Kommunerne presser deres udgifter voldsomt i vejret efter strukturreformen

I kommunernes selvforståelse er det helt centralt, at de danske kommuner er det ideale udtryk for det nære folkestyre, når det er bedst, og at kommunerne derfor i sagens natur er ansvarlige og effektive. For at efterprøve denne forståelse fremlagde jeg i midten af maj en simpel analyse af kommunernes udgifter.

Jeg stillede spørgsmålet: Hvor store ville kommunernes udgifter være, såfremt alle kommuner indstillede deres udgifter i forhold til deres udgiftsbehov efter niveauet i den kommune, som har de laveste udgifter i forhold til behovene? Resultatet var bemærkelsesværdigt: Serviceudgifterne i kommunerne ville være 25 milliarder kroner eller godt 10 procent lavere, hvis alle kommuner lagde sig efter et udgiftsniveau som i den mest økonomiske kommune. Det sætter unægtelig Kommunernes Landsforenings postulat om, at kommunerne umuligt kan klare sig uden flere penge, i relief. KL er en voldsom magtfaktor, men interesseorganisationens argumentation holder ikke. Kommunesektoren rummer et meget stort potentiale til at bidrage til at imødegå udsigten til strukturelt offentligt budgetunderskud. Det er nødvendigt at få udnyttet dette potentiale nu, hvor arbejdet med skattereform og arbejdsmarkedsreform har ført os dertil, at vi ikke for nærværende kan komme længere med at rette op på den offentlige økonomi ved at få danskerne til at arbejde mere.

Da jeg offentliggjorde analysen af kommunernes udgiftsniveauer, beregnede jeg ikke blot det samlede potentiale for udgiftsreduktion for alle landets kommuner under ét. Jeg fremlagde også tal for hver enkelt kommune. Holbæk Kommune budgetterede i 2008 med de laveste udgifter set i forhold til udgiftsbehovene, og Ballerup Kommune budgetterede med de højeste udgifter og lagde op til at bruge over 11.000 kroner mere per indbygger, end hvad der svarede til niveauet i Holbæk.

Det vil sige, at en almindelig gennemsnitlig familie i Ballerup kunne få tilsendt en skattefri check på op mod 4.000 kroner hver måned resten af deres liv, såfremt de accepterede at leve med et kommunalt serviceniveau magen til det serviceniveau, som de gode Holbæk-borgere har besluttet sig for at leve med hver dag.

Umiddelbart kunne man tro, at sådan en analyse ville sætte fokus på Ballerup. Hvad er det, som har drevet denne kommunes udgifter helt ud på overdrevet? Det spørgsmål er særlig velbegrundet i og med, at jeg i min analyse også har inddraget en ny Catinet-analyse af borgernes tilfredshed med serviceniveauet i deres kommune. Her viser det sig, at der ingen sammenhæng overhovedet er mellem borgernes tilfredshed og hjemkommunens udgiftsniveau.

Men det er ikke den vinkel, som har præget den offentlige debat, der har fulgt offentliggørelsen af min analyse. Al fokus har været rettet mod Holbæk. Og i Holbæk er reaktionen klar. Man føler det uhyre pinligt at være udpeget til den mest økonomiske kommune. Holbæks borgmester, Jørn Sørensen, har endda i indlæg flere steder taget til genmæle. Han har fundet det af afgørende betydning at få slået fast, at hans kommune har manglet økonomistyring i sådan en grad, at budgettet er blevet overskredet betragteligt. Så kommunens endelige udgifter er slet ikke de laveste i landet, det kan borgerne føle sig ganske sikre på og trygge ved. Dette på trods af, at budgettet er blevet vedtaget af Holbæks kommunalbestyrelse med borgmester Jørn Sørensen i spidsen som udtryk for det serviceniveau, som kommunalbestyrelsen og borgmesteren ønsker som serviceniveauet i Holbæk.

Hvorfor denne beklemthed ved at blive afsløret som en politiker, der prøver at økonomisere med skatteydernes penge? Ja, i den dialog, jeg har haft med kommunen, har jeg fornemmet en frygt for, at udbredelsen af viden om, at udgifterne i Holbæk er lavere end i andre kommuner, vil kalde på en kø af fagforeningsbosser og talsmænd for brugergrupper og andre særinteresser foran borgmesterens og kommunaldirektørens dør. Nu skal der kræves flere penge. For fagforeningsbosserne og talsmændene er jo også blevet afsløret som elendige lobbyister.

De har ikke gjort deres arbejde lige så godt som lobbyisterne i de andre kommuner, og det truer deres position.

Det forunderlige ved historien er måske den omstændighed, at det kan komme som en afsløring, ja som en bombe, i Holbæk, at kommunens økonomi er, som den er. Bag den situation ligger en kompliceret indretning af kommunernes finansieringssystem, som indebærer, at kommunerne ikke holdes ansvarlige for deres egne økonomiske dispositioner. Der gælder såvel skatteloft som udgiftsramme, og selv om disse rammer gælder for kommunerne under ét, så kommer de i praksis også i høj grad til at gælde for hver enkelt kommune. En kommune kan kun sætte skatten eller udgiftsniveauet op, hvis andre gennemfører reduktioner, og det sker stort set ikke, for reduktion af skat eller udgiftsniveau er jo det samme som tab af økonomiske frihedsgrader. Så en kommunes skat og udgiftsniveau kan være højt eller lavt, men det er under alle omstændigheder, som det er. Og Holbæks forhistorie eller skæbne er altså et lavt udgiftsniveau.

Så længe borgerne ikke er specielt bevidste om udgiftsniveauet i deres hjemkommune, er de også lige så tilfredse eller utilfredse som borgerne i andre kommuner. Afsløres udgiftsniveauet derimod, så truer utilfredshed med at bryde løs.

Det indbyrdes spil mellem kommunerne hører borgerne ikke meget til. Der er ingen kommunalpolitikere, som kan få noget ud af at gå ind i sådan et hundeslagsmål. Det, som kan samle kommunalpolitikere, er at prøve at presse flere penge ud af staten. Også til det formål er det vigtigt for kommunerne at fylde deres rammer helt op og eventuelt sprænge dem så meget, at det bemærkes.

Udgiftsopdriften fra kommunerne udgør et afgørende samfundsøkonomisk problem på et tidspunkt, hvor der i forvejen er udsigt til langsigtet offentligt budgetunderskud. Det er tilfældet, såfremt det lykkes kommunerne at presse staten til at øge de økonomiske tilskud, men det er også tilfældet, hvis kommunerne får skaffet sig rum til at øge deres egne skatter. Det beror på, at kommunerne ikke er samfundsøkonomisk ansvarlige for deres egen aktivitet. Når en kommune kræver 1.000 kroner op i skat og giver pengene ud igen, skal staten opkræve omkring 400 kroner i skat for at modsvare kommunens ekspansion af samfundsøkonomien, da kommunen jo hindrer borgerne i at spare penge op og i at afholde privat forbrug og betale moms og afgifter. Men netop fordi kommunerne kommer for billigt til budgetudvidelser, når de ikke selv bærer de fulde konsekvenser af deres egne udgiftsbeslutninger, så kalder kommunesystemets indretning på et kommunalt udgiftspres. Og da statslige udgiftsrammer er nødvendige, når det er staten, som må bære en væsentlig del af de økonomiske byrder ved kommunale udgiftsbeslutninger, så skal kommunerne presse rammerne opad eller bryde dem for at komme til at give flere penge ud. Vejen hertil er utilfredshed. Uden utilfredshed ingen rammeudvidelse og ikke flere »billige« kommunale budgetudvidelser.
Det danske kommunesystem er i dag konstrueret, så det kalder på utilfredshed. Tilfredshed kan i sagens natur ikke forekomme, medmindre der som i Holbæk foreligger manglende indsigt.

Men hvordan så nå dertil, hvor en kommune som Holbæk kan finde det positivt at stå ved en samfundsøkonomisk forsvarlig adfærd? Ja, det fordrer en grundlæggende justering af kommunernes finansiering og kompetencer.
I 2007 var det kun regionerne, som fik gjort finansieringen produktionsafhængig og blev konkurrenceudsat. Kommunerne blev bare større og fik flere penge. Det var ikke muligt også at løse problemet med indpasning af kommunerne i samfundsøkonomien på samme tidspunkt. Derfor må turen nu komme til kommunerne. Reelt kommunalt selvstyre må bygge på, at kommunerne tager de samfundsøkonomiske konsekvenser af deres egne dispositioner. Det bliver givetvis en hård og sej kamp at nå dertil. Indtil da er der bare at sætte sin lid til, at staten holder grebet stramt om kommunernes økonomi. De kan ikke selv gøre det.

Den omtalte analyse er offentliggjort i CEPOS Arbejdspapir nr. 1: Udgiftsbehov og udgifter i kommunerne - om nødvendigheden af reformer på den offentlige økonomis udgiftsside. Analysen kan downloades på www.cepos.dk. »Serviceudgifterne i kommunerne ville være 25 milliarder kroner eller godt 10 procent lavere, hvis alle kommuner lagde sig efter et udgiftsniveau som i den mest økonomiske kommune.

Ovenstående indlæg blev bragt i Berlingske Tidende fredag den 29. maj 2009 | Kultur og Debat | side 21