Gå-hjem-møde - Hannah Arendts tænkning med fokus på det totalitære.
Interessen for den tysk-amerikanske samfundstænker, Hannah Arendt (1906-1975), er stærkt stigende i disse år, og mange bøger om og af hende udkommer på dansk for tiden.
Hannah Arendt var blandt de første i 1950´erne til at diagnosticere det totalitære. Sidste år udkom på dansk hendes berømte bog om retssagen mod Adolf Eichmann, Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet (Gyldendal 2008). I 1975 modtog Arendt Sonningprisen på Københavns Universitet.
Hannah Arendts forfatterskab udlægges af forstander Thue Kjærhus. Thue Kjærhus (f. 1954) er forstander på Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Før da var han chef på Ledelses Akademiet i Slagelse og har også været gymnasielærer.
|
|
Thue Kjærhus | Hannah Arendt |
Thue Kjærhus skriver om foredraget:
”Mit kendskab til Arendts forfatterskab går tilbage til en studiekreds i 1970’erne, hvor jeg boede i Israel. Her mødte jeg en kreds af tyske jøder, hvoraf flere havde kendt kredsen omkring Hannah Arendt, Walther Benjamin og Günter Anders.
Da jeg begyndte at læse på universitetet i 1970’erne, var Arendt ikke ”comme il faut”. Det var derfor ikke passende at skrive speciale på universitetet om det jødiske holocaust med hovedreference til Hannah Arendts forfatterskab, som jeg gjorde. Venstrefløjen havde nemlig totalt ekskommunikeret hende, bl.a. fordi hendes hovedværk fra 1950: Det totalitære herredømmes oprindelse identificerer nazismen og stalinismen med det totalitære.
Arendts egentlig gennembrud på universiteterne er derfor først kommet i 1990’erne efter murens fald. Arendt er en genuin, konservativ tænker, som er uafhængig af partipolitik. Hun er tysk jøde og flygtede i 1933 til Frankrig og USA. Hendes husguder er Aristoteles, Augustin, Burke, Heidegger, Marx og Jaspers.
Afsættet for hendes tænkning er fænomenologisk. Arendt var anti-zionisten, der blev zionist. Hun var kvinden, som kritiserede feminismen. Hun var skaberen af det moderne holocaustparadigme, og hun medvirker til at introducere Blixen og Kafka for det amerikanske forfatterskab.
I Arendts hovedværk Det totalitære herredømmes oprindelse er omdrejningspunktet massesamfundet, som hun ser som et resultat af nedbrydningen af nationalstaten og klassesamfundet. Arendts filosofiske hovedværk er fra 1958 Vita Activa (Menneskets vilkår, da. udgave Gyldendal, 2005). Dette værks betydning er vokset i omfang de senere år, samtidig med at hendes holocaustparadigme er aftaget.
Arendt betragtes i dag som en af det 20. århundredes vigtigste tænkere. Ja, flere og flere ser hendes forfatterskab som langt mere betydningsfuldt end Martin Heideggers.
Foredraget vil primært tage afsæt i hovedværket: Det totalitære samfundssystems oprindelse, hvor nazismens totalitære baggrund reflekteres.”
Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Sted: | CEPOS, Landgreven 3, 3. sal, 1301 København K (tæt ved Kgs. Nytorv) |



