Bliv Sponsor / Forny Sponsorat

Beløb Kr.

CEPOS Uni > Udbytte  

Print side Tip en ven

Udbytte

Undervisningen bevæger sig ind på økonomi, politik, filosofi og historie og trækker perspektiver til Danmark og det globale marked.

Vi vil beskæftige os med fundamentet for en fri markedsøkonomi. Den private ejendomsret, som gør at vi kan udveksle goder, og menneskets ret til sig selv, kaldet selvejerskab.

Vi vil se på de klassiske begrundelser herfor tilbage fra John Locke over Adam Smith og til i dag. Og vi vil se på forskellige opfattelser af frihed.

Vi vil konkret se på det danske samfund anno 2007: Hvor mange lever af hvad, og hvordan er det kommet dertil - herunder om der været visioner i anden retning blandt danske liberal-konservative?

Vi vil se på kollektiv handlingslogik, som når markedet ikke slår til og der søges statslige løsninger, men også om statsfejl, når den offentlige regulering selv bliver problemet.

Hvordan Vesten blev rigt og hvorfra vi får vores velstand, står centralt i frimarkedstænkningen. Også statens tendens til at underminere civilsamfundet og erstatte markedsregulering med offentlig styring.

Endelig vil vi se på forskellige frimarkedstænkere såsom F.A. Hayek, Milton Friedman, Robert Nozick og Ayn Rand.

 

Tidligere CEPOS Universitetsstudernede fortæller om deres udbytte

”CEPOS Universitet er en unik mulighed for alle med en kritisk sans overfor den aktuelle samfundsdebat. Der undervises og debatteres i så bred en vifte af emner, at man uanset politisk standpunkt får utrolig meget ud af kurserne. Samtidig tages der fat i emner som kun sjældent eller aldrig diskuteres i medierne. Man får sat diskussionerne om velfærd, skat og penge i et helt andet perspektiv end man er vant til fra sit studie. Det er forfriskende og det er med til at uddanne dig som debattør. Det vigtigste udbytte fra CEPOS Uni er dog muligheden for at netværke med andre ambitiøse unge studerende.”


Salvius Abolla, studerer samfundsvidenskab på RUC

 

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle søge ind på CEPOS Uni, ville jeg mon blive hjernevasket og komme ud på den anden side i skjorte og nederdel med Anders Fogh-stjerner i øjnene? Men nej, jeg traf det helt rigtige valg. CEPOS Uni har ikke alene givet mig en større indsigt i samfundsforhold og udvidet min litterære såvel som politisk-filosofiske viden – det har vigtigst af alt givet mig et fantastisk netværk af alsidige mennesker, som både kan lide at drikke øl og diskutere samfundsforhold på et højere plan.”


Ditte Strunge Sass, phd-studerende, Anthropology of Education, London

"CEPOS Universitet har i den grad været en vitaminkur for hjernen - jeg har fået læst en masse liberale klassikere, hørt fagligt spændende og ideologisk udfordrende oplæg fra en masse spændende personligheder og fået et uvurderligt netværk af andre liberale. Det har også været inspirerende at få feedback fra garvede debatkapaciteter, så man føler sig bedre klædt på til at deltage i samfundsdebatten."


Katrine Basbøll, studerer erhvervsjura, SDU

 

 

”CEPOS Universitet rummer en ideel blanding af seriøse studier og spændende, vidtløftige debatter med en blandet skare af kompetente borgerlige. Som studerende på Cepos Universitet får man chance for at være seriøst engageret i politik uden at være tilknyttet et bestemt parti, og programmet giver derudover en enestående chance for at lære et bredt udsnit af morgendagens meningsdannere at kende i et stærkt netværk."

 
Lotte Noer, Advokatfuldmægtig

"Som jurastuderende havde jeg ikke den samme indsigt i f.eks. økonomiske teorier, som mange af de andre på mit hold. CEPOS Universitetet har derfor været et fantastisk supplement til mit jurastudie, da det har givet mig indsigt i samfundsforhold, som jeg ikke har fået gennem studiet. Kombinationen af kompetente undervisere og de studerendes forskellige uddannelser og erfaring medførte højt fagligt niveau, som gjorde undervisningen og diskussionerne spændende, udfordrende og lærerige. Som det måske vigtigste gav CEPOS Universitetet mig et netværk af unge der, ligesom jeg, ønsker at ændre samfundet til det bedre."


Louise Dalsgaard Hilligsøe, stud.jur., Københavns Universitet

 

"Som mangeårigt medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom var CEPOS Universitet et særligt bekendtskab for mig. Velvidende at CEPOS er en liberal tænketank, tilmeldte jeg mig CEPOS Universitet i håb om at få inspiration til nye måder at anskue det danske samfund på. Dette håb levede CEPOS Universitet til fulde op til; at lytte, forstå og reflektere over de inviterede taleres budskaber og mine medstuderendes ideer og indspark har udvidet min horisont både fagligt og personligt og udviklet min evne til at forholde mig kritisk til det omgivende samfund. På den baggrund kan jeg varmt anbefale CEPOS Universitet til enhver studerende uanset studieretning og politisk overbevisning."

 
Nishandan Ganesalingam, studerende, CBS

”CEPOS Universitet, de studerende og foredragsholderne har alle bidraget til en umådelig akademisk, praktisk og sjov oplevelse. Fra dybe detaljerede etiske diskussioner om friheds- og menneskerettigheder til praktiske, ildsprudende, politiske diskussioner om statsøkonomi, sociologi, abort- og våbenlovgivning. Uanset uddannelse eller politisk overbevisning er CEPOS Uni en fantastisk mulighed for at udvide forståelsen for de frihedsorienterede værdier, teste sine egne teorier om samfundet eller bare skabe sig et netværk blandt de dygtigste studerende i Danmark. CEPOS Uni kan klart anbefales.”


Søren Hejnfelt, stud.-BSc IBP, CBS

 

”Jeg havde en forrygende tid som student ved CEPOS Uni. Det faglige niveau var højt, og jeg skulle virkelig koncentrere mig for at følge med. Til gengæld var det faglige udbytte desto større. På CEPOS Uni får du virkeligt diskuteret frihed og markedet indtil du helt præcist ved, hvor du selv står. Mine medstuderende tilhørte eliten af de danske studerende og var både søde og kvikke, så mit netværk har også haft utroligt godt af min tid på CEPOS Uni. Det er rart at møde mennesker, der tænker som dig, og du får meget hurtigt et tæt forhold dine medstuderende. Som ung radikal, der ikke nødvendigvis tror på alt hvad der blev fortalt, har jeg haft en fantastisk oplevelse med et unikt indhold, og jeg kan kun give CEPOS Uni mine absolut varmeste anbefalinger.”

 
Asser Gregersen, stud.jur., Københavns Universitet

"Cepos Universitet er en måde at åbne sin horisont på. Det er en måde at blive udfordret på - dels gennem forelæserne, men i særdeleshed gennem diskussionerne med de andre medstuderende. Diskussioner, som er flere niveauer over det abstraktionsniveau, man normalt finder på universiteterne. Cepos Universitet er en god oplevelse; men man løber den risiko at man synes de normale forelæsninger på sit eget universitet bagefter er noget kedelige og forholdsvis venstreorienterede i deres valg af teorier og argumentationsmetode."


Mikael Thoustrup, assistent i Corporate Communications, Saxo Bank A/S

 

Alumni

CEPOS Universitet slutter aldrig. Når sidste lektion er slut er du forhåbentlig blevet klogere på de ideer og teorier som ligger bag frie markeder. Men du er desuden blevet en del af et eksklusivt netværk bestående af nogle af de bedste studerende og mest engagerede unge mennesker i landet. Oplevelsen fortsætter i Alumniforeningen og du har på den måde mulighed for at bevare og styrke kontakten til CEPOS Universitet og det netværk som omgiver det.