejelser om kulturpolitik og om forholdet mellem politik og menneskeliv. Spørgsmålet om ansvar var omdrejningspunktet, og synspunktet var, at vi har et fælles ansvar for kulturen. Og så blev parterne ellers oplistet. Oppe fra og nedad, en efter en:
Først staten. Så kulturregionerne. Dernæst følger kommunerne, kulturinstitutionerne og familierne. Til allersidst kommer så de enkelte borgere.
Dette kan vi kalde et omvendt subsidiaritetsprincip, eller fjernhedsprincippet: Staten har i første omgang ansvaret; danskerne er forbrugere.
I virkeligheden forholder det sig lige omvendt. Kulturen kommer jo fra menneskene som mennesker - ikke fra menneskene som interessevaretagere. Asger Jorn sagde det sådan her: Amatørismen er kilden til al virkelig nyskabelse.
Ordet »amatør« bruges ofte i en nedsættende betydning, men henviser blot til en person, der agerer uden en forventning om profit. Amatøren er drevet af andre kræfter, der driver ham eller hende til at skabe kunst for kunstens egen skyld.
Amatørerne, de mennesker, som står bag landets kunst- og kulturinstitutioner og kulturliv, har i forskellig grad rod i det nære og lokale. Og mange lokalsamfund har været beriget med amatører, der har skabt betydningsfuld kultur. Her er Holstebro eksemplet par exellance.
Jeg lærte Holstebro at kende, da jeg arbejdede som projektpartner hos den byplantegnestue, som stod for byplanlægningen i byen. Kommunen havde ikke selv opbygget nogen større byplanafdeling, men valgte at lade en af landets dygtigste arkitekter til at tage sig af arbejdet. Det gav den nære dialog mellem de folkevalgte og de skabende kunstnere. Det blev til en by for borgerne i Holstebro. En by med en helt anden byplanlægning end hvad man gennemgående så i 1970?ernes danske byer, hvor det var parkeringspladserne, der kom til at udgøre bykernen.
I Holstebro møder man kunst, som afspejler det at være borger i Holstebro Vestjylland. Mennesket over for den store natur. At stå en sen aften foran rådhuset og se op på Lawrence Weiners indskrift på muren, som fortæller om nordstjernen Polaris. For derefter at se helt op på nattehimlen og stjernernes uendelighed. Det er storhed og det giver dyb mening - lige på det sted.
Kulturministeriets fjernhedsprincip hører ingen steder hjemme. Må vi få den rene vare. Man kunne også kalde det kærlighed til kultur: Nærhedsprincippet. Ansvaret er vi fælles om. Den enkelte, familierne, alle de nære. Og så til sidst staten.
Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS.