Fremrykning af offentlige investeringer: Kan det overhovedet lade sig gøre?
Diskussionen omkring dansk økonomi er koncentreret om, hvorvidt det er nødvendigt at fremrykke yderligere offentlige investeringer til næste år. I finansloven for 2010 er der allerede fremrykket med omkring 10 mia. kr. i forhold til 2015-planen. Dermed er der lagt op til kraftig vækst i de offentlige investeringer på hele 18 pct. i 2010.
Folketingets partier står derudover i kø for at overbyde hinanden med yderligere fremrykninger. Således lægger Socialdemokraterne op til en stigning i de offentlige investeringer til næste år på 50 pct. – svarende til en stigning på godt 18 mia. kr. Folketingets partiers forslag bakkes i store træk op af vismændene.
Hvis en stigning på 50 pct. lyder voldsomt, så er det fordi, den også er det. Det er svært at forestille sig, at man kan finde gode og hensigtsmæssige investeringsprojekter, som kan give de ekstra 18 mia. kr. ben at gå på.
De historiske erfaringer med fremrykninger af offentlige investeringer er ikke gode. I 1993 og 1994 prøvede både Schlüter og Nyrup at sætte gang i dansk økonomi med en fremrykning af offentlige investeringer. Resultatet blev, at investeringerne i 1993 og 1994 kun steg i mindre omfang. I stedet kom det større løft i investeringerne først i 1996. Det var meget uheldigt, for på det tidspunkt var det begyndt at komme pres på det danske arbejdsmarked.
Erfaringerne viser, at den offentlige sektor - herunder kommunerne - skal have tid til at planlægge deres investeringer, og at der er grænser for, hvor aktivt man kan bruge offentlige investeringer som et konjunkturregulerende instrument.
Hvis man gennemfører socialdemokraternes eller vismændenes forslag og forløbet fra 1990’erne gentages, så er der risiko for, at det kraftige løft i de offentlige investeringer først kommer i 2011 og 2012. En fortsat lempelse af finanspolitikken i 2011 risikerer at være sammenfaldende med en vending i konjunkturerne. Finanspolitikken vil derfor modsat hensigten være konjunkturmedløbende.
Derudover er der risiko for, at de penge, som ikke kan nå at blive brugt til investeringer i 2009 og 2010, i stedet anvendes til offentligt forbrug. Det er problematisk, da udgifter til offentlige forbrug i højere grad end investeringer har en tendens til at bide sig fast på længere sigt.
Så i stedet for den overbudspolitik, som præger debat omkring offentlige investeringer, så lad os få en diskussion om det overhovedet er realistisk at øge investeringerne så kraftigt til næste år.