Den private ejendomsret som menneskerettighed

Den private ejendomsret yder det enkelte menneske en beskyttende sfære fra tvungen statslig indgreb, og udgør dermed en forudsætning for en effektiv beskyttelse af det enkelte menneskes frihed. Den private ejendomsret er dog i sin moderne fortolkning og modsat andre menneskerettigheder ikke mere ukrænkelig, end hvad det til enhver tid siddende flertal i Folketinget anser som i almenvellets interesse.

 

Det skriver cand.jur. Jacob Mchangama i denne analyse, der påviser, at rettighedens sårbarhed hænger sammen med den private ejendomsrets ordlyd i Grundlovens §73, stk. 1 samt en svag domstolsbeskyttelse. Jacob Mchangama fastslår, at en regel, der indskrænker en menneskerettighed som den private ejendomsret, altid bør være den absolutte undtagelse ellers risikerer menneskerettigheder at blive meningsløse og statens potentielle magt total.

 

En styrkelse af Grundlovens §73 er den nødvendige forudsætning for at forstærke den private ejendomsrets beskyttelse i Danmark. Det kan gøres ved i højere grad at håndhæve Grundlovens materielle frihedsrettigheder, herunder den private ejendomsret. Den mest effektive styrkelse af §73 kræver dog en egentlig revision af denne bestemmelse. En sådan revision skulle kvalificere, hvilke hensyn der rettelig kan henføres under ”almenvellet”. Dertil kommer, at man konkret kunne lade erstatningsfrie reguleringer være omfattet af §73, samt lade bevisbyrden for nødvendigheden af en ekspropriation påhvile staten.

 

Det er imidlertid muligt i dag at forstærke den private ejendomsret uden en ændring af Grundloven. Proportionalitetsprincippet findes allerede i Grl. § 73, og det anbefales, at man styrker proportionalitetsprincippet gennem ændret retspraksis, således at det offentlige skal sandsynliggøre, at en evt. ekspropriation er bydende nødvendig, ligesom en ekspropriation til enhver tid skal være så lidt indgribende som overhovedet muligt.

> Download notat (PDF) herunder: