CEPOS: Kommentar

G�geunge-effekten i kommunerne

Tue, 06 Jul 2010 09:55:00 +0200

Kristeligt Dagblad bragte i tirsdags en kronik af Ester Larsen fra Det Centrale Handicapr�d med budskabet, at der sker et skred i holdninger til mennesker med funktionsneds�ttelser. Hun refererer her til ledende kommunalpolitikere, som er enige om, at hvis kommunerne ikke f�r flere penge af staten, s� m� det n�dvendigvis f�re til d�rligere behandling af borgerne og herunder de borgere, som har s�rligt behov for st�tte.

Kronikken er mismodig l�sning. Jeg tror imidlertid, at den d�kker noget helt centralt, hvad ang�r det, der sker i kommunerne i denne tid - ikke blot i forhold til mennesker med funktionsneds�ttelser, men i forhold til os allesammen.

Velf�rdssektorens organisationer og personale er vokset til en s�dan styrke, at vi p� trods af en historisk voldsom udgifts- og personaleekspansion m� h�re p� historien om forringelser til stadighed. Det er ikke mindst udgifterne p� det specialiserede sociale omr�de, som kommunerne s�tter dramatisk i vejret.

Det sker med anvendelse af foranstaltninger, som kommunerne ikke kender til effekterne af, og hvor der er milevid afstand mellem udgifterne i de forskellige kommuner, uden at nogen kan p�vise, at der opn�s bedre resultater, n�r der gives flere penge ud i de dyre kommuner.

Der er med andre ord et enormt potentiale for at f� bedre service med bedre resultater for pengene, hvis kommunerne bliver dygtigere og g�r det bedre. Men det er ikke det, vi h�rer fra kommunalpolitikerne. At de vil g� ind i kampen for velf�rdsstaten ved at g�re den effektiv. De giver os den gamle melodi, at kun flere penge g�r det. Ogs� i en situation, hvor flere penge er en umulighed. Og hvis der ikke kommer flere penge, s� skal vi nok som borgere og v�lgere f� det at m�rke.

Det er at sparke nedad . Og det er helt utilstedeligt, n�r det g�r ud over de svageste. Borgmester Erik Fabrin (V) taler om en g�geunge-effekt. Men i virkeligheden er det jo kommunerne, som er g�geungerne. Det er dem, som lader det g� ud over de svageste, fordi de ikke selv g�r det godt nok og ikke vil tage de n�dvendige skridt til at f� kommunerne gjort til effektive organisationer.

Vi ser de samme tendenser p� andre opgaveomr�der, og kommunerne bliver stadig givet lov. P� skoleomr�det, hvor kommunernes folkeskoler er ved at blive konkurreret ud af de private skoler, har Folketinget netop vedtaget at reagere p�, at landets for�ldre hellere vil s�tte deres b�rn i de private skoler ved at g�re de private skoler dyrere. N�r kommunerne ikke g�r det godt nok, s� skal borgerne nok f� at m�rke. Og tvunget tilbage i den kommunale fold.

Og en simpel ting som pasudstedelse: Jeg bes�gte borgmester Erik Fabrins r�dhus forleden for at f� fornyet mit pas. �bningstiden den ene dag i ugen, hvor der tidligere var �bent til klokken 18, er nu kortet af, s� vi kan m�rke, hvor slemt kommunen har det. En af landets mest velst�ende kommuner kan ikke finde penge til at holde en serviceskranke �ben p� tidspunkter, hvor borgerne har brug for det. Tre kvarters ventetid med b�rn, der er ved at g� til af varme, og sammentr�ngte mennesker og surt og langsomt personale. Ren ydmygelse. S� kan vi l�re det.

Og s�dan kunne jeg blive ved. Det v�rste er, at jeg har sv�rt ved at se en vej ud. Jeg tror, at kommunerne er ved at k�re linen ud. For p� bare mellemlangt sigt er pengene der ikke, uanset hvor meget kommunerne mods�tter sig effektivitet.

Indl�gget har tidligere v�ret bragt i Kristeligt Dagblad under overskriften �Der sparkes nedad. Kommunerne skal blive dygtigere til deres arbejde�.
Torsdag d. 1. juli 2010

Langballe og racismeparagraffen

Tue, 08 Jun 2010 14:21:00 +0200

Rigsadvokaten har anmodet Justitsminister Lars Barfoed om at oph�ve Jesper Langballes parlamentariske immunitet med henblik p� at indlede en sag om overtr�delse af straffelovens �226 b den s�kaldte racismeparagraf. Jeg m� tilst� at jeg er overrasket over den beslutning.

Anklagemyndigheden har hidtil haft en meget tilbageholdende linje n�r det drejer sig om politikere og der er � b�de fra politikere og andre � fremsat udtalelser, s�rligt om muslimer, der i min optik er langt v�rre end Langballes. Men det bekr�fter blot, at tiltalepraksis er vilk�rlig og der ikke er nogen overordnet r�d tr�d. I det hele taget demonstrerer den bebudede sag mod Jesper Langballe udm�rket, hvorfor racismeparagraffen b�r oph�ves.

Jesper Langballe skyldes f�lgende kommentarer i et debatindl�g i Berlingske Tidende:

� Selvf�lgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske f�dre, der voldtager deres d�tre, n�r sandheden i stedet synes at v�re, at de n�jes med at sl� d�trene ihjel (de s�kaldte �resdrab) - og i �vrigt vender det blinde �je til onklers voldt�gt�

Efter min opfattelse er Langballes udtalelser klart neds�ttende fordi de n�rmest kun kan forst�s derhen, at muslimske f�dre generelt voldtager deres d�tre og ignorerer onklers voldt�gt. Men neds�ttende og andre �st�dende� kommentarer b�r ikke straffes men derimod im�deg�s via den offentlige debat. Og det blev Langballes kommentarer da ogs�. Fra SF til Vestre og de Konservative tog det politiske liv afstand fra Langballes udtalelser. Selv Langballes partiformand Pia Kj�rsgaard m�tte - med ukarakteristisk tvetydighed � melde fra overfor udtalelserne.

At langt de fleste politikere, avisledere m.v. tog afstand fra Langballes udtalelser viser, at den offentlige debat besidder sin egen sikkerhedsventil. S� l�nge Langballes ytringsfrihed til at udtale sig neds�ttende og generaliserende modsvares af en ytringsfrihed for andre til at kritisere og im�deg� den slags kommentarer er vi som samfund bedst tjent med at lade debatten udfolde sig frit uden holdningspoliti.

Jesper Langballe har efterf�lgende udtalt at han st�r ved substansen i sine udtalelser. Det viser ogs� klart, at man hverken kan eller skal fors�ge p� at �ndre folks holdninger med straf eller truslen derom. Hvor uenige de fleste danskere end m�tte v�re med Langballe, kan vi ikke tvinge ham til at opgive sin tankefrihed, eller tvinge ham til at tie om de emner som hans samvittighed byder ham at udtale sig om.

Derudover m� man ogs� sige, at retsforf�lgelse er et gedigent selvm�l hvis man �nsker at visse holdninger skal nyde mindst mulig udbredelse i offentligheden. Langballes udtalelser bliver p.t. udbasuneret i diverse telegrammer fra nyhedsbureauer, p� websiderne hos alle st�rre aviser og p� TV2 News har studiev�rten gentaget indholdet hele dagen. Dermed har Langballes udtalelser opn�et langt st�rre udbredelse end Langballe kunne have h�bet p� ved sit debatindl�g. Hvis ord virkelig er s� farlige burde vi s�ledes ogs� forbyde pressen at gengive Langballes udtalelser. Og s� ville vi for alvor f� indf�rt begr�nsninger p� den offentlige debat. Endelig er en retssag mod Langballe som skabt til at tildele ham en offerrolle, hvorved Langballe kan fremstille sig selv som en ytringsfrihedens martyr, hvis �sandhed� er s� farlig, at systemet m� skride til straf. Den status fortjener hans udtalelser ikke.

Bragt p� mchangama.blogs.berlingske.dk
Tirsdag den 8. juni 2010

Gravskrift for kommunerne

Fri, 21 May 2010 16:03:00 +0200

DET DANSKE kommunestyre er indrettet, s� kommunerne ikke b�rer de fulde ansvar for konsekvenserne af deres egne beslutninger.

Derfor m� de styres af staten.

Men det er ikke nogen let sag at styre s� store og magtfulde institutioner som kommunerne. S� statens fors�g p� styring falder ret d�rligt ud. Kommunerne spr�nger altid rammerne og bidrager til den offentlige g�lds�tning, og alligevel leverer de en service, som borgerne ikke er tilfredse med.

N�r kommunerne s�ledes v�grer sig ved at p�tage sig det fulde ansvar for egne dispositioner, og n�r fors�g p� at finde forhandlingsl�sninger ikke ser ud til at v�re en farbar vej, s� er det nu tre �r efter gennemf�relsen af den kommunale strukturreform ved at blive klart, at vi bev�ger os imod en korsvej. Enten m� kommunestyret reformeres videre, s� vi f�r et egentlig kommunalt selvstyre. Det indeb�rer, at kommunerne tvinges til at p�tage sig de fulde samfundsm�ssige konsekvenser af deres egne dispositioner. Eller ogs� m� kommunerne n�dvendigvis gennem samme tur som amterne: De m� nedl�gges.

Vi er ved at have l�rt det, n�r det drejer sig om milj�et. Husholdningerne, virksomhederne og ogs� de offentlige instanser p�l�gger det omgivne samfund en belastning, n�r de gennemf�rer aktiviteter, der indeb�rer energiforbrug. Her er der efterh�nden en udbredt forst�else for princippet, at forureneren skal betale.

Det betyder, at n�r husholdninger - eller kommuner - forurener atmosf�ren, undergrunden, havet eller andre sider af vores omgivelser, s� kommer forureneren ogs� til at betale en afgift, som i princippet modsvarer omkostningerne fra forureningen.

N�R KOMMUNER s�tter aktiviteter i gang og finansierer dem ved selv at skaffe pengene gennem kommunal beskatning, s� ligger det derimod i den almindelige forst�else af kommunalt selvstyre, at s� p�tager kommunen sig den fulde byrde ved at gennemf�re den nye aktivitet.

Det er bare langtfra tilf�ldet. Selv om kommuner finansierer en udgiftsfor�gelse med �gede skatteindt�gter, belaster kommunen nemlig samfunds�konomien.

Den �gede beskatning f�rer nemlig til, at borgerne reducerer deres arbejdsudbud og indkomster, hvad der ogs� reducerer statens skatteindt�gter.

Ydermere indeb�rer en balanceret kommunal udgiftsstigning, at penge overflyttes fra borgerne, som normalt vil spare en vis del af deres penge op, til kommunen, som giver alle pengene ud.

Det �ger alt i alt eftersp�rgslen i �konomien og virker alts� som en ekspansiv fi-nanspolitik. Men kommunerne bliver ikke draget til ansvar for konsekvenserne for det omgivne samfund. S�fremt disse effekter skal neutraliseres, tvinges staten til at �ge beskatningen eller s�tte de statslige udgifter ned, n�r kommuner gennemf�rer balancerede udgifts�gninger.

Det magter staten ikke. I stedet bliver kommunale skattestigninger blot modsvaret af statslige skatteneds�ttelser, s� skattestoppet formelt overholdes. Men statens underskud �ges, og byrder bliver skubbet ud i fremtiden. For skat p� fremtiden er �benbart undtaget skattestoppet.

ANALYSEN AF det uholdbare i, at kommunerne ikke b�rer ansvaret for deres egne dispositioner, er ikke ny. Skatteministeriet fremlagde i 2003 en grundig unders�gelse af tabet ved reduceret arbejdsudbud, n�r kommunerne s�tter deres udgifter og skatter i vejret. Det skete i ministeriets tidsskrift Skat. Ministeriet pegede endvidere p�, at kommunerne skal p�l�gges en afgift, n�r de �ger beskatningen, s�fremt de skal bringes til at medtage de fulde konsekvenser af deres egne handlinger i deres beslutningsgrundlag.

Og Vism�ndene foreslog allerede i 2002, at der fastl�gges individuelle bindende rammer for de enkelte kommuners �konomi, men s�ledes at der �bnes for fleksibilitet derved, at kommunerne indbyrdes kan handle oms�ttelige udgiftskvoter.

Den enkelte kommune skal alts� k�be sig til en kvote til dagsprisen p� markedet, s�fremt den vil s�tte udgifterne i vejret.

Endelig kom Odenseprofessoren Poul Erik Mouritzen i 2008 med et interessant forslag til ansvarligg�relse af kommunerne.

Hans id� gik ud p�, at alle kommuner gives ret til at modtage provenuet fra en bestemt og standardiseret kommunal skatteprocent p� eksempelvis 25.

Hvis kommuner vil bruge flere penge, m� de skaffe dem p� samme vilk�r, som g�lder for almindelige foreninger. Alle medlemmer - dvs. borgere - betaler det samme kontingent i kroner og �rer. Og alle beslutninger om opkr�vning af ekstra penge skal tages ved direkte afstemninger.

Eventuelt ekstra kontingent skal indbetales hvert halve �r p� separate girokort.

Omvendt f�r borgerne hvert halve �r en bonuscheck, s�fremt de kan klare sig med f�rre kommunale udgifter, end hvad der svarer til standardskatten p� de 25 procent.

DET ER alts� en almindelig anerkendt problemstilling, vi st�r over for. Der er bare ikke politisk mod eller evne til at tage den op. Kommunerne ser ud til at v�re en alt for st�rk kraft at v�re oppe imod.

Egentlig burde det have indg�et i den kommunale strukturreform i 2007 at f� omformet kommunestyret, s� vi enten kunne f� kommuner, som b�rer ansvaret for deres egne dispositioner, eller ogs� f� kommunerne effektivt underlagt rammer, der passer ind i den samfunds�konomiske helhed. Det lod sig imidlertid ikke g�re. N�r man skal forst� �rsagen hertil, m� man erindre sig hele historikken bag strukturreformen.

Den afg�rende �rsag til, at vi i det hele taget fik en strukturreform, var, at der i l�bet af 1990' erne udviklede sig en stigende erkendelse af, at det danske sygehusv�sen fungerede utilfredsstillende.

Og sygehusv�senet var den vigtigste opgave for de dav�rende amter. Hovedm�ls�tningen for en strukturreform blev p� den baggrund at f� omstruktureret amterne.

Det lykkedes ogs�. De 14 amter blev nedlagt, og vi fik i stedet fem regioner. Og f�rst og fremmest: Der blev indf�rt helt nye og langt mere effektive organisatoriske strukturer. Skatteudskrivningen p� det regionale niveau blev helt afskaffet, og i stedet skulle de nye regioner have indt�gter, som blev fastlagt ud fra, hvor mange sygehusydelser de producerer.

Sidel�bende hermed skulle regionernes sygehuse i stigende omfang presses til effektivitet gennem konkurrenceuds�ttelse.

Der er stadig store udfordringer p� sygehusomr�det, men strukturreformen har i afg�rende henseender vendt udviklingen i positiv retning. Det er ogs� kommet til udtryk derved, at det nu fast bliver forudsat som led i de �rlige �konomiaftaler, at regionerne skal �ge deres produktivitet med 2 procent p� �rsbasis.

Det svarer nogenlunde til den langsigtede produktivitetsudvikling i industrien.

FOLKETINGET kunne imidlertid ikke blive enige om den kommunale strukturreform.

Socialdemokratiet afviste i sidste ende at st�tte reformen. Det var alvorligt for et s� stort strukturelt politisk projekt, og regeringen m�tte derfor finde st�tte, hvor den var at finde. Det blev hos kommunerne, hvor de tunge socialdemokratiske borgmestre begyndte at fort�lle deres egen folketingsgruppe, at den skulle indstille skydningen mod reformen.

Men regeringens pris har vist sig p� sigt at have v�ret h�j. For kommunerne blev aldeles friholdt for moderne strukturer som dem, der blev skabt p� regionalt niveau. Tv�rtimod blev kommunerne blot gjort st�rre og mere magtfulde.

Og i de �rlige aftaler om vilk�rene for kommunernes �konomi findes ingen foruds�tning om nogen produktivitetsudvikling, som det er kommet til at g�lde for regionerne. I kommunerne er vilk�ret stadig, at man f�r flere penge fra staten hvert �r i stedet for at skulle pr�stere produktivitetsfremskridt selv. Dette p� trods af at kommunerne opsuger en god del af de nyuddannede akademikere og f�r stadig flere fordele ved anvendelse af informationsteknologi etc. Manglen p� kommunal modernisering svier nu.

I FORHANDLINGERNE om strukturreformen spillede bekymringer for n�rdemokratiet en rolle. Derfor er der nu grund til at se n�rmere p� de erfaringer, som siden 2007 er indhentet p� det regionale demokrati, hvor folkestyret jo virkelig har f�et en anden rolle. Vi har stadig folkevalgte politikere i regionerne, men de er i hovedsagen afsk�ret fra at foretage betydende politiske prioriteringer. De folkevalgte er begyndt at spille en rolle som bestyrelsen i en privat virksomhed.

Det har givet nogle meget v�sentlige fordele.

Strukturreformen har betydet, at vi p� sygehusomr�det og gymnasieomr�det har f�et indrettet den danske velf�rdssektor, s� vi tager de demokratiske diskussioner i f�llesskab p� landsplan, og s� de lokale og praktiske anliggender klares ude p� de enkelte institutioner. Og vi har f�et styrket den �konomiske udligning mellem rige om mindre velst�ende dele af landet omkring nogle basale ydelser til borgerne, s� gymnasieskoler og sygehuse har lige mange kroner at g�re godt med til en elev eller en patient, uanset hvor i landet vi befinder os. Det er efter min opfattelse et meget stort fremskridt s�vel i demokratisk som velf�rdsm�ssig henseende. Den folkelige debat om vores sygehusv�sen er eksempelvis blevet meget tydeligere og skarpere, efter at vi ikke har 14 forskellige spredte debatplatforme, men en enkelt stor, hvor der virkelig er bev�genhed og engagement. Tidligere var det uhyre f�, som overhovedet havde kendskab til debatterne og prioriteringerne i de decentrale politiske fora i amterne.

DERFOR ER der al mulig grund til at finde analyserne om den manglende b�redygtighed i kommunestyret frem. Kommunerne fungerer ikke efter strukturreformen i 2007. De �ger deres udgifter, personaleforbrug og skatter, uden at de dokumenterer, at borgerne f�r mere tilfredsstillende service, og de v�grer sig ved at indordne sig under en samlet dansk strategi for udviklingen af vores velf�rdssektor.

Vi har fra s�rdeles kompetent hold forslag til reformer, som kan ansvarligg�re kommunerne og lede til et anst�ndigt kommunestyre, og p� den anden side har vi erfaringerne fra nedl�ggelsen af amterne og omformningen af det regionale niveau, som har sat gang i en p�tr�ngt demokratisk modernisering og effektivisering af betydende dele af velf�rdssektoren.

Kommunestyret st�r foran en korsvej.

Og det bliver i h�j grad op til kommunerne selv, hvilken vej den videre udvikling kommer til at forl�be ad. Det holder ikke, at kommunerne blot bruger flere og flere penge uden at opfylde borgernes �nsker og behov for service p� en m�de, som skaber tilfredshed. Derfor st�r valget mellem en ansvarligg�relse af kommunerne eller en udvikling i retning af afvikling. Ansvarligg�relsen kommer kun, s�fremt kommunerne selv vil og begynder at arbejde positivt i den retning. Sker det ikke, s� f�r vi afviklingen af et kommunestyre i Danmark ganske af sig selv. Ingen stor ny reform er p�kr�vet, og der er ingen grund til udtrykkeligt at tale om at tr�ffe beslutning om en nedl�ggelse af kommunestyret.

Det vil heller ikke v�re politisk muligt at s�tte en s�dan afviklingsreform igennem. Nej, afviklingen vil komme til at foreg� som en videref�relse af den l�bende udhuling af kommunestyret, som allerede er godt i gang. Kommunerne beh�ver ikke at foretage sig videre.

FOR DEN udvikling, der allerede er godt i gang, indeb�rer jo, at vi er langt p� vejen til at have afskaffet kommunernes ret til selv at fastl�gge deres skatteudskrivning.

Ligesom kommunerne efterh�nden er blevet s� st�rkt bundet i deres prioritering i kraft af centralt fastlagte forskrifter, at alle overordnede prioriteringer inden for den danske velf�rdssektor i realiteten tr�ffes af Folketinget. Endda m�den, hvorp� kommunerne tilrettel�gger deres arbejde, styres i et vist omfang af staten. Hvor stor en del af produktionen, der skal udliciteres, hvor mange dage der skal g� mellem hver gang, borgerne indkaldes til samtaler, etc. Og denne udvikling vil forts�tte, s�fremt kommunerne ikke selv kan finde ud af at l�se danskernes problemer inden for de samfunds�konomiske rammer, som vi alle i f�llesskab l�gger fast.

I hele dette spil er Kommunernes Landsforenings rolle v�ldig interessant.

Den nyvalgte formand, Jan Tr�jborg, proklamerer p� forsiden af sidste m�neds udgave af foreningens magasin, at han er klar til kamp. Mod staten forst�s. Det virker som en uhyre svag formand i en uhyre svag forening, som har behov for at ytre sig s�dan. For hvis foreningen kun kan holde sammen ved at definere en falsk ydre fjende, s� st�r det skralt til. Den virkelige udfordring for kommunernes forening er at virke for, at kommunerne hver is�r og i f�llesskab tager ansvar for de tunge udfordringer, som vores samfund som helhed st�r over for.

Staten er ikke fjenden, for staten og kommunesektoren er f�lles om at repr�sentere alle os danskere. Vi stemmer b�de p� en folketingspolitiker og p� en kommunalpolitiker, og hensigten er ikke, at de to politikere skal �de deres kr�fter op ved at sl�s med hinanden. Vil kommunernes forening ikke forst� det, s� reducerer den sig selv til at v�re en simpel lobbyorganisation for en s�rinteresse.

Men foreningen kan meget vel st� i en vanskelig situation. For med de nye store kommuner efter strukturreformen har vi ogs� f�et meget ambiti�se borgmestre, som kan og vil selv. Det er ikke let at holde sammen p�. Sagen er bare, at hvis kommunesektoren ikke kan finde sammen om at tage ansvar, s� kommer den til at m�rke konsekvensen p� sigt.

En version af denne tekst var optrykt i Politiken som kronik fredag den 21. maj 2010.

Hvem er de fattige i vores samfund?

martin@cepos.dk — Tue, 27 Apr 2010 11:05:00 +0200

ET SAMFUND SKAL vurderes p�, hvordan det behandler sine svageste borgere. De fleste af os kan skrive under p� det udsagn. Uenigheden opst�r, n�r vi g�r fra idealer til politik.

�Fattigdommen s�tter ny rekord�, stod der p� forsiden af Politiken 3. marts.

Baggrunden var en analyse fra Arbejderbev�gelsens Erhvervsr�d ( AE), der angiveligt viste en stigning i antallet af fattige p� knap 30.000 fra 2006 til 2007. Alt i alt skulle der i 2007 v�re over 200.000 fattige i Danmark. �Det rekordh�je fattigdomsniveau har bidt sig fast�, sagde AE.

Men virkeligheden er lidt mere nuanceret. Danmark er det land i OECD, som har den laveste andel af personer i lavindkomstgruppen. Den ' rekordh�je' andel er alts� samtidig rekordlav sammenlignet med andre lande.

Endvidere udg�r de 200.000 ikke antallet af ' fattige', men antallet af personer, der i 2007 tilh�rte lavindkomstgruppen - personer med en disponibel indkomst p� under 50 pct. af medianindkomsten.

Det er den indkomst, som den midterste person i indkomstfordelingen tjener.

Efter min mening tjener vi ikke de svagestes sag ved at udvande begrebet fattigdom til at omfatte alle, der p� et givet tidspunkt har en indkomst p� under det halve af medianen.

En person, som for eksempel i 1 til 3 �r befinder sig i lavindkomstgruppen, kan ikke automatisk betegnes som fattig eller ressourcesvag. I Danmark har omkring seks ud af 10 forladt lavindkomstgruppen i l�bet af tre �r.

Normalt vil vi ikke betragte studerende som fattige i den forstand, at deres lave indkomst udg�r et socialt problem. Arbejderbev�gelsens Erhvervsr�d v�lger da ogs� at udelade studerende.

Men r�det er inkonsekvent, n�r man ikke ogs� udelader andre, der kun befinder sig kortvarigt i lavindkomstgruppen.

Der kan v�re mange grunde til, at en person i et enkelt eller nogle f� �r har en lav indt�gt, for eksempel opstart af selvst�ndig virksomhed eller et �nske om at g� hjemme med sit barn. S�danne personer er vel ikke mere fattige end de studerende.

I stedet b�r vi have fokus p� de virkeligt svage: de psykisk syge, alvorligt fysisk handikappede, narkomaner og alkoholikere.

Mennesker som ganske enkelt ikke kan forventes at kunne tage vare p� sig selv - eller som i hvert fald skal have noget hj�lp fra os andre for at kunne g�re det.

Arbejderbev�gelsens Erhvervsr�d m�ler reelt graden af �konomisk ulighed i stedet for graden af fattigdom.

Ingen kan g� ind for �get ulighed som et m�l i sig selv, men begrebet skal ikke forveksles med fattigdom.

N�r r�det konstaterer en stigning i antallet af fattige i 2007 p� hele 30.000 personer, lyder det alarmerende.

Men man b�r se p� �rsagerne til denne stigning, nemlig prim�rt, at de disponible indkomster i 2007 voksede hele 4 pct. Det medf�rte, at lavindkomstgr�nsen dermed steg automatisk, fordi den defineres som halvdelen af medianindkomsten.

Kapitalindkomst udgjorde mere end halvdelen af indkomststigningen. Ekstra mange blev alts� pludselig statistisk set ' fattige' - popul�rt sagt, fordi bolig-og aktiepriserne steg det �r. De f�rreste af de nye ' fattige' tjente mindre i 2007 end i 2006. Tv�rtimod tjente de fleste mere. Er det et socialt problem? Det er misvisende og unuanceret at bruge halvdelen af den evigt stigende medianindkomst som en ultimativ fattigdomsindikator.

K�BENHAVNS Kommune udgav i 2008 en rapport, som i stedet for medianindkomstmetoden benytter budgetmetoden til fastl�ggelse af antallet af fattige.

Budgetmetoden indeb�rer, at man fastl�gger et r�dighedsbel�b, der er n�dvendigt for at kunne klare sig. Ud fra denne definition har fattigdommen i K�benhavn v�ret faldende hvert eneste �r siden 1996.

Vi har efterh�nden n�et et velstandsniveau i Danmark, hvor man kan leve ganske godt for halvdelen af medianindkomsten. En kontanthj�lpsmodtager med to b�rn modtager ca. 8.300 kr. efter skat i kontanthj�lp.

Oven i dette skal l�gges yderligere ca. 7.800 kr. i boligst�tte og b�rnetilskud. Med rimelige antagelser vedr�rende udgifter til husleje og varme har en enlig kontanthj�lpsmodtager med to b�rn et r�dighedsbel�b p� ca. 10.600 kr.

Det er faktisk kun ca. 350 kr. mindre om m�neden end en lavtl�nnet fuldtidsarbejdende ditto. Politiken havde i onsdags en historie om kontanthj�lpsmodtageren Heidi, som if�lge artiklen var ' fattig'. Ikke desto mindre havde hun boligudgifter p� 7.736 kr. om m�neden - hvilket alts� var fuldt finansieret af skatteyderne.

I stedet for at fokusere p� Heidi, hvis prim�re �konomiske problem synes at v�re, at hun bruger for mange penge, b�r vi flytte fokus over p� de reelt svage og udsatte grupper.

Martin �gerup er direkt�r i CEPOS.

Ovenst�ende indl�g blev bragt i Politiken l�rdag d. 24 april 2010.

Regionsprojektet som dannelsesproces og overlevelseskamp

henrikc@cepos.dk — Mon, 19 Apr 2010 11:19:00 +0200

Tidligere bragt i magasinet Administrativ Debat.

Man kunne tro at spillet om regionerne fandt sin afslutning med indg�elsen af aftalen om Strukturreformen i sommeren 2004. Det ser imidlertid nu ingenlunde ud til at v�re tilf�ldet.

Regionerne har fungeret i sm� tre �r efter deres ikrafttr�den i 2007. Det er dermed muligt nu at sige noget om regionernes tilblivelse som en konstruktion vi ikke tidligere har set, og at sige noget om regionernes funktionsm�de som politisk administrative systemer. Det er ogs� bem�rkelsesv�rdigt, at flere er begyndt at sp�rge til regionernes fremtid. Senest har de Konservative meldt ud, at regionerne b�r nedl�gges, og de Radikale at deres betingelser b�r revideres.

Vi har fulgt Strukturreformen og tilblivelsen af regionerne hele vejen og herunder foretaget en omfattende unders�gelse af Region Midtjyllands tilblivelse. Vores analysearbejde er publiceret i flere omgange undervejs i rapporter fra AKF, og det er samlet i bogen Den danske regionskonstruktion � spillet om Region Midtjyllands dannelse og konsolidering.

Det er afg�rende for en forst�else af regionsprojektet, at konstruktionen i sig selv rummer et fundamentalt nyt rationale sammenholdt med de forudg�ende amter. Opgaveportef�ljen er indskr�nket og udvalgsstyret afskaffet, hvilket g�r politikdannelsen til noget helt andet, end det vi hidtil har set p� de kommunale omr�der. Tillige er finansieringen omlagt, s� egen skatteudskrivning er erstattet med delvis produktionsafh�ngige tilskud. Kommunalfuldmagten med en mere almen kompetence er afskaffet, s�ledes at opgaverne er blevet fuldt definerede i lovgivningen med den konsekvens, at der ikke som tidligere er tillagt det regionale niveau en egentlig prioriteringsopgave mellem forskellige opgaver og sektorer. Det sidste g�r traditionel koncernledelse illusorisk. Der er om noget tale om flere koncerner: En stor sygehuskoncern og to sm� koncerner for henholdsvis s�rlige sociale opgaver og regional udvikling.

Bag strukturreformen l� et �nske om at skabe mere b�redygtige enheder i en verden, hvor den teknologiske udvikling tr�kker i retning af at stadig h�jere grad af specialisering i stadig st�rre sygehusenheder bliver optimalt.

Vores bog tegner et billede af en dannelsesproces, som har rummet kaotiske faser, men som i dag m� vurderes som relativt succesfuld � i al fald i Region Midtjylland � i den forstand at det er lykkedes at skabe fusionen af de administrative systemer. Det er ligeledes vurderingen, at regionerne som produktionssystemer har v�ret i stand til at �levere varen�, dvs. at fastholde produktivitet og effektivitet, samt at �ge produktionskapaciteten men ogs� produktiviteten.

Evnen til at levere varen kan forst�s i sammenh�ng med de logikker eller rationaler, som er indlejret i strukturreformen. Reformen rummer s�ledes en organisations- og produktionslogik, som fordrer og skaber et pres i retning af professionalisering, som vi da ogs� har set i alle dele af det administrative system op til og efter strukturreformen. Ligeledes rummer reformen en �konomisk logik, som knytter sig til en r�kke mekanismer s�som frit sygehusvalg, incitamentsstyring og taksameter finansiering samt en �get konkurrence fra privathospitaler. Vores kortl�gning af de stedfundne dannelsesprocesser i organisatorisk og ledelsesm�ssig henseende har ogs� afd�kket, hvorledes en s�dan markedslogik i stigende grad er kommet til at g�re sig g�ldende overalt i organisationen.

En anden konsekvens af reformrationalet er, at regionerne og det regionale niveau som politisk projekt er blevet udhulet. De f� politikomr�der vanskeligg�r, at der kan udvikles regionale politikker p� en meningsfuld m�de for flere politikere, og regionernes ad-hoc udvalg muligg�r ikke den samme vidensoparbejdelse, som de permanente udvalg gjorde. Hertil kommer en politisk styringslogik, hvor kommunerne ansporet af KL har tiltaget sig de kompetencer i forhold til sundhed, sociale institutioner og regional udvikling, som de overhovedet har haft mulighed for, hvorved det har v�ret vanskeligt for regionerne at tr�de i karakter. Ligeledes har den politiske logik indeb�ret en intensivering af den statslige styring.

Vi har i de f�rste faser af dannelsesprocessen set en forst�else g�re sig g�ldende i den politiske ledelse i Region Midtjylland, hvor en form for revanche efter amternes nederlag i kampen om strukturreformen stadig var en levende forestilling. Alts� at det var en mulighed at generobre r�derum for politiske prioriteringer og eventuelt at f� udvidet opgaveportef�ljen. En vision var at f� placeret regionen som en instans, der bedriver metastyring. Vi har ogs� set, hvorledes der p� den baggrund i vigtige faser udviklede sig et mismatch mellem s�danne politiske forestillinger og den professionalisering af en mere effektiv driftsorganisation, som strukturreformens rationale kaldte p� og n�dvendiggjorde, at den administrative ledelse fik sat igennem. For den professionelle ledelse indebar det i perioder store vanskeligheder med at udvikle og udmelde en trov�rdig og st�rk strategi. Dette mismatch er til en vis grad blevet opl�st i senere faser, hvor der, bl.a. i lyset af konkrete og i�jnefaldende nederlag i kampen for at erobre en st�rkere platform for politikudfoldelse p� regionalt niveau, har indfundet sig, hvad vi betegner en besindelse. Det indeb�rer, at regionen nu tydeligere fremtr�der som en professionel organisation drevet af n�dvendigheden af en str�ben mod fortsat h�jere produktivitet.

Regionernes v�sentligste eksistensberettigelse er sygehusdriften, lakmuspr�ven for den politiske berettigelse m� siges at v�re det politiske og strategiske prioriterings- og planl�gningsarbejde. Den m�ske st�rste udfordring i regionernes f�rste valgperiode var disponeringen af Folketingets flercifrede milliardramme til udbygning af sygehuse. Her blev regionernes planopl�g langt hen ad vejen blev forkastet af regeringen, som flyttede v�sentlige dele af disponeringsopgaven over i statsligt ekspertregi med den begrundelse, at regionernes opl�g ikke repr�senterede velf�rds�konomisk optimale l�sninger, men derimod udtrykte manglende vilje eller evne p� regionalt niveau til at sk�re igennem lokale og interessem�ssige hensyn.

Regionerne ser med andre ord, som det er illustreret i figuren, ud til at v�re i et firedobbelt krydspres, en klemme som alt i alt udhuler dem som politisk projekt. Og det forekommer ikke, at regionerne har haft politisk styrke til at k�mpe sig ud af den klemme.

Vores bog er som udgangspunkt en registrering og analyse af en dannelsesproces, som har strakt sig over en fire�rig periode, og det er i sig selv en sj�lden mulighed inden for kommunalforskningen at f� lov til at gennemf�re l�bende indsamlinger af information gennem en s� lang periode. Men med den situation, som har udviklet sig, kommer bogen m�ske i virkeligheden ogs� til indirekte at fungere som en debatbog.

For n�r nu der omkring de f�rste valg til regionsr�dene efter regionsprojektets ikrafttr�den tydeligvis er sat sp�rgsm�lstegn ved regionskonstruktionens fortsatte best�en, s� melder sp�rgsm�let sig jo n�rliggende: Hvilke konsekvenser kan og b�r man drage af denne analyse? I princippet foreligger tre tilgange.

For det f�rste kunne man forestille sig en u�ndret form, hvor regionerne m� l�re at leve med de nye vilk�r. Tilgangen har utvivlsomt noget for sig p� det mellemlange sigt. Sygehusv�senet udvikler sig i positiv retning, og den forst�else af at sygehusene i Danmark fungerer uacceptabelt d�rligt, som herskede for ti �r siden, er �ndret v�sentligt sammen med strukturreformen. Desuden har det tappet mange kr�fter at s�tte en s� stor reform igennem, og m�ske var det rimeligt med en vis reformtilbageholdenhed i det lys. S� her kan strategien g� ud p� simpelthen at tilsikre, at den positive udvikling i de f�rste �r efter regionernes igangs�tning videref�res p� rolig vis.

For det andet kunne man i princippet forestille sig, at man skruede reformen tilbage til den velkendte danske kommunemodel. Det ville n�rliggende indeb�re, at man �ndrede betingelserne for den politiske styring ved, at der var flere politikere p� fuldtid, og eventuelt flere valgte politikere, mere udvalgsstyre, en udvidet opgaveportef�lje (f.eks. en tilbagerulning p� milj�omr�det og det sociale omr�de), genindf�relse af skatteudskrivningen m.v.

Endelig kunne man forestille sig, at strukturreformeringen af det regionale niveau blev videref�rt. En n�rliggende mulighed her er, at regionerne nedl�gges og deres opgaver fordeles mellem stat og kommuner, hospitalerne g�res til selvejende institutioner under staten, der ledes af professionelle bestyrelser med en samtidig statslig og markedsm�ssig styring. Det er, hvad vi ser, der er sket p� gymnasieomr�det med og efter strukturreformen.

Men katten er sluppet ud af s�kken. De f�rste partimeldinger med synspunktet, at regionerne b�r nedl�gges, er afsendt. Det sender uden tvivl en b�lge af usikkerhed ind i de nye regioners regionsr�d og halvandethundredetusinde arbejdspladser. Derfor er det uomg�ngeligt: Vi m� tage en fornyet debat om de danske regioner og pr�ve at finde en vis afklaring af, hvordan vi ser de erfaringer, som er indh�stet.

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS.

Tillykke Margrethe � med monarkiet

Wed, 14 Apr 2010 10:52:00 +0200

Monarkiet h�rer til en af de vidunderlige institutioner, som man aldrig ville skabe, hvis verden skulle begynde p� en frisk. Nye stater bliver republikker og ikke konged�mmer. Og is�r et arvef�lgemonarki ville v�re helt sk�rt at indf�re uden en historisk baggrund for det. Hvis tiden skal nulstilles, er der intet alternativ til en republik.

Men virkeligheden er s�ledes, at vi lever i en given tid og et givet sted med en arv og en tradition, som vi kan v�lge eller vrage. Vi skriver �r 2010 og ikke �r 0. Andre kulturer har andre tidsreferencer, men f�lles er, at hver generation indg�r i en udvikling. Hver enkelt f�des af en mor som en far har gjort noget ved. Vi har m�dre og f�dre og derfor et f�dreland og et modersm�l. Sl�gter f�lger sl�gters gang. Og menneskene f�des ikke helt tilf�ldigt enkeltvist hist og pist som en Mowgli i junglen, men i klynger og grupper, som vi kalder stammer, folk eller nationer. Nogle er store og nogle er sm�.

For over 1000 �r siden opstod i Danmark en dominerende sl�gt, som blev ledere p� det omr�de, som i dag er Danmark og lidt mere til i syd og �st. Gorm den Gamle er mest kendt, men der var et par stykker f�r ham, men is�r derefter kendes successionen, som forel�big slutter med lille prins Christian.
Den slags kan og skal ikke institutionaliseres fra et nulpunkt eller �from scratch�.
Men n�r det er s� heldigt at foreligge som for Danmarks vedkommende, er det en gave og en rigdom for danskerne. For det er et symbol p� det f�llesskab, som danskerne i kraft af f�lles sprog, historie og kultur besidder.

Det har intet med nationalisme eller chauvinisme at g�re (flere af Danmarks regenter kunne knap nok tale dansk og foretrak tysk), men for ikke at skuffe dem, der m�tte finde monarkiet national-chauvinistisk, vil jeg da gerne her til Margrethes f�dselsdag skryde og prale p� Danmarks vegne: nordm�ndenes konger�kke er kun 100 �r gammel, svenskernes 200 �r, engl�ndernes kroget og kejtet og franskm�ndenes sluttede i 1789. Danmark har 1000 �r ubrudt konger�kke, selvom der m�tte springes lidt fra oldenborgere til gl�cksborgere undervejs.

Og n�r jeg l�ser om de danske konger, forbavses jeg over den gennemg�ende enorme pligtf�lelse, som optager dem alle under hver deres vilk�r. De f�ler sig sat til en opgave og pr�ver efter bedste evne at h�ndtere den til landets gavn. Jeg er mest imponeret af Valdemar Atterdag, der med stor succes og kl�gt og list samler et totalt splittet rige fra 1340. Og s� af to Christianner, som ellers ikke er popul�re hos historikerne: Christian VI p� grund af hans �gte fromhed og dybe respekt for religionsfriheden mit i enev�ldens tid, og Christian X for hans klare d�mmekraft i vanskelige tider under to verdenskrige.

Og derfor et stort tillykke til dronning Margrethes 70 �rs f�dselsdag som det nuv�rende og v�rdige symbol p� denne ubrudte, 1000-�rige konger�kke. �Er hun rig?� sp�rger mine b�rn, og jeg svarer: hun ejer ikke noget, som ikke er Danmarks. Har hun meget, er det godt, for det er kronens og hun er kronen.
Jeg kan godt lide den slags institutioner, som ikke kan legitimeres ud fra en abstrakt t�nkning, men kun ud fra historisk h�vd. S�dan er det ogs� med folkekirken og dens h�vdvundne forbindelse med staten. For m�ske er det allermest disse historisk �tilf�ldige� og dermed ikke tidl�st-rationelle indretninger som giver mennesker identitet og rod.

Det er Danmarks og dermed danskernes lykke at have en repr�sentant for den 1000-�rige kongesl�gt p� tronen. Dronning Margrethe pro tempora. T�nk p� Tyskland som har vadet rundt i katastrofale Rigs-indretninger og f�rst efter Anden Verdenskrig har f�et etableret et stabilt og demokratisk styre med et v�rdigt og altid dygtigt ledet pr�sidentembede. Der er succesrige republikker med h�derlige og traditionsbevidste statsoverhoveder. USA er ogs� et oplagt eksempel. Det kan lade sig g�re.

Men det er utroligt meget heldigere at have historien med som en medvind, der giver os alle pejlem�rker, symboler, markeringer og ogs� opretholder en r�kke aristokratiske omgangsformer, som ellers ville v�re opslugt af hej-kulturen og facebook. Og ud fra en frihedsbetragtning er det langt mere politikerne, der b�r frygtes, end monarken.

S� fra en sand royalist skal dronning Margrete her fra bloggen have de bedste lyk�nskninger i anledning af 70 �rs-f�dselsdagen p� fredag.

Henrik Gade Jensen er projektleder i CEPOS.

Ovenst�ende indl�g blev bragt p� JP.dk onsdag den 14. april 2010

Et bud p� en borgerlig integrationspolitik

Mon, 29 Mar 2010 13:20:00 +0200

Har tidligere v�ret bragt i Weekendavisen.

Siden g�stearbejdere i stor stil kom til Danmark i 70erne, har sp�rgsm�let om integration i stadig h�jere grad pr�get den offentlige debat. Indvandrere bidrager med arbejdskraft og kvalifikationer, men de kulturelle forskelle udg�r en udfordring, som man politisk m� forholde sig til. Det borgerlige synspunkt, at staten ikke skal fors�ge at p�virke borgernes v�rdier, normer og kultur i almindelighed, kommer derfor under pres. Men det er n�dvendigt at formulere et borgerligt svar p�, hvorledes man politisk skal forholde sig til det �st�d�, som indvandringen giver til det etablerede danske samfund. Der er ikke mindst brug for at formulere et svar, der g�r op b�de med multikulturalismen og assimilationspolitikken.

Multikulturalismen n�gter at acceptere, at integrationen af indvandrere n�dvendigvis m� have sit udgangspunkt i det danske sprog, den danske historie og den danske kultur. Assimilationspolitikken m� forkastes, fordi en s�dan politik hviler p� en urealistisk opfattelse af dansk kultur som en uforanderlig enhedskultur, og fordi konkrete tiltag, der fors�ger at accelerere en assimilationspolitik, n�dvendigvis vil mindske friheden og �ge omkostningerne ved integration.

Kulturen har betydning, fordi den er med til at bestemme, hvad vi till�gger v�rdi, og hvorledes vi opfatter ting. Den regulerer blandt andet vores adf�rd i omgang med hinanden. Det fremh�ves ofte af ideologiske multikulturalister, at det ikke giver mening at tale om �n dansk kultur. Vores udgangspunkt er, at det giver mening at tale om �dansk kultur�, og at centrum for denne er det sproglige f�llesskab samt en r�kke normer og v�rdier, som flertallet af danskere vedkender sig de fleste af. Skal man tale om integration, er det i �vrigt sv�rt at se bort fra, at en s�regen dansk kultur findes, for hvad er det ellers, indvandrere skal integreres i?

En positiv effekt af en flerhed af kulturer er en st�rre bevidst erkendelse af indholdet af egen kultur, som giver den enkelte mulighed for at v�lge egen identitet og giver en st�rre forst�else for kulturens betydning. Omvendt er risikoen for misforst�elser og konflikter st�rre p� tv�rs af kulturer end inden for samme kultur. En f�lles national kultur medvirker til at bygge bro og skabe tillid mellem fremmede personer fra samme kultur. Ogs� f�lles uddannelse eller interesser kan danne grundlag for en s�dan brobygning, men jo f�rre f�lles flader, der findes, des sv�rere bliver det at bygge bro.

Man skal ikke v�re blind for, at der ogs� er omkostninger ved gennem assimilationspolitikker at fors�ge at mindske kulturforskellene. Rationalet bag s�danne tiltag er, at man ved hj�lp af bos�tningspolitik med videre kan fremtvinge en �get interaktion mellem indvandrere og etniske danskere og derved �ge integrationshastigheden. P� samme tid for�ger man dog ogs� de sociale interaktionsomkostninger. Den kulturelle forskellighed er noget, som de fleste gerne vil kunne nyde i selvvalgte doser. Sp�rgsm�let er ogs�, om tvangsopl�sning af ghettoer overhovedet er mulig. Omkostningen ved de assimilerende politikker best�r langt fra kun i en p�tvungen ekstra interaktion, men ogs� i det faktum, at disse politikker generelt mindsker borgernes valgfrihed.

Den britiske konservativ-liberale filosof John Gray har s�ledes forsvaret en pluralistisk borgerlig retsstat, som p� den ene side tilstr�ber at blande sig mindst muligt i civilsamfundets mange institutioner, herunder markedet, men ogs� p� den anden side er indstillet p� at fremme og beskytte nogle givne historiske og kulturelle foruds�tninger. En s�dan pluralistisk retsstat er et sundt borgerlig-liberalt alternativ til de to tidligere n�vnte fremtr�dende modeller for, hvorledes vi skal forholde os til diversitet og multikulturalisme. Udfordringen er at forene frihed med sikringen af de kulturelle og historiske foruds�tninger, der er for selvsamme frihed.

Politisk betyder dette, at man ikke skal give tilskud til eller st�tte institutioner, som modarbejder de grundl�ggende v�rdier i det danske samfund. Samtidigt er det dog vigtigt, at det danske samfund i st�rre omfang indrettes s�ledes, at den enkelte f�r st�rre mulighed for at indrette sit liv ud fra egne pr�ferencer, uagtet om disse er betingede af en anden kultur end majoritetskulturen.

En st�rre grad af kulturel forskellighed vil p�virke det politiske system. Det vil dels komme til udtryk i forhold til, hvilke krav borgerne stiller til velf�rdssystemet. F�rst og fremmest skyldes det, at forskellige kulturelle grupper eftersp�rger forskellige typer og m�ngder af ydelser. Man kan ligeledes konstatere, at i samfund, der er etnisk heterogene, er der en v�sentligt mindre tilb�jelighed til at betale til en �f�lles kasse�.

Dette skal man ikke begr�de, fordi det er vigtigt, at vi i mindre grad gennem overf�rselsindkomster st�tte m�der at leve p�, som ikke er forenelige med at leve i et moderne samfund, mens vi brandbeskatter den produktive samfundsborger. De gener�se overf�rsler og velf�rdsydelser til indvandrere uden for arbejdsmarkedet virker reelt som en underst�ttelse af en kultur og levevis, som er ude af trit med danske normer og v�rdier. Konsekvenserne af dette er ikke kun tabt velstand, men ogs� en sk�v eller manglende kulturel integration.

Samtidigt m� man ogs� erkende, at n�r vores adf�rd i mindre grad styres af f�lles normer, medf�rer dette risiko for �get konflikt. Det betyder, at man p� visse omr�der m� acceptere en st�rre grad af regulering af samfundslivet og ikke mindst en st�rre grad af konsekvens i forbindelse med overtr�delse af den danske lovgivning. P� den ene side er en st�rre grad af regulering en samfundsm�ssig omkostning i form af tabt frihed, men omvendt m� vi som samfund tage de n�dvendige skridt for at modg� kriminalitet, som i st�rre grad beg�s af indvandrere end af danskere.

Dette er tiltag, som b�de for majoritetsbefolkningen og indvandrerne vil mindske det kulturelle og �konomiske nyttetab, som fejlslagen integration medf�rer. I denne sammenh�ng vil �get brug af udvisning for overtr�delse af g�ldende lovgivning ligeledes v�re et v�rkt�j, som man i stigende grad b�r g�re brug af.

Det er vigtigt, at der formuleres en politik, der g�r det muligt at h�ndtere de kulturelle udfordringer, som integrationen stiller os over for, men ogs�, at man undg�r, at denne politik s�tter dansk kultur og frihed over styr.

Geert Laier Christensen er forskningschef i CEPOS. S�ren Hviid Pedersen er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

CEPOS: Vi har ikke noget imod vindm�ller

Mon, 29 Mar 2010 09:25:00 +0200

Af Martin �gerup, direkt�r for CEPOS

CEPOS udgav i september 2009 en rapport om brugen af vindm�ller i Danmark. P� det seneste har der v�ret stillet sp�rgsm�lstegn ved rapportens finansiering.

For CEPOS er det afg�rende at v�re � og at fremst� som � en trov�rdig akt�r i den danske offentlighed. Derfor �rgrer det mig, at det ved udgivelsen af rapporten ikke fremgik, at udgiften til rapportens forfattere var finansieret af det amerikanske Institute for Energy Research (IER). Det var en klar og beklagelig fejl. Vi har dog p� ingen m�de hemmeligholdt, at IER var sponsor. Men det skulle selvf�lgelig have st�et i rapporten. Det har vi l�rt af. I fremtiden vil det altid fremg� af CEPOS-analyser, hvis der er ydet direkte sponsorst�tte.

Jeg vil gerne understrege, at IER ikke har haft indflydelse p� rapportens indhold. Som ved alle andre analyser fra CEPOS har der v�ret en kinesisk mur mellem sponsorbidrag og det analytiske arbejde. CEPOS valgte to eksperter, som har besk�ftiget sig indg�ende med emnet, bl.a. i en prisbel�nnet artikel i det videnskabelige tidsskrift Civil Engineering. Forfatterne har uafh�ngigt af sponsor valgt metode og draget konklusioner.

Ud over st�tten til selve rapporten har IER betalt min flybillet og mit hotelophold i forbindelse med en tur til Washington samt et honorar p� 2.000 USD (ca. 10.000 kr.). I �vrigt tilfalder alle s�danne honorarer CEPOS og ikke mig personligt. CEPOS har hverken f�r eller siden modtaget yderligere sponsormidler fra IER.

CEPOS har ikke haft �konomisk vinding af projektet. Stort set hele sponsorbel�bet (ca. 180.000 kr.) blev udbetalt som honorar til forfatterne, som ikke er medarbejdere i CEPOS. CEPOS tog emnet op, fordi vi fandt det v�sentligt at f� belyst vigtige aspekter af dansk energipolitik.

Den seneste tids omtale har givet det indtryk, at jeg skulle have �rejst rundt i USA� med rapporten. Det er ikke korrekt. Faktum er, at jeg tilbragte to dage i Washington sammen med den ene af rapportens forfattere, hvor resultaterne blev pr�senteret.

CEPOS �nsker at levere ny viden til n�dvendige debatter om vigtige samfundssp�rgsm�l. Vi synes ikke, at CEPOS b�r afst� fra at medvirke til debatter i udlandet � heller ikke, n�r det g�lder emner, der udfordrer den danske selvforst�else, f.eks. om vindkraft. Men vi kunne med fordel have rejst debatten herhjemme, inden vi gjorde det i udlandet. Det vil vi g�re fremover.

CEPOS er i �vrigt ikke kritisk overfor vindm�ller. Det, vi forholder os kritisk til, er de meget betydelige direkte og indirekte statslige subsidier til vind-energi.

CEPOS er generelt kritisk overfor statsst�tte � det g�lder alle erhverv � f.eks. landbruget og luftfarten. Men det er selvf�lgelig ikke et udtryk for en principiel modvilje overfor landbrug, luftfart eller konkrete virksomheder i disse brancher. P� samme m�de har vi selvf�lgelig ingen uvilje imod vindm�lle-industrien eller konkrete producenter af vindm�ller.

Tidligere bragt i Berlingske Tidende, l�rdag 27. marts 2010.

CEPOS' svar p� kritik vedr�rende vindm�llerapport

Fri, 19 Mar 2010 10:17:00 +0100

Der har v�ret omtale og kritik af rapporten �Wind energy � the case of Denmark�. Til dette har CEPOS f�lgende bem�rkninger:

�    Institute for Energy Research (IER), som har sponsoreret rapporten, har    ikke haft indflydelse p� rapportens metodevalg eller konklusioner.

�    Rapportens forfattere er udvalgt af CEPOS � ikke af IER.

�    IER har ikke haft indflydelse p� forfatternes metodevalg og konklusioner.

�    Hele sponsoratet fra IER p� ca. 200.000 kr. er g�et til honorar til rapportens to eksterne forfattere, Hugh Sharman og Henrik Meyer. CEPOS har s�ledes ikke modtaget betaling.

�    De overordnede konklusioner, som drages i rapporten vedr. vindenergiens andel af el-eksporten, har de p�g�ldende forfattere tidligere fremf�rt andetsteds.

�    Metoden til beregning af vindenergiens andel af el-eksporten er udviklet af Paul-Frederik Bach, tidl. udviklingschef hos Eltra, som ikke har modtaget betaling fra IER.

�    Kritikken imod rapportens beregninger er blevet im�deg�et af Paul-Frederik Bach, og kan l�ses her: www.pfbach.dk.

Homoseksuelle b�r kunne vies i folkekirken

henrik@cepos.dk — Fri, 12 Mar 2010 10:20:00 +0100

I 1948 blev de f�rste kvindelige pr�ster ordineret i Odense domkirke. Forinden havde 517 pr�ster i folkekirken (herunder min farfar) skrevet under p�, at kvindelige pr�ster stred mod folkekirkens bekendelsesgrundlag. De truede med at opsige deres stillinger. K�benhavns biskop Fuglsang-Damgaard talte om et brud med en tusind�rig tradition, hvad han havde ret i.

Folketinget var ret ligeglad med de protesterende biskopper og pr�ster og �ndrede i 1947 �m�nd� til �personer� i lov om �Adgang til Embede i Folkekirken�. Det sidste problem var, at kun �n biskop, Hans �llgaard p� Fyn, ville ordinere de kvindelige kandidater, hvorfor det blev i Odense domkirke, at de f�rste kvindelige pr�ster fik kjole p� i 1948.

Da folkekirken aldrig har f�et sin egen forfatning, som den skulle if�lge Grundloven, er folketinget i dag �verste retlige organ for folkekirken.

I dag burde folketingets flertal gentage kunststykket fra 1947 og uden stor palaver p�l�gge folkekirken en ordning, s� personer (f.eks. af samme k�n) kan blive viet og ikke kun en mand og kvinde. Det er et bekendelsessp�rgsm�l, men de fleste af folketingets medlemmer vil sikkert se det som et ligestillingssp�rgsm�l og dem om det. Folkekirken styres af verdslige politikere med hver deres motivation � s�dan er ordningen i Danmark.

Som barned�bt kristen er det sv�rt at se andre indvendinger end dem, som blev oprullet i 1947 om kirkens tradition, der igen bygger p� tekststykker, som vi trods alt er enige om ikke skal og kan forst�s bogstaveligt. Der er ingen sikker tekst, intet ufravigeligt fundament hvor fra vi kan sige, at her strider det imod den treenige Gud. Ligesom jeg har sv�rt ved at se et skriftligt bel�g for, at kirken m�tte forbeholde embedet til m�nd andet end dunkle og tvetydige ord af Paulus. Eller at fraskilte ikke atter m�tte vies i en kirke, fordi kirkeligt �gteskab er sammenf�jet af Gud og derfor ikke m� skilles af mennesker.

Tidens tand har �ndret disse opfattelser, og det er godt, for vi skal ikke lade en religi�s og kulturel selvforst�else blandt mennesker, der tilf�ldigt var samtidige med Jesus Kristus for 2000 �r siden, v�re bestemmende i dag. Vi er ikke fundamentalister og m� selv handle i dag, og s� lade Vorherre straffe os arme syndere, om vi formaster os mod det budskab, som i dunkel form i lignelser og mirakler blev �benbaret for lang tid siden.

Der er intet der skrider, ingen udvikling der s�ttes i gang, ingen leflen for tids�nden, intet forfald og ingen relativisme, ingen undergravning af monogamismen og slet ingen dhimmisering ved at lade personer blive viet i kirken med et ritual. Og s� er det i �vrigt op til hver enkelt pr�st, om han eller hun vil vie personer eller kun m og k�er, ligesom en pr�st i dag ikke beh�ver at vie fraskilte.

Ovenst�ende blogindl�g blev bragt p� JP.dk d. 10. marts 2010