CEPOS udgiver i dag et notat om produktiviteten i Danmark sammenlignet med de øvrige OECD-lande.
”Evnen til at producere mere pr. time over tid er meget vigtig for velstandsudviklingen. Danmark har i perioden 1998-2008 desværre haft en meget svag produktivitetsudvikling og det har betydet, at vi er gået fra at have den 8. højeste produktivitet ud af 29 OECD-lande til en 15. plads. Midterplaceringen som nr. 15. er den laveste placering i 27 år”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”På sigt skal der være sammenhæng mellem udviklingen i produktiviteten og lønnen. Ses der på industrilønningerne, så har Danmark det 3. højeste lønniveau i industrien blandt 24 OECD lande. Dette illustrerer, at der er mismatch mellem vores produktivitet og lønniveau”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
Siden 2000 er de danske eksportvirksomheders lønkonkurrenceevne ifølge CEPOS beregninger blevet forringet med knap 25 pct. Det skyldes en kombination af styrket kronekurs, højere lønstigninger og lavere produktivitetsvækst end i udlandet.
”Konkurrenceevnen kan genoprettes ved, at de danske lønninger i en årrække vokser langsommere end i udlandet. Det mere attraktive alternativ er at der gennemføres reformer, der øger produktiviteten markant. Det kan bl.a. ske ved lavere selskabsskat, der gør det mere attraktivt for virksomhederne at investere i ny kapital. Herudover kan produktiviteten løftes gennem lavere marginalskat, privatiseringer af offentlige selskaber, flere dygtige udlændinge på det danske arbejdsmarked samt bedre uddannelse”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
> Læs notat
|