Ti sunde principper for god politik
CEPOS' ti sunde principper blev første gang offentliggjort i en kronik i Berlingske Tidende den 9. marts 2005. Principperne er et uddrag af Ph.D., lektor Peter Kurrild-Klitgaards private forskning. Den endelige analyse vil blive offentliggjort på CEPOS.DK
1. Frie mennesker er aldrig helt lige; mennesker, der er helt lige, er aldrig frie.
I et retssamfund bør alle være lige for loven - men det er ikke det samme som en fuldstændig lige fordeling af goderne, og hvor det første er en nødvendighed for retssikkerheden, er det sidste begyndelsen på slaveri. For mennesker, som har forskellige interesser, evner og chancer, og som er frie til at bestemme over deres egne liv, til at forme deres skæbner, til at arbejde og udveksle med andre, vil altid ende med en ulige fordeling af goderne imellem sig. Enkelte vil kunne skabe produkter som Bill Gates, andre vil have Helena Christensens udseende, og nogle vil vinde i lotteriet - andre vil ikke have samme muligheder eller udnytte dem på samme måde. Det ville være mærkeligt andet, end at unikke mennesker skulle nå forskellige ting.
Men en lige fordeling og en god levestandard er ikke det samme. De samfund, der har haft noget, der mindede om fuldstændig lighed, har enten været meget fattige eller meget ufrie - og ofte begge dele. Kampucheas Røde Khmerer forsøgte, og prisen var millioner af døde og en levestandard på stenalderniveau. Det er slet ikke så mærkeligt: Skal alle mennesker have det samme, kræver det massiv, centraliseret tvang.
2. Hvem der har hvad i forhold til andre, er ikke så interessant som, hvor godt de har det.
At mennesker altid vil være lidt ulige betyder ikke, at nogle skal have det dårligt. Men det betyder, at det er mindre interessant, hvor »langt« der er fra de rigeste til de fattigste, end det er, hvor god levestandarden er for de dårligst stillede. Det er bedre at være fattig i USA end rig i Burkina Faso. Kan man finde og indrette politikker således, at det i længden vil være noget, der gavner de dårligst stillede uden at skade andre, så har vi drevet det vidt i Grundtvigs fædreland.
3. Ingen mennesker ved nok til at styre alle andres liv; de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv.
Filosoffen F.A. von Hayek sagde engang, at central planlægning var en god ting - så god, at hvert menneske burde have lov til at planlægge sit eget liv centralt. Det var ment som en ironisk kommentar til dem, der så centraliseret statslig planlægning som løsningen på ethvert problem. Men det er også et sundt princip i praksis. Fratager man mennesker selvbestemmelsesretten, og behandler man dem som børn, så har de en tendens til at opføre sig som børn. Egoistiske, hjælpeløse og plagende. Vil man behandle dem som voksne, kræver det friheden til at begå dumheder - og det lærer man af.
4. Mennesker passer godt på dét, der tilhører dem selv; det, ingen ejer, har en tendens til at forfalde.
Når mennesker har et incitament til at passe på ting, så gør de det som regel. Det er logikken bag, at truede dyrearter i verdenshavene forsvinder, mens køer og heste, hunde og katte stortrives overalt i Danmark. Og bag, at de bønder, som i Sovjetunionen fik lov til at dyrke jordstykker for dem selv, på disse var fem gange så produktive som på jordkollektiverne. Og bag, at de mest statsstyrede samfund ofte har haft de mest nedslidte miljøer, ejendomme og borgere.
5. En sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker - ikke det korte sigt og udvalgte mennesker.
I det lange løb er vi alle døde - underforstået, at man nogle gange ikke har tid til at vente. Men nok så ofte er det fornuftigt ikke at gå efter nogle små kortsigtede, politiske gevinster, men i stedet efter langsigtede gevinster for alle. Tag blot 2005-valgkampen.
Det værste, politikerne har gjort, er at gøre den ene samfundsgruppe efter den anden afhængig af en stadig mere omfordelende offentlig sektor, alt imens man i en lang årrække finansierede dette ved statslig låntagning. Det har gjort produktive danskere til afhængige velfærdsnarkomaner i en alles kamp mod alle, og det har skabt en gæld, som endnu ufødte generationer skal betale af på.
6. Opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det.
Mennesker er ikke omvandrende, hedonistiske regnemaskiner - men de fleste reagerer alligevel størstedelen af tiden på incitamenter. Når noget bliver lettere eller billigere, gør man det mere, og når noget bliver sværere eller dyrere, gør man det mindre. Det gælder også i politik, og når politikerne glemmer dette, begår de dumheder. Hæver man indkomstskatterne, så arbejder folk marginalt mindre; sænker man dem, har de større incitament til at arbejde, og dermed til at investere tid, evner og arbejdskraft i at gøre ting, der kan være til gavn for andre - og som disse ønsker at betale for. Sænker man straffene for kriminelle handlinger, så opdager de kriminelle det nok - og deres ofre.
7. Ingen er så fornuftige som med egne penge; ingen er så generøse som med andres penge.
Nobelprisvinderen Milton Friedman slog engang fast, at der først og sidst er fire forskellige måder at bruge penge på. For det første kan man bruge sine egne penge på sig selv. Vi begår fejl fra tid til anden, men når der er en tæt forbindelse mellem, hvem der tjener pengene, og hvem der bruger dem, så går det generelt godt med det. For det andet kan man bruge sine egne midler på at købe noget til andre; her har man fortsat god grund til at sørge for en god handel, men intentionerne kan ramme ved siden af. Der er også den tredje mulighed, at man kan bruge andres penge til at købe noget til én selv; her har man gode muligheder for at finde det rette, men kun beskedent incitament til at holde igen på udgifterne. Og så er der endelig den fjerde mulighed: at man bruger andres penge på at købe noget til nogle helt tredje. Her er der kun beskeden sammenhæng mellem, hvem der disponerer, yder og nyder. Her er mulighederne for fejldispositioner størst.
8. Den offentlige sektor kan ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere, der har skabt værdierne.
Nogle taler som om de tror, at det ikke bare er Nationalbanken, der trykker pengesedlerne, men som om det er staten, der som udgangspunkt skaber alle samfundets værdier. Få ting kunne være mere forkerte. Hvis det var statens størrelse, der garanterede samfundets velstand, ville Sovjetunionen, DDR og Nordkorea have været verdens rigeste lande.
9. En offentlig sektor, der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, kan også tage alt fra dem.
Ronald Reagan sagde det som en næsten revolutionær præsident i 1980erne, men budskabet er klassisk nok: Så længe der har været stater og magthavere, har det været velkendt, at hvis man koncentrerer magten og ikke lægger bånd på den gennem magtdeling og frihedsrettigheder, så vil magten blive misbrugt. Eller som 1800-tals filosoffen Lord Acton sagde: »Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«. Det gælder også, når det sker under påskud af at være i en god sags tjeneste. Velfærdsstaten har hjulpet mange i nød, men den har også direkte og indirekte været med til undergrave familien og civilsamfundets institutioner.
10. Frihed og ansvar gør forskellen.
Det er ikke tilfældigt, at de vestlige, liberale, demokratiske retsstater er de mest velstående og civiliserede. Det skyldes deres unikke blanding af den judaistisk-kristne traditions fokus på individuelt ansvar, den europæiske middelalders decentralisering, og 1700-tallets oplysningsidéer: privat ejendom, individuelle frihedsrettigheder, begrænset statsmagt og demokrati. Det har skabt den største velstand for det største antal mennesker nogensinde i verdenshistorien, hvor flere har en uddannelse, bolig, tøj på kroppen og mad at spise end i noget andet historisk samfund.
Principperne er et uddrag af Ph.D., lektor Peter Kurrild-Klitgaards private forskning. Resten af analysen vil blive lagt ud på CEPOS.DK, når projektet er færdigt.