Nyt betalingsmiddel - Bitcoin - fup eller frihed?
Hvordan vil verden se ud, hvis dine penge ikke længere kontrolleres af centralbanker? Hvis du øjeblikkeligt kan sende en betaling til den anden side af kloden, uden nogen kender til afsender og modtager? Hvis din løn udbetales i en valuta, der ikke kan beskattes?
På et gå-hjem-møde i CEPOS den 25. oktober 2011 kan du få svar på, hvad den nye digitale valuta Bitcoin kan betyde, hvis Bitcoin-projektet får succes. Bitcoin er en digital valuta fra det samme miljø af computerprogrammører, som har fostret Wikileaks og piratkopiering over nettet.
I løbet af 2011 er værdien af en Bitcoin hundrededoblet til ti amerikanske dollars, og da det kom frem, at Bitcoins blev brugt til at betale for narkotikahandel over nettet trådte to amerikanske senatorer frem med forslag om at forbyde den digitale valuta. Da systemet er decentralt, kan det dog vise sig at være nemmere sagt end gjort.
Mens nogle mener, at Bitcoin er et farligt fupnummer, er andre overbeviste om, at det er den vigtigste opfindelse for fremgang og frihed siden internettet. Under alle omstændigheder har Bitcoin-økonomien i løbet af i år oplevet stor vækst med stadig flere websites og fysiske forretninger, der godkender det som betalingsmiddel.
*Donald Norman* er medejer og PR-ansvarlig hos *Bitcoin Consultancy*, der arbejder på at udbrede brugen af Bitcoin til det etablerede erhvervsliv.
Norman vil give en introduktion til Bitcoin, hvor han bl.a. vil komme ind på dets økonomiske fundament og belyse de politiske og økonomiske konsekvenser, hvis projektet får succes.
Se VIDEO fra arrangement
Arrangør: Copenhagen Bitcoin Exchange
Dato: Tirsdag den 25. oktober 2011 kl. 17-18.30
Sted: CEPOS' lokaler, Landgreven 3, 1301 København K
Se video fra arrangement her

